Den nye Guggenheim-aflægger i Bilbao er først og fremmest en skulptur, som kun vanskeligt havde ladet sig realisere uden den moderne computerteknologi
ARKITEKTUR
Det var Guggenheim-fundationens New York-direktør Thomas Krens, som i begyndelsen af 90'erne solgte sin idé om, at markedsføre det berømte navn, som en slags varemærke til lokalpolitikerne i den nordspanske by Bilbao. Og det var Krens der, efter sigende, selv udpegede et centralt, men nedslidt, industriområde og rangerterræn ved byens flod, som egnet til et nyt museumsbyggeri.
Efter en mindre arkitektkonkurrence mellem Arato Isozaki, Coop Himmelblau og Frank Gehry tilfaldt opgaven sidstnævnte, hvis forventede syretrip netop krævede tilpas kaotiske omgivelser. Mod at få museet fyldt med ca. 300 kunstværker fra fundationens righoldige samling; f.eks. Ernst, Duchamp, Kandinsky, Pollock, Klee, Braque, Bacon, Beuys og ikke at for-glemme spanske kunstnere som f.eks. Miró, Picasso og de nulevende Barceló og Chillida, skulle lokalregeringen og bystyret kvittere ved at betale for opførelsen. Og sådan blev det. Picassos maleri Guerníca, der som bekendt abstraherer over nationalisternes bombardement under borgerkrigen af den baskiske by af samme navn, forbliver foreløbig på Reina Sofia-museet i Madrid, selv om der på et tidspunkt var tale om, at transportere maleriet til Bilbao. Så kan man kævle videre om hvem der har mest ret til maleriet:
I Barcelona, hvor Picasso boede i længere tid og som i modsætning til Bilbao blev bombarderet? Eller i Malaga hvor Picasso er født? Hvorfor ikke i Guerníca, eller hvad med bare at lade det blive hængende? Den mindst charmerende side af det spanske samfund er dén, hvor pedantiske nationalister sidder i hver deres region og påstår, at de er anderledes end alle de andre og at de tilmed har ret til at være det. Værst selvfølgelig i Baskerlandet, hvor den forhadte terroristorganisation ETA i øvrigt skød og dræbte en politimand ved hovedindgangen til Guggenheim-museet umiddelbart før indvielsen dette efterår.
På selve dagen afsløredes en udendørs skulptur af Jeff Koons. Puppy er en siddende vovse på tre etager opført af 60.000 mindre potteplanter. En udmærket forgrund til museet, som i høj grad sprænger byens skala, - som en slags hilsen fra Gehrys Los Angeles og amerikansk neo-popart til den moderne tradition i spansk arkitektur som gennem de sidste 20-30 år har bestræbt sig på det modsatte.
For enden af gaden
Bygningens placering er imidlertid af afgørende betydning for, at man tåler museets futuristiske gestalt. Den bydel som ligger tættest ved museet kom til i forbindelse med byens industrialisering på begge sider af århundredeskiftet. For enden af én af gaderne fylder museets titaniumbeklædte former billedet ud og vokser op mod de disede grønne skråninger i baggrunden.
Virkningen er overvældende, tiltrækkende og foruroligende på samme tid. Måske skyldes det, at netop denne gades permanente tusmørke pludselig overblændes af en lysvirkning, som kun museets enorme metalliske overflade er i stand til at skabe, at nordkystens 'sorte lys', som billedhuggeren Chillida ofte har talt om, for en gangs skyld møder trods og aftvinges nogle ukendte kvaliteter.
De i alt 33.000 titaniumplader som pryder størsteparten af byggeriet er forskellige, enkelt- eller dobbeltkrumme, og det betyder i hvert fald, at det lys som reflekteres også er forskelligt. Himlens gråblå toner, solens blege farver og om aftenen byens lys og bygningens egne projektører gør, at konstruktionernes bølgende overflader hele tiden æn-drer deres kompositoriske værdi, farve og betydning i det samlede indtryk man, på trods af museet dimensioner, er i stand til at få, netop fordi bygningen ligger som den gør: Midt i byen, men uden for byen. Hen over jernbaneskinnerne og ind under la Salve-broen, som bringer en stor del af byens trafik ned fra de højereliggende omfartsveje til byens centrum.
Guggenheim-museet er først og fremmest en skulptur og et byggeri, som kun vanskeligt havde ladet sig realisere uden den moderne computerteknologi. En kombination af rør og profilerede bjælker i stål er boltet sammen til én struktur, først og fremmest i hovedet på arkitekten Frank Gehry, men dernæst, og helt afgørende, i et computerprogram oprindeligt udviklet af et fransk firma med henblik på, at konstruere flyvende objekter. Mere end 50.000 tegninger skulle der til for at udvikle alle facade-elementerne.
Organisk scenografi
Slukker man for strømmen ved højlys dag, er jeg stærkt i tvivl om, hvorvidt det er muligt at se på kunst i Bilbaos Guggenheim-museum. Det at danne rum og flader med henblik på at lade dagslyset bestemme oplevelsen af skulpturen, installationen eller maleriet synes ikke at være et magtpåliggende ærinde hos arkitekten.
Lyset er imidlertid ikke bare et arkitektonisk restprodukt, som det er tilfældet i mange komplicerede bygninger af nyere dato. I Guggenheim-museet understøtter dagslyset dén organiske scenografi, som Frank Gehry i de fleste af sine bygningsværker hele tiden har arbejdet med at udforske.
Gehry polstrer interiøret med bløde figurer i sten, metal eller gips som modelleres indtil arkitektens skulpturelle kabale går op. Hvad der følger bygningens hovedkonstruktion og hvad der blot er fritstående eller frithængende indvolde kan ikke aflæses med sikkerhed. Grænsen mellem klassisk arkitekturforståelse og den scenografiske arbejdsform er ikke overskredet, men derimod helt fjernet i museet i Bilbao.
Bevægelsen rundt i bygningen er ubesværet og behagelig. Enkelte forløb må man gentage baglæns for at komme videre, men de fleste steder er det muligt at variere ruten. Et lodret gennemgående atrium fungerer på alle etager, som et visuelt referencepunkt, et hængsel, hvor museumsgæsten hele tiden kan søge tilbage, når behovet for en pause melder sig. Man kunne forvente at museets café- og boghandelfunktioner ville befinde sig her, men det gedemarked har Frank Gehry heldigvis valgt at placere andre steder: dels i tilknytning til auditoriet og dels som et selvstændigt vedhæng på hovedgalleriet, hvis størrelse i øvrigt kan sammenlignes med en mellemstor fly-han-gar.
Megalomani
Udover Guggenheim-museet, et kongres- og musikhus (som er under opførelse), et nyt fodboldstadium, en ny banegård og en ny lufthavn påtænker bystyret, ifølge de officielle tal, at investere hvad der svarer til ca. 1,7 milliarder danske kroner i nye havneanlæg. På ægte spansk, eller af hensyn til visse nationalistiske følelser, baskisk manér, fejler megalomanien ingenting og går det, som med Sevillas EXPO og Barcelonas olympiade, er der faktisk grund til at tro på, at hvad der forekommer vildt overdrevet formodentlig bliver til noget.
'Hvem skal betale?', spørges der meget fornuftigt i det spanske dagblad El País i forbindelse med en gennemgang af byens fremtidsplaner. Men udover at byplanlæggerne peger på et samarbejde mellem offentlige institutioner og private investorer efter devisen: en lille milliard danske kroner (tallet varierer afhængig af kilden) for Guggenheim-museet og lidt mere for den nye havn vil gøre det attraktivt for den uden- og indenlandske kapital at investere i Bilbao, som et nyt centrum i en atlantisk akse, hvor f.eks. Bordeaux og Lissabon bliver udkonkurreret - ja, så fortaber det økonomiske spørgsmål sig i politisk retorik og marketing. Skattestigninger i vente med andre ord. Og byplanlægningen er som sædvanlig lagt i lommen hos alle andre end de kommunale byplanlæggere selv.
Fra en anden planet
På museets forplads maser en bygningskrop med kontorer sig frem mod byens overforliggende facaderække. Kroppen har været malet hvid, - og nu er den marine-blå (Gehry er stadig i tvivl).
Fra la Salve-broen er det muligt, via en ny trappe, at komme ned til museets omgivende arealer langs floden. Trappen er skjult bag et gigantisk kræmmerhus i kalk-sten, som draperer et synligt brudstykke af den samme type stålskelet, som gemmer sig bag museets krumme overflader.
Kroppen og kræmmerhuset er, i mine øjne, et forsøg på henholdsvis, at skabe dialog med byens arkitektur og at rejse et monumentalt vartegn, som kan ses længere ude langs flodens krumning før det egentlige museum dukker op.
Begge elementer er hæslige at se til og vidner om, at netop hvor arkitekturen skal til at hænge sammen med byen, d.v.s blive vandret og lodret med almindelige vinduer o.s.v, eller hvor formen ikke skal omslutte et egentligt rum, - dér er det som om, at Gehry giver op og bliver kapriciøs eller småprivat.
Guggenheim-museets arkitektur er ellers præget af en venlig og imødekommende stemning. For en sjælden gangs skyld oplever man en spektakulær bygning, som ikke er båret frem af sammenbidte aggressioner og gustne dekonstruktivistiske overlæg. Der er en generøsitet og en glæde til stede, som i dette specielle tilfælde og fordi arkitekten har talentet i sin magt, appellerer til alt andet end sure miner og strenge blikke. Den menneskelige skala, som helt klart må pakke sammen, erstattes af et menneskeligt overskud, som forplanter sig til alle hjørner af Bilbao. Og de borgere, som har set det store hus, smiler underfundigt på samme måde som hovedpersonerne i Spielberg-filmen Nærkontakt af tredie grad.
En lokal kunstner lod en række legemsstore stålpladefigurer opstille i nærheden af det nye museeum. Han kaldte sin kritik af bygningens skala for: Guggenheims skygger er i farver.
Måske er Frank Gehry, når det kommer til stykket, fra en anden planet.
*Teksten er en forkortet udgave af Martin Keidings artikel i det netop udkomne nummer af tidsskriftet Arkitekten.
