Læsetid: 3 min.

Moses alene i verden

8. december 1997

Tålmodighed har man sandelig brug for, hvis man vil bevare sin tro på en klimatraktat der kan vende den globale udvikling

KYOTO
DAG FOR DAG
I dag holdt jeg en pause og besøgte et af Kyotos mange templer sammen med en japansk miljøaktivist. Inde i templet stod der en fin kvindefigur i silkekimono inden i en lille glaskasse. Jeg puttede 100 Yen i en sprække. Så vendte dukken sig om til et lille rødt alter, nejede og bad på mine vegne. Bagefter kom der et sammenrullet stykke tyndt papir ud forneden.
Så nemt er det at trække sin lykke i en automat. Min ledsager læste tegnene for mig. "Du får lykkelige dage," sagde hun glad. "Både i arbejdslivet og i kærlighedslivet, hvis du bare holder op med at være utålmodig. Endnu bedre bliver det når du rejser vestpå."
Tålmodighed får jeg sandelig brug for - hvis jeg skal opretholde optimismen og skrive hjem om udsigten til en lykkelig afslutning på dette topmøde. I weekenden er de fleste af ministrene kommet. I morgen tidlig før solopgang ankommer Al Gore.
"Når USA sender sin vicepræsident, så må det da betyde at de vil komme med et nyt forslag," siger Ritt Bjerregaard. Hun lyder ikke helt som om hun selv helt tror på det.
Ingen tror ret meget på hinanden inden i det store konferencecenter, som ligner et japansk tempel, men i megaformat og beton. Faktisk ret flot. I alle etager og hver en krog er det befolket af ivrige mennesker der aldrig har tid til at sove ud fordi der hele tiden er et nyt møde.
Intet kan de blive enige om. Og dog er de mere enige med hinanden end med verden uden for topmødet, hvor sinks og tradeable emission permits, QUELROs og Joint Implementation og mandatory politics og measures ikke er ord i dagligsproget.
80 procent af topmødets 10.000 deltagere mener at USA og Japan vil gøre for lidt ved drivhuseffekten, skriver den lokale avis efter en meningsmåling inde i konferencecenteret. Lobbyisterne fra den amerikanske olie-, kul- og bilindustri er i mindretal her hvor folk ved hvad det drejer sig om. Det samme er embedsmændene fra Japans magtfulde ministerium for international handel og industri, MITI.
Men det generer dem nu ikke. Der er 800 lobbyister fra industrien på deltagerlisten. En af dem er Mr. J. R. Spradley fra det amerikanske Edison Electric Institute, der repræsenterer 75 procent af de amerikanske elværker.
Det er hans arbejde at sige, at det her er kejserens nye klæder. Der er intet videnskabeligt bevis for den globale opvarmning, siger han. Klimakonferencen truer med at forvride hele det økonomiske verdenssystem, påstår han. Han lader sig ikke gå på af miljøaktivisterne og alle de delegerede fra Europa og u-landene som kræver handling og dybe nedskæringer af drivhusgasserne nu.
"Hvor mange mennesker fulgte Moses fra starten?," spørger han. "Og i begyndelsen var der kun en enkelt fyr der sagde at jorden var rund. Det er ikke noget at skamme sig over."
Jeg trøster min utålmodige sjæl med at det trods alt ikke er Mr. Spradley der skal hente tavlerne ned fra bjerget og forkynde verdensklimaets ti bud.
Mere bekymrende er det, at dem der skulle gøre det ikke engang prøver at stige op på bjerget og komme ned med ti enkle budskaber. I stedet graver de sig ned i detaljer og kommer ud af mødelokalerne med 28 paragraffer, der bliver mere og mere komplicerede. For ikke at sige mudrede.
"Dette møde bevæger sig længere og længere bort fra det, vi er kommet for: At finde veje til at ændre energisystemerne i den rige del af verden," siger en endnu mere bekymret Lars Georg Jensen, talsmand for Verdensnaturfonden og for de danske miljø- og udviklingsorganisationer.
"Ingen kan opholde sig tyve minutter i USA uden at opdage at de frådser med energien. Det kunne betale sig for dem at lade være. Alligevel tænker deres forhandlere kun på at finde veje til at undgå at ændre ved deres energisystem derhjemme," siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her