Læsetid: 3 min.

Når huden bliver kroppens smykke

13. december 1997

Hver en skønhedplet og fedtfold kommer med, når Meg Stuart og Gary Hill fokuserer på huden i deres dansevideo-performance 'Splayed Out Mind'

DANS & VIDEO
De har huden til fælles. Dette bløde, men ekstremt stærke lag, der pakker os ind, og som holder vandet og verden ude fra kroppen.
Det har alle vi andre selvfølgelig også, huden til fælles altså. Men den belgisk-amerikanske koreograf Meg Stuart og den amerikanske videokunstner Gary Hill får os til at se den. Se huden i al dens elastiske styrke - se huden blive skubbet og gnubbet i bløde folder, se hudens fedtlag blive trukket og puffet, se huden slubre luft.
Flottest sker det i en scene, hvor en kvinde sidder med ryggen til publikum, længst væk på bagscenen. Hendes hår er sat op, så man kan se hele hendes nøgne ryg, sådan på afstand. Men samtidig er der sat et videokamera op, som projicerer billedet af hendes ryg op på bagvæggens store videoskærm. Hver en skønhedsplet er her overtydelig, hver en fold, hver en stramhed.
Og så begynder hun at gnide sine skulderblade med hænderne. Kløer og trykker og borer sine fingre ind under de flade, strittende knoglevinger, mens huden giver efter og flytter med rundt ind under den skarpe knoglekant. Enkle bevægelser, som vi allesammen selv udfører, mere eller mindre bevidst, men som vi aldrig får at se på os selv. Men som altså her takket være kameraet og den armsmidige danser pludselig bliver oversynlige - og får nye medbetydninger. Smukke, kærlige, makabre...

Rygkrabbere
Faktisk er det netop ryggen, der viser sig at være mest interessant i denne dansevideoperformance på Dansescenen med det belgiske kompagni Damaged Goods. Hele den lange indledningsscene i Splayed Out Mind viser fire dansere, der forsøger at få ryggen fri af gulvet. De møver og skubber sig ryg-krabbende afsted med albuerne som vakkelvorne insektben, hver i deres fortvivlede rytme - indtil de retter deres impuls ind efter hinanden og begynder at bevæge sig synkront. Hurtigere og hurtigere, mere og mere udmattende klasker deres hud mod gulvet, mens de knoklende knogler rasler videre i rasende takt.

Løbsk nysgerrighed
Sådan fremstår Meg Stuart og Gary Hills forestilling, når den er bedst: Grænsesøgende og optaget af enkle, men hidtil ikke formulerede spørgsmål. Men desværre løber nysgerrigheden løbsk for både dans og video, der undersøger fænomenerne længere, end de kan holde sig friske set fra tilskuerpladserne. En halvering af forestillingen ville formodentlig have gjort den dobbelt så god.
Formodentlig har intentionen været at skabe en forestilling, der netop nedbryder den traditionelle spændingsdramaturgi - derfor forestillingsstrukturen med de mange, uafhængige sekvenser.
Men fordi forestillingen hele tiden cirkler omkring de samme bevægelser - og lader dem træde frem med stigende intensitet - skaber den alligevel en konventionel forløbsforventning hos tilskueren. Og så knækker filmen, eller i hvert fald dansen og videoen. Og det, der måske var ment som en provokerende slutning, kom derfor bare til at fade ud som en fortærsket 70'er-effekt.

Frygtløse muskler
Meg Stuart optrådte også på Dansescenen sidste efter-år, hvor hun betog og rystede tilskuerne med sin solodanseinstallation Insert Skin no.1, hvor hun dansede rundt om nogle hårtotter, der langsomt blev brændt af.
I Splayed Out Mind er hun også selv på scenen, nu både sammen med sit kompagni og videoguruen Gary Hill, der dukker op med sit karakteristiske gråkrøllede hår og taler nonsens-tekst - lyde, der netop ikke er ord, eller lyde, der netop forvandler sig fra volapyk til ord.
Men fusionen mellem video og dans, stillbilleder og levende billeder, forudoptaget video og live video bliver her mere end rigelig. Desuden kommer teksten til at virke underligt overflødig - som om forestillingen ønsker at demonstrere flere forskellige trosbekendelser på én gang. 'On the back of the language' bliver ganske enkelt ikke så interessant som 'on the back of the body'.
Rygscenerne er til gengæld det hele værd, ikke mindst fordi danserne i Damaged
Goods har denne her uhæmmede udstråling af individuel værdighed. Deres overtrænede muskler buser frem med knejsende selvbevidsthed, lige frygtløst hos den to meter høje belgiske mand og japanerpigen på halvanden meter. Danserne bærer simpelt hen kroppen med stolthed.
Men også selve huden. For disse dansere formår at forvandle den skinnende, svedige kropsemballage til et smykke.

*"Splayed Mind Out". Koreografi og video-performance af Meg Stuart og Gary Hill. Kompagniet Damaged Goods på Dansescenen på Østerbro til lørdag 13. nov.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu