Læsetid: 4 min.

Next stop Kongressen

11. december 1997

I USA forbereder man sig på den næste store dyst: At få den amerikanske kongres til godkende en klimatraktat

BOSTON
I USA forbereder man sig på en politisk dyst af store dimensioner i kølvandet på den klimatraktat, som Washington og 158 andre lande planlagde at underskrive i Kyoto onsdag aften.
De afgørende spørgsmål er: Vil Senatet ratificere en traktat? Vil Kongressen gå med til nye afgifter på fossile brændstoffer og give skattelettelser og subsidier til en satsning på alternative og vedvarende energikilder?
Udfaldet afhænger fremfor alt af de ofre, som en traktatlig bindende reduktion af USA's CO2-udledning med seks pct. under 1990-niveauet, vil påføre amerikansk økonomi i perioden frem til 2008-2012. Herom hersker der stor uenighed.
Siden september har lobbygruppen Global Climate Coalition, hvis sponsorer er olie-, kul-, gas- og automobilbranchen, hævdet i en 13 mio. dollar dyr annoncekampagne, at titusinder arbejdspladser vil gå tabt, og at prisen på benzin og elektricitet vil stige. Den amerikanske miljøbevægelse har i sine få annoncer argumenteret, at industri og forbrugere vil drage økonomiske fordele af et gradvist skift til en mere effektiv udnyttelse af fossile brændstoffer og en højere prioritering af alternativ og vedvarende energi.

Vil ramme væksten
Energiministeriet i Washington indtager en midterposition. I en undersøgelse fra september hedder det, at teknologi-investeringer møntet på at bringe CO2-udslippet tilbage til 1990-niveauet i 2010 "formentlig vil blive afvejet af ledsagende energibesparelser."
At fremskrive de økonomiske konsekvenser har vist sig at være et hasarderet foretagende. Men ifølge så godt som alle amerikanske økonomer forekommer en ting nogenlunde sikker: Clinton-regeringens Kyoto-oplæg vil skære toppen af den økonomiske vækst i de næste 10-15 år. Eftersom USA er den globale økonomis lokomotiv, vil det iøvrigt få negative konsekvenser for landets handelspartnere.
Økonomerne er imidlertid også enige om noget andet: Uden nye energiafgifter som et incitament til at spare og skifte til andre energikilder vil amerikansk industri og forbrugere ikke nå målet i 2008-2010. Her ligger altså dilemmaet.
Netop i dette lys skal man se den amerikanske delegations forsøg på at skabe smuthuller i traktaten - altså international byttehandel med forureningstilladelser i industrien, bilaterale godskrivelsesaftaler mellem små og store CO2-forurenende lande (fælles gennemførelse) og godskrivelse af skoves og planter CO2-optag.
I en pressemeddelelse mandag udtalte den demokratiske senator Robert Byrd - tidligere senatsformand - at en traktat formentlig ikke vil blive ratificeret, med mindre disse tre tiltag inddrages sammen med en forpligtelse fra udviklingslandene til at reducere deres CO2-udslip.

Senatet kritisk
Byrd advarede også Clinton imod at foreslå en reduktion af USA's udledning, som går dybere end 1990-niveauet. Men det gjorde vicepræsident Al Gore samme dag i Kyoto. Regeringen får opbakning til denne linje fra omkring 40 medlemmer af Repræsentanternes hus.
Sammen med republikaneren Chuck Hagel fik Byrd tidligere i år Senatet til at vedtage en resolution med 95 mod 0, som kræver, at udviklingslandene binder sig til at begrænse CO2-udledning over de næste fem år. Kina er Jordens andenstørste CO2-udleder.
Men dette klokkerene flertal reflekterer ikke styrkeforholdet. "Hver senator havde deres motiv til at stemme ja. Byrd og Hagel er fra stater med kulminer. Nogle senatorer frygtede tab af jobs i andre sektorer. Næsten alle anerkender, at truslen om en global klimaopvarmning er reel, men det bliver svært at få en traktat, der bringer økonomien i fare, ratificeret," siger Ann Mesnikoff fra miljøgruppen Sierra Club til Information.

Clinton begår forræderi
Senatets resolution er ikke alene begrundet i det forståelige princip, at alle lande - også Kina og Indien - bør være med i en global aftale. Den bunder også i en frygt for, at USA's kulbranche vil flytte produktionen til udviklingslande, som ikke er bundet af traktaten.
"Vi har 40.000 kulminearbejdere i USA. Mange vil miste deres job, hvis amerikanske selskaber flytter til Kina. Det er ikke fair. I 2010 vil udviklingslandene stå for 60 pct. af det globale CO2-udslip. Det er ikke miljørigtigt at lade dem slippe udenom," siger Douglas Gibson fra United Mine Workers til Information.
Også el-branchen vil kæmpe med næb og klør imod en traktat. I Midtvesten forbereder Western Fuels Ass., et selvejende kooperativ startet under præsident Franklin D. Roosevelt, en kampagne mod det demokratiske parti.
"Clinton og Gore begår forræderi mod det hårdt arbejdende folk," sagde ordførende direktør Fred Palmer fornylig.
Men når det kommer til stykket, så vil de 100 senatorer afveje lobbygruppernes indflydelse og penge mod en opinion, som bliver mere og mere foruroliget over følgerne af en klimaopvarmning.
"I den sidste månedstid er der blevet skrevet hundreder af ledere i amerikanske aviser, som støtter FN's klimapanel, der kalder USA den største forurener og anbefaler handling. Det vil veje tungt. Vi er optimistiske, og tror Senatet vil ratificere en traktat," siger Pat Kenworthy fra National Environmental Trust til Information.
Hastværk er lastværk. 14 andre traktater venter på at blive ratificeret, så klimatraktaten kommer måske først til behandling om nogle år, når sindene er mindre bevægede.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her