Læsetid: 4 min.

Mismodets vinter

27. december 1997

Kongelig ballet '97 var en lille årgang

Det har været værre - det er den ikke alt for lystige konklusion, når man forsøger at gøre facit op for Den kgl. Ballet. For det er endnu så langt fra godt, at man skal være stor-optimist for at sætte champagnen på køl til fejring af balletten i det kommende 250-års jubel-år.
Det var rigtigt sølle i 1996, og den danske ballets lave standpunkt blev pointeret igennem gæ-
stespillene af den engelske nationalballet og den tekniske brillans og uforfærdede traditionspolering i Kirov-balletten. Moralen var på et lavpunkt hos danserne, der måtte døje med dårlig ledelse og høj søgang i manglen på et forståeligt, stilistisk udtryk. De, der kunne, flygtede til New York eller Hamburg, resten kæmpede sig igennem mismodets vinter.
Balletchefen blev skiftet ud, Maina Gielgud kom til og overtog naturligvis det planlagte repertoire og andre kontraktlige bindinger. Det er først nu, man kan forsøge at skimte, hvor hun vil hen med balletten - bortset fra den glædelige og mærkbare højnelse af dansedisciplinen hos solister og korps. Så vidt man kan se, er der styr på hånd- og benværket, medens den åndelige dimension har vanskeligere kår. Savnet af en beåndet kunstner som Henning Kronstam som vejleder for danserne i ballet som sjæleligt udtryk er tragisk føleligt.

Ude af ligevægt
Det er ikke Maina Gielguds skyld, at den kgl. ballet mangler homogenitet. Hendes forgænger, Peter Schaufuss, havde renset grundigt ud i bestanden af danske dansere, og det har været nødvendigt at supplere med nye folk fra alle verdenshjørner. Samtidigt har ambitionsniveauet m. h. t. premierer og genoptagelser af ældre forestillinger været noget opskruet, så prøveforløbene er blevet offentligt kritiserede af de involverede koreografer. Der ellers netop skulle give tryghed ved selv at være til stede og yde den enkelte danser mulighed for en dybere rollekarakteristik end den anden- eller tredjehånds-coaching, der er det normale.
Kapaciteter som Kylian Neumeier har fået hasarderet kort prøvetid med danserne, og forestillingerne har derfor ikke været finpolerede ved premieren. Og efter den første aften er så de store mestre fløjet bort igen, med deres potentielle velgørende virkning på den stilistiske og intellektuelle spændstighed. Det månedlange koreografiske arbejde, de store balletdigtere kræver og yder i deres skaben, kan man slet ikke drømme om. Den store danske satsning, Kim Brandstrups Amor & Psyke, der fik premiere absurd sent i foråret havde flere ydre end indre fortrin og manglede karakteriserende trinfantasi.
De mange nye dansere kommer med hver deres forudsætninger til Den kgl. ballet, hvilket kan være en berigelse, men lige så indlysende kan få de klassiske danske forestillinger til at kuldsejle. Bournonville er naturligvis prøvestenen, og det har været meget forskelligt fra forestilling til forestilling, i hvor høj grad denne grundstamme i vort nationale repertoire blev forløst. Det kan ofte være svært at få danserne til at holde af at danse ham, selv i de perioder, hvor traditionen blev holdt i live som naturlig del af dansk kultur. Nu mangler en stor del af danserne simpelthen den tekniske kunnen og den historiske fornemmelse, der gør Bournonville mulig.
Ballettens homogenitet er sat over styr, og de enkelte forestillinger falder derfor meget forskelligt ud. En danserinde som Henriette Muus lever ubesværet i Bournonvilles univers, medens Caroline Cavallo ikke har nogen affinitet til dansk guldalder-æstetik. Der vil derfor være stor forskel på deres muligheder for at forløse Sylfiden's poesi. Kun en ting kunne man regne med: At Det kgl. Kapel ville maltraktere Løven-skiolds musik på det rærligste!

Arvesølvet
Det har heller ikke været Bournonville, der stod som flagskib for den kgl. ballet i de senere sæsoner, selvom Maina Gielgud klogt har bestræbt sig på at holde traditionen levende med bistand af Dinna Bjørn som ekspert på området. Vi kan se frem til en nyopsætning af Napoli til foråret - det ville jo også være en national skændsel, hvis man ikke kunne give Sylfiden og Napoli. Men at lade Livjægerne på Amager være en skoleforestilling, det lyder ikke rart. Det bliver nok desværre sådan, at det kun vil være de to populæreste balletter, der kan danses i Danmark, alt andet kræver en målbevidst og stilbevidst og åndfuld langtidsplanlægning, som man ikke ser konturerne af.
Fjernt fra Danmark, Livjægerne, Et Folkesagn, La ventana, alle burde have en overhaling, forsynes med ny scenografi, finpudses musikalsk og mimisk-koreografisk med respekt for den megen ballethistoriske viden, der er samlet på feltet inden for de sidste år. I stedet for at pleje det kulturelle arvesølv, der ofres millioner på at markedsføre i udlandet, sætter man Den kongelige Ballet til at danse de russiske klassikere, de aldrig har kunnet magte.
Man savner i Maina Gielguds repertoire f.eks. også de værker, der stiller mere end fysiske krav til danserne. Nogle af dem hører endda til på Det kongelige Teater: Petrusjka f.eks., som man kunne unde Thomas Lund. Eller Ashtons Romeo og Julie, som det var jammerskade, at Peter Schaufuss spolerede for det danske publikum. Som en fornærmelse mod børn og voksne ligger H. C. Andersen-potentialet deponeret hos Lise la Cour i stedet for at være i hænderne på Mats Ek, Maguy Marin eller Pina Bausch. Eller Anna Lærkesen, for den sags skyld.
I en periode, hvor de danske scenografer er utroligt spændende, og hvor det ene hold stortalenter efter det andet forlader Statens Teaterskole og straks antages til opgaver over hele Norden er det beskæmmende, at balletten kører med mere end nedslidte scenografier af Bjørn Wiinblad og med et lysdesign, der sjældent bliver tilfredsstillende. Slip dog Camilla Bjørnvad og Rikke Juellund og Maja Ravn og alle de andre guldpiger løs på Den kgl. Ballet!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu