Læsetid: 4 min.

Monarken og hendes oppasser

24. december 1997

Frydefuldt velspillet og velfortalt drama om dronning Victorias intime venskabsforhold, inden hun blev victoriansk

NY FILM
"Min natur er for lidenskabelig, mine følelser for heftige - han ledede og beskyttede mig, han trøstede og opmuntrede mig."
Disse dronning Victorias ord om sin afdøde og højt elskede ægtemand Albert rimer dårligt med vaneforestillingen om den stivnede og snerpede monark - kvinden, der (uden dokumentation) tillægges de berømte snobbeord: "We are not amused."
Og filmen viser da også et ganske andet billede af dronningen end forventet (i hvert fald af undertegnede). En regent, der nok har en kæmpe magt og myndighed, men først og fremmest er en yderst følelsesbestemt, livskraftig og usnobbet. Og først derefter karakterstærk og ubøjelig.

Nedbrudt af sorg
Vi kommer ind i handlingen et stykke tid efter prinsgemal Alberts død. Dronningen har isoleret sig, nedbrudt af sorg. Og hofetiketten kræ-ver, at sorgen og savnet respekteres på høflig afstand, uden ægte medlevende medfølelse.
Og her er det så skotten
John Brown træder til. Han har tidligere været en højt værdsat tjener for den afdøde Albert, og det stemmer Victoria positivt på forhånd. Hvilket også er nødvendigt, for Brown er fræk og direkte og blæser stort set på hofetiketten. Vant som han er til den friere omgangsform i den skotske kongebolig Balmoral.
Brown taler direkte til Vic-torias følelser, som han aldrig betvivler. På den måde føler hun sin sorg anerkendt for hvad den er og ikke bare respekteret på afstand. Og derfor lytter hun til ham, når han anbefaler hende at blive mere aktiv og udadvendt,
f. eks. på rideture.
Brown er ansat til at tage sig af hestestalden, men etablerer sig hurtigt som en ledende skikkelse ved hoffet. Han vinder dronningens tillid og venskab, frigører hende fra den indadvendte sorg og sætter skub i hendes liv. Hans frisprog forårsager mange hævede øjenbryn og hans indflydelse modarbejdes, ikke mindst af tronarvingen Bertie, prinsen af Wales. Hvor tæt er venskabet? Lurer skandalen i kulissen?

Gudbenådet samspil
Skal man tro filmen, var dronningens forhold til Brown platonisk, og hendes drillende kælenavn Mrs. Brown derfor uberettiget. Som Judy Dench fremstiller Victoria virker det meget overbevisende, dog måske især fordi Dench er næsten tyve år ældre end Victoria i virkeligheden var på dette livstadie. Tiltrækningen og varmen findes, men Victoria er her allerede mere en statelig matrone end en potentiel elskerinde.
Det er et samspil af nærmest gudbenådet art, for Billy Connollys Brown står ganske utrolig godt til Judy Dench. Der er en æggende ubevægelighed ved hendes spil, en ansats til sorgens forstenende resignation (men hendes blik spejler vidunderligt den bevarede livsgnist, når Brown vækker den). Mens Connolly styres af en indre glød, der ganske vist af og til holdes ved lige af whisky, men aldrig slukkes. Han er på én gang en fræk provokatør og den tro tjener som dybt engageret ven for livet - kan være snu og selvhævdende, men altid i troskab mod dette venskab.

Tilbage til magten
Det kunne være blevet lettere kvalmende sentimentalt, hvis det ikke var, fordi man her oplever et ægte virkende, alment menneskeligt drama om to mennesker, der overlever ved, først kejtet, så beslutsomt, at bryde ud af de roller, de tildeles.
Det er selvfølgelig et venskab, der baserer sig på dronningens isolation fra magten, helst i det skotske højland, som hun elsker. Så da den konservative premierminister Disraeli kommer på besøg for at bejle til hendes tilbagevenden til det offentlige liv, er det begyndelsen til enden. Hun stritter imod, men Brown ser det som hendes overlevelse og anbefaler det uselvisk. Affæren får derved en tragisk drejning.
For dronningen trækker sig derefter ud af det intime venskabs sfære - bøjer sig for den offentlige mening og omgivelsernes pres. Brown forbliver i hendes tjeneste, men gemmes væk. Efter hans død sletter hoffet sporene efter ham, konfiskerer og destruerer hans dagbog, smadrer hans buste. I kredsen om dronningen er man bestemt ikke amused ved tanken om at bevare forholdets spor for eftertiden.

Ærke-engelsk
Mrs. Brown fortælles ligefrem og funktionelt, som en tydelig afspejling af ophavsmændenes erfaring som TV-dramatikere. Her er ingen forsøg på prestigegivende visuelle forsiringer, til gengæld en målbevidst koncentration om hvad sagen psykologisk og emotionelt drejer sig om. Samt en fornemmelse for den storladne skotske natur, der betyder så meget for hovedpersonerne.
Filmen er i bedste forstand ærke-engelsk, i temavalg som holdning. Ironi og understated følelse går hånd i hånd i et frydefuldt velspillet dobbeltportræt af monarken og hendes bedsteven, to mennesker, der i en vis periode bliver livsvigtige for hinanden.
Nej, Hendes Majestæt, Mrs. Brown vil ikke vinde priser eller filmteoretiske lovord for fornyelse af filmsproget. Den går den lige vej mod målet og bringer os tæt ind på livet af to spændende mennesker i en spændende situation. En usædvanlig seværdig film.

*Hendes Majestæt, Mrs. Brown. Instruktion: John Madden. Manuskript: Jeremy Brock. Engelsk-amerikansk (Grand, Dagmar, Lyngby Tea-tret)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu