Læsetid: 7 min.

Mellem fortid og fremtid

12. december 1997

Kunstudstillinger i Øst- og Vestberlin giver deres version og vision af det genforenede Tysklands sprængte vej gennem to totalitære ideologier

Udstillinger
I Tyskland bliver man besat af årstal, når man ser på kunst. Politik spiller en konstant og nervepirrende rolle for kunstnernes udfoldelsesmuligheder. Det forplanter sig til 'forbrugeren'. Man griber sig selv i konstant at kigge efter, om et maleri er malet før eller efter 1933. I 1933 satte nazisternes konsekvente ideologisering af kunst ind. Om maleriet i perioden 1933-45 derefter er malet i Berlin, Paris eller New York, altså hjemme eller i eksil eller - hvis det er malet i Paris - da tit på vej til endnu et eksil, i USA. Paris var et stoppested mellem Berlin og New York. Efter 1945, om maleriet så er malet hjemme igen, og igen - da hvor? På den ene side af grænsen mellem Øst og Vest - den vesttyske? Eller på den østtyske, hvor endnu en konsekvent ideologisering af kunsten satte ind i den anden tyske diktaturstat i dette århundrede, i DDR. Det giver endnu flere varianter. Nemlig kunstnere, der først var i DDR f.eks. Richter, Baselitz - og så kom til Vesttyskland.

De to store livtag
Nu er grænserne væk, ek-silet som eneste nødvendighed, væk udadtil. Men ikke i kunstværkerne. "Sårene vil ikke vokse sammen under den beskidte forbinding," skriver
Biermann.
En stor udstillings-'pakke' Tysklandsbilleder tager konsekvensen af, at to totalitære ideologier har taget livtag med friheden på tysk grund i det 20. århundrede. Det var først i 1989, da Muren faldt i Berlin, at europæerne var blevet endeligt befriet for det onde. De to store livtag, blev en besættelse for de fleste kunstnere. Og i de tilfælde, hvor deres kunst tilsyneladende var hinsides politik, spiller politik alligevel en rolle. En lampe, designet af en Bauhaus-arkitekt, var politik, for nazisterne kunne ikke lide Bauhaus-skolen - og omvendt.
En pjanket 60'er happening i Østberlin vakte opmærksomhed hos Ministeriet for Statssikkerhed. For i DDR skulle de unge have fikse røde tøjstykker om halsen og gå i takt til "Brødre lad våbnene lyne", hvis den politiske klasse i Østberlin ikke skulle få deres nattesøvn ødelagt. Det var pjank med perspektiv. Hvis man flygtede over til sine åndsfæller i Frankfurt eller Hamborg blev man skudt i ryggen og dræbt af jævnaldrende grænsevagter.

Mange Tysklandsbilleder
Man kan se det altsammen i Tysklandsbilleder, hvis hovednumre er udstillingen Tysklandsbilleder - kunst i et delt land i udstillingsbygningen Martin-Gropius-Bau i Kreuzberg i Vestberlin og den mindre, men ligeså besættende Exil - Europæiske kunstneres flugt og udvandring 1933-45 i Neue Nationalgalleri i
Tiergarten i Vestberlin. Men dertil kommer Bohéme og Diktatur i DDR fra 1970-89 i Det tyske historiske Museum på Unter den Linden i Øst-berlin. Man skal se dem alle tre for helt at fornemme omfanget af ideen - eller livtaget. Men i alt består 'pakken' af seks udstillinger. Så hvis man har flere kræfter, så bør man i hvert fald også se udstillingen om tysk kunstfotografi siden 1945, også i Gropius-Bau - og så ende med Signar Polke - Maleriets tre løgne i den vidunderlige udstillingsbygning Hamburger
Bahnhof i Invalidenstrasse i Østberlin.

Rædselsslagne kunstnere
Hvis vi tage dem i rækkefølge: Tysklandsbilleder - kunst i et delt land først. Både i vest og øst reageres på
Auschwitz, eller det civilisationsbrud, som det var at udrydde seks millioner jøder og bruge deres hår til indmad i madrasser og deres hud til lampeskærme, en ide undfanget og omsat til praksis i et af verdens ledende kulturlande, i det dannede Tyskland. Derfor går trådene både i øst og vest tilbage til 30'rne og til de rædselsslagne og vildt protesterende tyske kunstnere, der var nazismens samtidige - Max Ernst, Richard Oelze, Max Beckman, Oskar
Schlemmer, Paul Klee, Hans Hartung osv. - og videre til den ny inderlighed eller 'tabula rasa' - den renvaskede tavle efter 1945. Som selvfølgelig ikke er vasket ren. Og så den ny generation, der bryder igennem omkring 1960, Jo-
seph Beyus, Anselm Kiefer osv. Fluxus-gennembruddet.
På østsiden maler kunstnerne om den tyske idealisme, omsat til DDR, der - med Heiner Müllers ord - blev "en drøm, som historien gjorde til et mareridt." Det er en meget overvældende udstilling, næ-sten som er overfald ligesom avisoverskrifterne fra henholdsvis det kommunistiske Neues Deutschland og det Springer-ejede populærblad Bild fra 18.8 61, fem dage efter Berlinsmurens opførelse.
"DDR - alle gode tyskeres fædreland" (Neues Deutsch-land).
"Der er allerede flygtet 30 Folkepolitibetjente" (Bild).
Når man går ud af udstillingsbygningen, så er det før-ste, der møder øjet udenfor Gropius-Bau, det såkaldte 'Topographie des Terrors' - det område, hvor Hitlers bunker lå nedenunder. Hvis man synes, at nu kan det være nok og kigger lidt længere, så kan man se nogle meter med rester af Berlinmuren. Et af de få steder, hvor Muren endnu står intakt i Berlin. Var de nogen, der lo? Ikke de tyske kunstnere. Heller ingen blandt publikum.

Eksilet
Den næste Exil - Europæiske kunstneres flugt og udvandring 1933-45 er pædagogisk opbygget. Det er en udstilling fra Los Angeles County Museum i Californien om den berigelse af USA, som nazismen skænkede amerikanerne. "Vi importerer genialitet" stod der optimistisk i en overskrift i New York Times over en reportage om, hvor mange genier - Ein-
stein, Thomas Mann, Piet Mondrian, Chagall osv. - der hver dag væltede ind fra båden i New York havn. USA forekom mange europæiske indvandrere som en intellektuel ørken. Men de var glade for at være i live og begyndte flittigt at drive videnskab, skrive bøger, instruere film og male malerier. Det er - tænker man på udstillingen - umuligt at forestille sig New York eller Hollywood i dag uden den kæmpemæssige tilførsel af europæere, fortrinsvis jøder og fortrinsvis tyske jøder, dengang.
Men udstillingen dokumenterer også, hvor besvær-ligt det var for præsident
Roosevelt at få dem ind. Kongressen var kritisk overfor indvandring. Der var arbejdsløshed i USA, der var store anti-indvandrer demonstrationer i amerikanske byer og viftende faner med hagekors på. De, der blev afvist, døde i koncentrationslejre hjemme i Europa. Skibe blev afvist i amerikanske havne og sendt tilbage til Hamborg. Den indvandrer-kvote, der omsider blev vedtaget af den amerikanske kongres, blev aldrig udfyldt - så betændt var indvandrer-debatten i USA i 1930'rne. Exil-udstillingen er en af den slags kunstudstillinger, der er svære at se, fordi man hele tiden som tilskuer kommer til at tude.

Opløftende
Den tredje af de seks er udstillingen om DDR's boheme på Det tyske historiske Museum. Den er derimod opløftende og sjov. For den demonstrerer, hvordan undergrundskulturen drillede DDR's provinsielle og ondskabsfulde ledere med pjankede påfund a la dem deres jævnaldrende i Vesten drillede deres forældre med i 60'erne og 70'erne. Forskellen er blot, at i Vesten kom de på forsiden af Politiken og fik statslig støtte. I DDR kom de i fængsel. Der er ingen stor kunst på udstillingen. Men den viser, det gør hele 'pakken', at vi sparker igen som mennesker. Det får en til at fløjte.
Udstillingen om Kunstfotografiet i Tyskland siden 1945 viser, hvordan fotografiet langsomt tager føringen og bliver det nu næsten førende medie i billedkunsten. På Dokumenta i Kassel i sommer blev det endeligt slået fast - til traditionalisternes raseri.
Men - og så ender vi et muntert toneleje - så kan traditionalister glæde sig til Sigmar Polke-udstillingen i Hamburger Bahnhof. Den blev indviet som kunstmuseum sidste år, en elegant Gründerzeit banegård på grænsen mellem Øst- og Vestberlin i det sære ingenmandsland, hvor kranerne svajer, og hvor bygningsarbejdere på forunderlig vis i disse år bygger en helt ny by i et helt nyt Europa. Dette bånd mellem den skrækindjagende fortid og den fremtid, der ikke er begyndt, er Berlin lige nu og de næste to eller måske tre år. Der er Berlins puls, usikker og stærk samtidig, hjerteskærende.
Hamburger Bahnhof er malet hvid og belyst med små stjerner og blålilla neonrør, så det ligner en bryllupskage fra Istanbul. Inden i hænger de store, saftige Polke-billeder. De er lige til at spise. I dem er 'tabula rasa' - der er tavlen mere eller mindre ren. Så der kan man godt slutte sin trængselsfyldte, ophidsende billedrejse gennem Tysklandsbilleder.

*Deuschlandbilder - Kunst aus einem geteilten Land. Martin-Gropius-Bau, Stresemannstr. 110. Info-te: 0049-30-25 48 90. Til 11. januar. Lukket mandage.

*Exil: Flucht und Emigration europäischer Künstler 1933-45. Neue Nationalgalerie, Potsdamer Str. 50. Info-tel 0049-30-26 62 656. Til 4. januar. Lukket mandage.

*Boheme und Dikatur in der DDR. Deutsches Historisches Museum, Unter den Linden 2. Info-tel: 0049-30-21 50 20. Til 16. december. Lukket onsdage.

*Positionen künstlerischer Photographie in Deutschland seit 1945. Martin-Gropius-Bau, se ovenfor.

*Sigmar Polke, Hambuger Bahnhof, Invaliderstr. 50-51. Info-tel: 0049-30-39 78 34 22. Til 15. februar. Lukket mandage

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her