Læsetid: 8 min.

Mr. Ozone Man har mistet pusten

9. december 1997

Den miljøbevidste Al Gore er klemt af en stærk industrilobby, han ikke kan støde for meget, hvis han skal holde liv i sine præsident-ambitioner, og et republikansk flertal i kongressen

BOSTON
Enhver, der har overværet vicepræsident Albert Gore holde sit vante foredrag om farerne ved global klimaopvarmning, er ikke i tvivl om hans imponerende tekniske viden og ægte følte bekymring.
Den miljøbevidste Al Gore, som George Bush hånende kaldte 'Mr. Ozone Man' under valgkampen i 1992, taler uden manuskript i mere end en time og hiver den ene kurve efter den anden frem. Under en forelæsning for et par uger siden på Harvard University i Boston gik han rastløst og svedende med mikrofon i hånden fra den ene side af podiet til den anden, mens hans stemme løftede sig i intensitet og decibel.
Da vicepræsidenten - omgivet af assisterende Secret Service-agenter på hver side af podiet - fik udleveret den sidste tavle, tog han en dyb indånding og løftede sløret for en illustration af atmosfærens kultveilteindhold frem til 2100 på en lodret planche, som rakte 3-4 meter op mod auditoriets loft. På dette tidspunkt syntes Gore at have glemt alt om sin rolle som statsmand og trådte frem som en utæmmet miljøaktivist.
"It's crazy, it's just crazy," sagde han bevæget om den lodret opadgående kurve, der viser, at koncentrationen af drivhusgassen CO2 i atmosfæren vil stige fra 370 dele pr. million enheder i dag til 954 dele i 2100, hvis 150 lande på topmødet i Kyoto ikke når til enighed om en traktat. Næsten alle klimaforskere mener, at en så radikal forøgelse af kultveilte vil forhøje Jordens temperatur, fordi gassen virker som en skærm mod solstråler, som ellers ville blive reflekteret.

Svær politisk knibe
I betragtning af Al Gores hidtidige engagement i kampagnen mod global klimaopvarmning kan det undre, at vicepræsidenten har været med til at udforme USA's officielle forhandlingsposition i Kyoto, som både EU og udviklingslandene finder helt utilfredsstillende. I går gentog Gore, at USA kun vil forpligte sig til at reducere sit CO2-udslip til 1990-niveauet engang i 2008-2012, skønt han talte om en vis "fleksibilitet." På det sidste FN-møde i Rio De Janiero i 1990 lovede USA at nå samme mål i 2000.
Vicepræsidentens udtalelser vakte skuffelse i udlandet. I USA kaldte flere miljøgrupper derimod løftet om fleksibilitet for en positiv vending, mens lobbygrupper for energi-industrien udtrykte frygt for, at Gore havde instrueret de amerikanske forhandlere om at gå udover et mandat udstedt af præsident Bill Clinton.
At amerikanere og udlændinge kan nå frem til så divergerende tolkninger af vicepræsidentens tale i Kyoto skyldes forskellige udgangspunkter. Set fra Washington befinder Albert Gore, en sikker kandidat til præsidentposten i 2000, sig i en svær politisk knibe.

Dialog mellem døve
Hans dilemma er følgende: Hvis forhandlingerne i Kyoto bryder sammen på grund af amerikansk stejlhed, vil Gore blive bebrejdet af de amerikanske miljøgrupper, hvis støtte han har behov for i de næste demokratiske primærvalg. Hvis USA giver indrømmelser og skriver under på en traktat, der øger energipriserne og på kort sigt sænker det økonomiske væksttempo, vil han modtage mindre finansiel bistand fra fagbevægelsen og erhvervslivet.
Dertil kommer modstanden i Kongressen. "Husk på, at Clinton har et republikansk flertal imod sig, og at han blev genvalgt med under halvdelen af de afgivne stemmer. Det første skridt er derfor at få en traktat, som kan vinde støtte i Senatet. Herefter kan Clinton og måske Gore som præsident tage de efterfølgende skridt," siger Robert Musil, leder af Physicians for Social Responsibility (PSR) til Information.
Musil fortæller, at hans gruppe og 20 andre i den amerikanske miljøbevægelsen jævnligt mødes med Albert Gore og også med Clinton for at lægge strategi. "Vi koordinerer arbejdet på den måde, at vi i miljøbevægelsen skal skaffe støtte hos den offentlige opinion."
Han tilføjer: "I europæere bør forstå, hvor svært det er. Da jeg fornylig mødte Senatets formand, republikaneren Trent Lott, var det som en dialog mellem døve. Han talte kun om, hvad en traktat vil betyde for industrien i hans hjemstat Mississippi."

USA bør handle straks
Men nogle demokratiske senatorer ønsker, at USA viser større fleksibilitet i Kyoto. Det gælder Joseph Lieberman fra Connecticut og John Kerry fra Massachusetts, begge observatører i Kyoto.
"Jeg havde inderligt håbet, at Clinton-regeringen ville lægge en mere radikal forhandlingsposition frem i oktober. Gore har i lang tid ringet med alarmklokkerne, så nu vil vi gerne vide, om han mener det alvorligt," sagde Kerry til Boston Globe i går.
Albert Gores kritikere i miljøbevægelsen fremhæver, at han i 1992 sagde følgende om Bush-regeringens klimapolitik: "Hvorfor viser USA ikke lederskab på globalt plan?"
I sin bog udgivet samme år skrev han: "USA bør handle dumdristigt, beslutsomt, vidtfavnende og straks."
Man kan dog næppe bebrejde Gore for ikke at have prøvet. I 1993 overtalte han Clinton til at fremsætte et lovforslag, som ville pålægge benzinprisen en afgift på fem cent. Idéen blev afvist pure af Kongressen, hvor demokraterne dengang havde flertal. Året efter vandt republikanerne flertal i begge kamre og gik straks i gang med at underminere mange års miljøarbejde. Siden har Gore holdt en lav profil.

USA har lyttet - og lært

Den første og vigtigste opgave for de udviklede lande er at lytte til udviklingslandenes umiddelbare behov. Og lad mig sige: USA har lyttet og vi har lært.
Vi forstår at jeres første prioritet er at løfte jeres borgere ud af den fattigdom, så mange lider under og opbygge stærke økonomier, der kan sikre en bedre fremtid. Det er jeres ret. Den vil ikke blive jer nægtet.
Vi ønsker ikke at bygge på falske opdelinger. Det er afgørende dele af en egentlig bæredygtig udvikling både at nedbringe fattigdommen og beskytte Jordens miljø. Vi ønsker at smede et varigt partnerskab for at nå en bedre fremtid. En af nøglerne er at mobilisere nye investeringer i jeres lande for at sikre, at i får højere levestandard med moderne, rene og effektive teknologier.
Det er det, vores forslag om handel med udledningstilladelser og fælles gennemførelse tilstræber at gøre.
De forenede Staters forslag er stærkt og sammenhængende. Det dækker alle seks drivhusgasser. Det anerkender forbindelsen mellem luften og landjorden ved at omfatte både udledningskilderne og de dræn, der opsuger drivhusgasser. Det giver de redskaber, der kan sikre, at målene nås - ved at tilbyde handel med udledninger, fælles gennemførelse og forskning som kraftige drivkræfter i udvikling og overførsel af teknologi. Det skærer udledningerne ned - under 1990-niveau - i årene efter 2012. Det tilvejebringer midlerne til at sikre, at alle nationer kan følge os på deres egne betingelser...
Hvad enten en aftale bliver opnået her eller ej, vil vi tage konkrete skridt til at møde udfordringen. Præsident Clinton og jeg forstår, at vores første pligt er at angribe problemerne hjemme. Jeg forsikrer jer i dag, at USA er klar til at skride til handle. Og vi vil gør det.

Al Gore USA's vicepræsident

Nej til klimasvindel

Vi er kommet til Kyoto for at handle. Ikke for at bremse handling.
Vi er kommet for at fremme forandringer i den måde, vi fremstiller vores varer og lever vores liv. Ikke for at udsætte sådanne forandringer.
Vi er kommet for at afværge en reel risiko for selve vores eksistens. Ikke for at tale os ud af den risiko.
Vi er kommet for at opnå en reel nedskæring af de rige landes forurening. Ikke for at camouflere fortsatte forøgelser af deres udslip...
Danmarks stilling er klar:
1. Vi støtter stærke reduktionsmål for de industrialiserede lande, og vi støtter EU's holdning uden forbehold.
Inden for den europæiske boble har Danmark påtaget sig at reducere sin udslip med 25 procent i 2010. Mit land har allerede forpligtet sig til en 20 procents reduktion af CO2-udslippene i 2005.
Vi er endda klar til - som del af en international aftale - at reducere vores CO2-udslip med 50 procent i år 2030. Og forudsat at vi opfører os klogt for at nå dette mål, kan Danmark endda forøge sin velstand med 50 procent i den samme periode. Ambitiøse miljømålsætninger er en spore for den teknologiske udvikling - ikke en bremse på den økonomiske vækst. Dette gælder både for rige og fattige lande.
2. I fuld overensstemmelse med Berlin-mandatet tror vi på, at de industrialiserede lande skal forpligte sig til reduktioner og ikke lægge byrden over på udviklingslandene.
Danmark støtter stærkt en øget udviklings- og miljøbistand og vi har bevist det. Faktisk er vores udviklingsbistand vokset siden Rio og er nu over en procent af BNP.
Danmark tror ikke på målsætninger for udviklingslande på dette tidspunkt, og vi er også imod frivillige målsætninger, hvis deres eneste formål er handel med udledningstilladelser.
Vi er klar til at diskutere princippet om handel med udledningstilladelser, men vi ser ingen ende på mulighederne for at snyde med handel med kvoter.
Hvis vi forlader Kyoto med en aftale fuld af smuthuller, som tillader de store udledere af drivhusgasser at fortsætte med at forøge deres udledninger, så var det bedre, hvis vi aldrig var mødtes. Truslen om klimaforandring kan aldrig afværges ved diplomatisk klimasvindel...

Svend Auken Danmarks miljø- og energiminister

Klima-Zen

Kyoto er historisk ikke alene den politiske hovedstad men også et center for Zen buddhismen. I Zen kommer man til oplysning ved at gennembryde de mentale begrænsninger, der er skabt af de gængse måder at anskue verden på.
En mental begrænsning er optagetheden af de kortsigtede økonomiske omkostninger ved handlinger, der kan begrænse udslippet af drivhusgasser. De udviklede lande forhandler om, hvordan de skal dele denne påståede byrde; udviklingslandene søger at undgå den. Omkostningerne ved ikke at handle, de langsigtede omkostninger, der er en følge af den globale opvarmning, bliver ikke bragt ind i debatten.
En anden mental begrænsning, der skal overvindes, er frygten for at et politisk lederskab på klimaforandringens område vil være et vælgermæssigt handicap. Politikere skal være modtagelige for deres vælgeres bekymringer, men ikke undervurdere deres intelligens. Lederskab betyder ikke at man følger trenden, men at man bruger det talent for overtalelse, politikerne har så meget af, til at skabe den.

Michael Zammit Cutajar, Generalsekretær for FN's Klimasekretariat.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu