Læsetid: 3 min.

Den moralske realist

23. december 1997

Ved professor, dr. phil. Ole Karup Pedersens død

Nekrolog
Lørdag morgen gled historikeren og politologen Ole Karup Pedersen stille ind i døden uden forudgående sygdom, kun 68 år gammel. Hjertet ville åbenbart ikke mere. Dagen før havde han uden sygdomssymptomer deltaget i forberedelsen og afviklingen af juleafslutningen på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.
Ole Karup Pedersen var præstesøn og blev student fra Christianshavns Gymnasium 1947, hvorefter han gav sig til at studere historie og engelsk ved Københavns Universitet. Han blev kandidat 1953 og derefter ansat ved Rigsarkivet, samtidig med at han var forretningsfører i Dansk Magisterforening 1955-60 og med til at omforme den til en moderne fagforening - dengang et grimt ord blandt traditionelle akademikere.
Derefter hentede professor Sven Henningsen ham til Københavns Universitet som amanuensis i moderne historie, hvor han blev en meget søgt og alsidig lærer, der opdyrkede nye områder.
Karup - som han blev kaldt, dengang man endnu var De's - kom på flere måder til at virke som en slags mentor for en del af de historie-studerende, der blev færdige i slutningen af 1960'erne - en rolle han med bestemthed fraskrev sig, når han senere blev mindet om den. Universitetslærere skulle sgu ikke have elever eller danne skole. De studerende skulle udvikle sig kritisk og selvstændigt.
I sit videnskabelige arbejde vaklede han dengang mellem forskningsfeltet international politik og udviklingen af det moderne Afrika.

Det blev international politik han for alvor kastede sig over i 1960'erne. 1970 forsvarede han sin banebrydende, store disputats om Udenrigsminister P. Munchs opfattelse af Danmarks stilling i international politik. Et historisk og politologisk arbejde.
Heri søgte han at anvende rollebegrebet i udenrigs- og sikkerhedspolitikken med P. Munch som nøglefiguren. Det er en omdiskuteret disputats - som alle gode disputatser.
Ole Karup Pedersen var derefter selvskreven til at blive den første professor i international politik ved Københavns Universitet.
Her var han i de følgende år en nøglefigur i opbygningen af det nye Institut for Samfundsfag, nu Institut for Statskundskab. Han opererede fagligt i grænsefeltet mellem historie og politologi, metodisk mellem empirisk opdragelse og teoretisk skoling. Han så ikke nogen større væsensforskel mellem historie og politologi, men betragtede begge fag som samfundsvidenskaber og dyrkede dem begge.
Hans forfatterskab blev ikke voluminøst stort.
Han var uhyre kritisk, især over for sig selv, hvad der uden tvivl hæmmede omfanget af hans produktion. Hertil bidrog også den krævende rolle som underviser og vejleder. Her gav han de studerende lang snor, hvad ikke alle forstod, formåede at udnytte eller leve op til.
Ole Karup Pedersen var en skeptiker, der ikke accepterede autoriteter for deres pålydende værdi. En moralsk realist i vurderingen af danske og internationale forhold. Men han undgik den misantropi, der ligger så farligt nær for den begavede, kritiske realist.
Hans sidste større arbejde blev slutbindet i Gyldendals og Politikens Danmarks Historie. En krævende opgave, som han løste trods sygdomsperioder men med verve og sikker samtidsforståelse.

Også uden for det snævre akademisk-faglige felt var han aktiv. Gennem en mere end 25-årig periode var han knyttet til dette blad som en højt respekteret hovedanmelder af historisk og politologisk litteratur. Alsidig, forstående, solidarisk, men kritisk og samtidig fair, selv om man undertiden skulle nærlæse hans omhyggeligt formulerede anmeldelser for at opdage, at nogle kunne være næsten dræbende. Men han havde også her temperamentet under kontrol.
Han var med til at grundlægge 14 dages-bladet politisk revy i 1963 - et forsøg på en dansk pendant til le nouvel observateur - og sad i nogle år i bladets styrelse.
Fagligt og administrativt var han aktiv i Dansk Magisterforening, forhandlede den første Magisteroverenskomst 1960 og blev formand 1969-70. Han var medlem af styrelsen for Dansk Udenrigspolitisk Institut 1967-72, af formandsskabet for SNU (Det Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg) 1984-86 og røgtede i en periode hvervet som dekan.
Med dette socialt bredt favnende og vidende menneskes pludselige død kun 14 måneder før pensioneringen får vi ikke resultatet af det arbejde, han havde planlagt om udviklingen af FN og det internationale system efter Sovjets sammenbrud.
Også dét er en skam. For os andre. Han ku' noget mere end de fleste.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu