Læsetid: 9 min.

Nonnerne og jordskælvet

20. december 1997

Jordskælv er force majeure, og da vi havde forceret åbningen i havemuren, var vi ikke til sinds at opgive at trænge længere ind i det forbudte område

Hvad er der mest sandsynlighed for? Ildebrand eller jordskælv? Spørgsmålet svarer til det kendte valg mellem pest og kolera. Det var det valg, kulturministeriets embedsmænd og eksperter stod over for, dengang man i 60'erne skulle restaurere den hellige Frans af Assisis domkirke. Siden påbegyndelsen af den vældige og meget pompøse kirkes opførelse i 1228, da Frans blev helgenkåret kun to år efter sin død, havde der nok været jordrystelser, men ingen havde forårsaget større skader på Basilika di San Francesco.
Først efter de jordskælv i 1980, der især ramte Roms omegn, Lazio, blev Umbrien, den landsdel Assisi ligger i, katalogiseret som et truet jordskælvsområde med de deraf følgende byggerestriktioner. Derfor valgte man i 60'erne at forstærke loftet mod ildebrand med betonafstivere, der skulle supplere og erstatte de sekshundredeårige mørnende træbjælker. Beton er blot ikke så elastisk som træ, så under de store jordskælv i år 26. september og 7. oktober styrtede felterne af Cimabue, De fire evangelister, og Giotto, Kirkens doktorer, ned fra krydshvælvingen og dræbte fire mennesker, deriblandt en from fransciskanermunk.
Siden er jordrystelserne vendt tilbage med jævne mellemrum, og det betyder, at gipslaget, som freskerne er malet på med tempera, lige så langsomt smuldrer.
Der ligger tæpper og madrasser bredt ud over hele kirkegulvet for at beskytte de nedstyrtende og ofte næsten pulveriserede gipsstumper fra ikke alene Giotto og hans læremester Pietro Cavallini, men også Cimabue, Simone Martini, Pietro Lorenzetti og Andrea da Bolognas fresker.
Giotto - eller hans elevers - 28 underholdende tegneserieagtige malerier om den hellige Frans' bedrifter, der i 12-1300 tallet blev malet direkte på den nypudsede væg på basilika'ens langsider, er belagt med murstens- og gipsstøv, der klæber sig fast i den sarte fresko.
Domkirkepladsen er strengt afspærret. Inden for afspærringen står der parkerede biler, der er et omfattende område overdækket med bølgeblik og store firkantede hvide og blå telte, hvor konservatorerne og de frivillige især fra den florentinske religiøse orden Misericordia overnatter. Ved facaden med indgangsportalen skal stilladset forhindre murværket i at styrte sammen, de gulrøde tagsten ligger løse og rodede på udbygningen mod nord, mens Monte Subasio skimtes gennem tågedisen.
Komme indenfor og se ødelæggelserne i Basilika di San Francesco kunne jeg og min ledsager imidlertid ikke, selv ikke bevæbnet til tænderne med et pressekort fra Information. En ung og nidkær betjent viftede os hånligt væk. Var der tid nok, kunne vi måske - men kun måske - via Rom omstændeligt og med ansøgning i tre eksemplarer med stempelmærke og vedlagt vellignende fotos have søgt om en tilladelse fra ministeriet, vi ville få svar inden for et par måneder.
Vi gik op ad en snæver gade i bjergbyen. En lille dør med rund bue stod på klem midtvejs i en lang, meterhøj og afvisende mur og lignede en kulisse til Romeo og Julie. Vi gik ind. Her hamredes og bankedes, træhuse tømredes sammen, og i klosterets urtehave bliver der ikke megen plads til at dyrke alle de nyttige grønsager i den nære fremtid. De brave håndværkere talte tysk, og for en gangs skyld var det belejligt, at danskere så nemt forveksles med tyskere. Nogle af håndværkerne er slægtninge til nonnerne, og de var meget ivrige og meget venlige.
For enden af haven er der en lille kunstig bjerggrotte med lige så kunstige voks- og plastikblomster i Lourdes-stil, der forestiller Den hellige Jomfru, som viste sig for barnehelgeninden Bernadette.

Vi stod i et klausurakloster, der tilhører tysk-italienske Clarissa-nonner, hvor flertallet stammer fra Sydtyrol og Sydtyskland. Klausur. Ordet er latin for indelukke og er beslægtet med både en klausul og med klaustrofobi, og det kan man let få, hvis man opholder sig længere end på en kortvarig visit inden for et nonneklosters solide mure.
Af og til har jeg ønsket mig at komme inden for i et rigtigt vaskeægte klausurakloster. Med det dobbelte og fintmaskede, men solide jerngitter i en kvadratisk firkant på endevæggen af venteværelset, som kun holdes aflåst om natten. Ved siden af er der afsat plads til såvel et uvelkomment elskovsbarn som en gavepakke med mavemedicin eller slik.
Der hersker strengt forbud for begge køn mod at betræde nonnernes gemakker, også kontoret og køkkenet. Og søstrene kan ikke gå udenfor klosterområdet undtagen efter særlig tilladelse fra abbedissen, når det er uomgængeligt nødvendigt ved alvorlig sygdomme eller overflyttelse fra et kloster til et andet. Alle disse regler virker sært perverse på os andre, som ikke vil give afkald på erotik, på at eje ting og på ret til selv at bestemme. Den forsagelse, de tre knuder på det grove flettede hampereb, som nonnerne har om livet, symboliserer.
Samme dag, hvor vi betræder dette forbudte område, læser jeg i La Republica om en nonne, der efter 33 års klostertjeneste ønsker at opgive sit kald. Det er hun ikke den første, der har gjort, også selv om det er ganske få. Men hun er den første, når det gælder om at kræve førtidspension, feriepenge og andre økonomiske rettigheder, der gælder på det almindelige arbejdsmarked. For katolicismen er det et absurd brud på århundredes traditioner, en total mentalitetsændring, at forestille sig, at selv eks-nonner skal kunne mere end overleve i kyskhed, fattigdom og afmagt.
Må det være mig forundt at fortælle, at jeg selv har en nonne-skummel fortid. Som tiårig blev jeg flyttet fra Bernadotteskolen til mellemskolen på Marias Assumptionsorden (Maria Himmelfartsorden) på Bernstorffvejen, fordi min mor havde fået en fiks ide, om at jeg skulle lære fransk. Her fik jeg snart hård hud på knæene, for vi skulle knæle ned i Sankt Theresekirken ved siden af hver eneste skoledag. Gudskelov var jeg ikke kostskoleelev og kunne aflægge matrostøjet og den blanke, sorte skolekittel, når jeg kom hjem om eftermiddagen.
Oprindelig var Marias Assumptions Orden en klausuraorden, nonnerne måtte således ikke tale mellem klokken otte om aftenen og klokken otte om morgenen, men på grund af de disciplinære problemer med kostskoleeleverne (kun piger, naturligvis, også under den almindelige skolegang) havde biskoppen været nødt til at suspendere denne regel.
Jordskælv er force majeure, og nu da vi havde forceret åbningen i havemuren, var vi ikke til sinds at opgive at trænge længere ind i det forbudte område. For den jordskælvenes majestætiske force majeure, der betingede alle de mandfolks tilstedeværelse i klosterhaven, måtte betyde, at klausuraregelen også i dette tilfælde måtte være blevet suspenderet af den lokale biskop.
Vi kunne øjne en brunklædt og langskørtet nonne med sort hovedklæde og den brede, vippende krave, som trippede afsted på havegangen med kursen mod de to tilsyneladende vildfarne udenlandske turister. Trippede hun, skred hun ikke snarere målsøgende frem? For mit første indtryk af hende var de kraftige og knoglede, lange og bare tæer i solide lædersandaler med smårifter og et blåt mærke ved den højre ankel.
Og apropos fodtøj havde jeg engang en veninde, der købte alle sine sko og sandaler i specialforretninger for nonneordner. Der fik man den bedste slidstyrke og komfort, hævdede hun. Hermed giver jeg hendes råd videre til bevidste forbrugere, der ikke hænger sig i de skiftende moder og alligevel skal en tur til Sydeuropa.

Nonnen var skam venlig, og på min opfordring inviterede hun os indenfor efter først at have været et forskriftsmæssigt smut henne hos sin abbedisse for at høre, om det nu også var i orden. Hun nød sin nye frihed, denne elskværdige og muntre nonne i sin bedste alder, en køn kvinde med kraftige sorte øjenbryn. Hvordan skal nonnerne klare sig nu, spurgte hun. De levede af at brodere, og det kunne de jo blive ved med, men den største indtægt kom fra pilgrimshuset på den anden side af gaden, hvor nonnerne leverede mad og rent vasketøj, mens servering og rengøring blev besørget af fire ikke-klausuranonner.
Også den bygning var gjort ubeboelig. Vor nonne var glad for at få lov til at snakke løs med fremmede, og stemningen inde i klosteret var meget opløftet, og sådan er det nok ikke i de ensformige, lange nonneår. Så kom ikke og sig, at jordskælv ikke er godt for noget.
Jeg fik dog aldrig den venlige nonnes navn at vide. Min opvækst i nonneskolen har udvirket en indpodet, overdreven høflighed over for nonner. Jeg synes ikke, jeg kunne være bekendt at spørge. De er jo, især klausuranonnerne, afdøde for den ikke-klerikale omverden, har skiftet navn ved optagelsen i nonneordenen og fået et stort hvidt lagen kastet over sig liggende på maven midt på kirkegulvet under ceremonien. Sådan oplevede jeg en nonneindvielse under min skolegang hos Marias Assumption-søstrene, og det så ret uhyggeligt ud. Hvor vi skoleelever for resten havde hvide bomuldshandsker på for ikke at besmitte priorinden, når vi hver onsdag formiddag ved frokosttid skulle defilere forbi og trykke hende i hånden. Det kostede en anmærkning at glemme handskerne, og tre anmærkninger blev til en eftersidning. Ja, lykkelig den, som ikke er barn længere.
Ved denne forankring i en traumatisk fortid var jeg måske uhøflig uden at vide af det? Som min ledsager senere påpegede, vil de fleste mennesker gerne udfries af deres anonymitet ved egennavnets skabende kraft. Det kunne jo også gælde nonner, der vel har svært ved at være konsekvent selvundertrykkende? Og i spisesalen hang et vægskab med små rum til nonnernes spisebestik og tøjservietter, her var små hvide navneskilte til de 40 nonner, jeg husker kun et navn, netop Bernadettes.
Udvendigt så klosterbygningen helt intakt ud lige som de andre huse i gaden stort set var det, hvor et tegn på jordskælvsfaren og eventuelle skader kunne være, at der var lagt et stykke loftspuds frem med en blyantspåskrift om, at det vejede 250 gram og var faldet ned i hovedet på en slægtning. Eller hele ejendommen stod ubeboet hen, og der var en seddel på døren om at besøgende kunne henvende sig til naboen.
Indvendig stod det ganske anderledes til i clarissernes kloster. Hele møbleringen var yderst spartansk. Der var ingen tæpper på gulvene, og vinteren kan være kold i Asssisi, endda med frostgrader, som allerede Johannes Jørgensen i 1920'erne gjorde naive danskere opmærksom på. Ekstra koldt er det at gå på hårde stengulve uden bare et enkelt gulvtæppe. Et fjernsyn så vi ikke, det kan jo være, at det står i et skab, for klosterordenens regler fra middelalderen har næppe taget højde for den tekniske udvikling?
Nonnerne har en telefax. Placeret lige ved siden af en køkkenvask, der temmelig umotiveret er anbragt i kontoret. Over telefaxen og stålvasken var pudset også ramlet ned. Den telefax var de temmelig stolte af. Da vi senere fik lov til at fotografere vor cicerone insisterede hun på at blive portrætteret sammen med dette eksempel på moderne teknik.

Imellem telefax og vask hænger der et par gamle metalsier og en snasket flaskerenser. Gummiproppens metalsnor er anbragt sirligt om hanen, og der er kun koldt vand. Telefonen er der hængt et brunt tørklæde over. Så fristes nonnerne ikke af dette snakkesalighedens instrument.
Mange steder var loftet understøttet med metalstænger eller stilladslignende improvisatoriske arrangementer. F.eks. i køkkenet, hvor nonnerne tidligere spiste, men hvor det nu var for risikabelt at opholde sig. Her var der en lille bordvifte til at svale i den varme sommer, så helt uden moderne bekvemmeligheder lever clarisserne så sandelig ikke.
Oppe i nonnernes celler var madrassen på gulvet omgærdet med et hvidt forhæng, der var ingen gardiner for vinduerne, alle rum var helt ens møbleret med stol og bord og ingen billeder prydede de hvide vægge, var der revner i murværket og pudsen var faldet ned i tunge stumper. Et skab i cellerne kunne jeg ikke få øje på, men en nonne skal jo helst ikke besidde private ejendele, så det har hun vel ikke brug for. Vi bemærkede en eneste udskejelse. Døren til badeværelset stod åben, og der var feminine, lyserøde fliser på væggen.
Der er så meget nonner ikke må, og forfængelige må de slet ikke være. Især da ikke klausuranonner. Der var absolut ingen spejle. Man skulle tro, at nonnerne ikke måtte lade sig fotografere, selv hvis klausurareglen var midlertidigt suspenderet. Men da vor venlige nonne blev spurgt, sagde hun: "Jeg er ikke fotogen." Men stillede alligevel op. Og nu kommer vi til endnu en af Clarissaklosterets gåder: Hvorfra havde hun fået ideen om, at hun ikke var fotogen?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu