Læsetid: 2 min.

Minister: Alt er OK i PET

31. december 1997

Søren Søndergaard mener kun det er et spørgsmål om tid, før der afsløres ulovligheder i PET's personregistrering. "Det håber jeg da ikke", siger Stampe

Sverige ændrer på reglerne for personregistrering i efterretningstjenesten efter kontroversiel sag. Tidligere på året har Norge gjort det samme, også efter afsløringer af ulovligheder i efterretningstjenestens arbejde. Dét fik mandag Søren Søndergaard fra Enhedslisten til at spå, at det samme formentlig vil ske i Danmark.
Justitsminister Frank Jensen afviser at der er sket ulovligheder herhjemme.
"Jeg kender ikke den svenske beslutning i detaljer. Men vi har et bemærkelsesværdigt kontrolsystem herhjemme i forhold til PET. Vi har et udvalg der fører tilsyn med alle registreringer i PET, et uafhængigt udvalg nedsat af regeringen. Og vi har et parlamentarisk kontroludvalg. Man skal ikke kritisere en nabostats registreringskontrol, men Danmark har altid været påvirket af situationen under krigen, og politisk er der lagt vægt på at have et system, der ikke svækker tilliden til efterretningstjenesten", siger justitsministeren til Information.
Frank Jensen mener at Søndergaards beskyldninger må stå for egen regning.
"Jeg går ud fra at eventuelle ulovligheder ville være kommet for en dag, hvis de fandtes, så det kræver vel ikke yderligere kommentarer. Vi har haft et parlamentarisk kontroludvalg siden 1964, og jeg kan ikke forestille mig at der skulle være foretaget ulovlige registreringer af personer", siger Frank Jensen.
Ministeren bakkes op af chefen for PET, Birgitte stampe: "Jeg håber da ikke der er sket ulovlige registreringer. Jeg har ikke bestyret dette firma i al den tid det har eksisteret. Men jeg er meget, meget opmærksom på at alt foregår efter reglerne, og det er jeg stensikker på at mine forgængere også har været. Så jeg håber ikke der er smuttet noget", siger hun til Information.
"Alt kan ske når mennesker handler, og jeg har kun været ansvarlig for PET i fireethalvt år. Men jeg og mine medarbejdere er enormt omhyggelige med at alle regler skal overholdes", siger Stampe.
"Tiden må jo vise, hvem der får ret", siger Søndergaard.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu