Læsetid: 12 min.

Nordens fortolker

20. december 1997

Det er hele mit grundlag at forene den nordiske åndsform og det kristne livssyn, siger billed- kunstneren, Sven Havsteen-Mikkelsen, der her fortæller om sit møde med naturen, kunsten og kristendommen

Interview
Det er ikke så nemt at komme til at møde den 85-årige kunstner Sven Havsteen-Mikkelsen: Han bor på Ærø, og dertil skal man som bekendt både køre og sejle. At han bor afsides, er imidlertid ikke tilfældigt, for han har altid søgt sine egne veje og foretrukket stilhed for larm, fortiden for nutiden. "Ærø er en oase, for det er så besværligt at komme herover," siger han. Udsigten fra hans gård er forrygende og må have set sådan ud i flere menneskealdre. Decemberdagen, hvor interviewet finder sted, raser det ellers fredelige, gråblå sydfynske øhav nedenfor den skrånende mark med vintersæd, der bugter sig om gårdens længer som grønne bølger. Her er Sven Havsteen-Mikkelsens verden i dag, men tidligere var den langt større.
For nogle år siden krydsede han havene med jævne mellemrum og sejlede til sine fædrelande længere mod nord: Færøerne, Island, Grønland og Norge. Norden bruser i hans årer, selv om han - meget imod sin vilje - er født på det forkerte kontinent, nemlig i Argentina i 1912 som søn af civilingeniøren Johan Theodor Havsteen, der anlagde jernbaner i det latinamerikanske. Johan Theodor havde en islandsk mor, hvis navn faderen tog. Havsteen er en færøsk-norsk-islandsk slægt.
Sven Havsteen-Mikkelsen nåede dog aldrig at opleve sin far, for forældrene flyttede fra hinanden, da han var halvandet år. Moderen, Ella Holm, giftede sig med polarforskeren Ejnar Mikkelsen, da Sven var seks år, og denne adopterede ham. Da det skete, blev navnet Havsteen strøget, for "hverken mor eller far brød sig om min biologiske far". Der gik en del år, før Sven Havsteen-Mikkelsen tog sit fulde navn og vedkendte sig sit fædrende ophav.
"Men Ejnar Mikkelsens hjem var et meget spændende miljø at vokse op i. Allerede som 15-årig var jeg med min stedfar på hvalfangst i Lopra på Færøerne. Ejnar Mikkelsen ledte hvalfangsten dér, og jeg fik mit livs første nordiske naturoplevelse, der gav appetit på flere langture med retning mod nord. Jeg var grundigt træt af de ensformige villaveje og den borgerlige ro i Charlottenlund, hvor familien boede. Mine forældre kunne ikke forstå, at jeg ville være kunstner, og de troede ikke på mig. De manglede kunstnerisk sans, simpelthen. Jeg vidste selv, hvad jeg skulle og har aldrig siden været i tvivl om det. Det var en bestemmelse. Min stedfar var faktisk den, der først forstod mig."
Stedfaderen og moderen gjorde først, hvad de kunne for at undertrykke Svens kunstneriske tilbøjeligheder: "De lange søture skulle gøre mig til et mandfolk og aflede mig, men der skete det stik modsatte. Jeg har aldrig malet og tegnet så meget som dengang."
Ud over mandfolkelivet og udfordringerne i det høje Nord, så gav Ejnar Mikkelsen også adgang til en stor og spændende omgangskreds, der bl.a. talte flere kunstnere. Oluf Høst var f.eks. en af Ejnar Mikkelsens gode venner, og han udbrød, da han havde set et af Sven Havsteen-Mikkelsens tidlige forsøg under en af familiens mange sommerferier i Gudhjem på Bornholm: "Det var Fanken, har Sven malt det billede?" Det var ikke ligefrem vand på moderens og stedfaderens mølle:
"For en kunstnerspire i Drengeårene var Gudhjem måske nok ikke det bedste Sted at besøge Aar efter Aar, der sad jo en Maler paa hver eneste større Sten og malede paa Livet løs. Jeg frygtede det vilde smitte, og for at give Sven et Sommerophold paa karrigere kunstnerisk Jordbund end Bornholms, tog jeg ham med til Færøerne, hvor jeg i nogle Aar drev Hvalfangst fra Lopra...", skriver Ejnar Mikkelsen, citeret efter den fremragende biografiske fortælling af Bjarne Nielsen Brovst: Sven Havsteen-Mikkelsen 1912-32, der udkom i efteråret, og som er første af tre bind om kunstnerens liv og værk.
Forældrene nægtede at yde økonomisk støtte i hans unge år som kunstner, da han endelig under vilde protester fik sagt lærepladsen op, men heldigvis gav farbroderen en hånd med: For 70 kr. om måneden kunne han holde sulten for døren og købe de nødvendige materialer til sin kunst. Da han som 17-årig besluttede sig for at vove sig ud på det dybe vand, bosatte han sig i Kerteminde ved siden af Fritz Syberg, der blev en af hans vigtigste inspiratorer i hans tidlige ungdom. Og inden da havde han bl.a. Olivia Holm Møller som lærer, samtidig med at han på forældrenes forlangende passede sin læreplads hos sølvsmeden Georg Jensen.
Han vidste, at han gik en usikker tid i møde, og meget apropos læste han som 17-årig Knut Hamsuns roman Sult.

Sven Havsteen Mikkelsen har siden 50'erne været vores fremmeste kirkekunstner. Han har dekoreret hen ved 70 kirker, fortrinsvis i Danmark, men også i Norge og på Færøerne, som han siden sin ungdom er vendt tilbage til hver sommer. Men i dag kan han ikke længere bevæge sig uden for Ærø. Hans sidste tur til Færøerne foretog han i 1994, hvor han lavede skitserne her på siden.
"Kristendommen mødte jeg på Færøerne allerede som 15-årig. De var Kingo-kristne på den tid deroppe. De tilbad Kingo og sang hans salmer i et væk. På Færøerne fangede vi blåhvaler. Min stedfar ledte fangsten. Vi havde en harpun-kanon, som vi skød ind i hvalen. Det var egentlig dyrplageri. Hvalen trak bådene - det var små dampere - den fløj afsted med os og trak flere hundrede favne line efter sig. Da hvalen så endelig døde, blev den trukkket ind til hvalfangerstationen og blev parteret. Man solgte kødet - hvalkød er meget velsmagende - og fedtet blev omdannet til olie. Før var det sådan, at man så sprøjtet fra blåhvalen, når man nærmede sig Færøerne. Nu ser man ingenting. I dag er der ingen blåhvaler tilbage ved Færøerne. Jeg kom der tre måneder hver sommer indtil for tre år siden."
Men selv om han er fysisk svækket af sine 85 år på jorden og på havet, og han til sin store fortrydelse ikke formår at bevæge sig rundt uden gangstativ, så trænger hans personlige styrke stadig usvækket igennem til modtageren. Men når man altid har kunnet tåle alt, rammer alderens svagheder hårdt, og Havsteen-Mikkelsen føler sig stærkt medtaget efterhånden. Han arbejder imidlertid ufortrødent videre - også med kirkedekorationerne, som hans søn, arkitekten Alan Havsteen-Mikkelsen, hjælper ham med at gennemføre.
Sven Havsteen-Mikkelsen er i dag medlem af kunstnersammenslutningen Corner, som åbner sin årlige udstilling tredje juledag. Han leverer i sine malerier en urnordisk landskabsfortolkning, hvor der sjældent optræder mennesker. Inspirationen fra Høst, fynboerne og Jens Søndergaard - sidstnævnte skatter han stadig højt - er tydelig, skønt han har sin helt egen stil.
Det landskab, der interesserer ham, er fra tiden, før civilisationen kom til og ødelagde det. Men i hans bibelske billeder optræder der ofte mennesker, som i hans talrige fortolkninger af Jesu lidelseshistorie: "Dette motiv er uudtømmeligt for mig," siger han.
Efter at have lært hos Holm Møller og Syberg gik han på P. Rostrup Boyesens Malerskole og blev senere elev af Oluf Høst (1932-33). Herefter tog han til Statens Kunstakademi i Oslo, hvor han blev elev hos Per Krogh fra 1933-34. "Men den største gavn havde jeg nu af stavkirke-dekorationerne, som jeg studerede i Oldsakssamlingen, for disse blev senere af stor betydning for mine egne kirke-dekoratoner."
- Men hvorfor ville du ikke gå på Kunstakademiet i København?
"Der var mørkt og kedeligt på Kunstakademiet i København på den tid, og jeg søgte også mine norske rødder. Egentlig skete der nok ikke mere på det norske end på det danske kunstakademi, men jeg havde brug for at komme lidt væk."
I Sven Havsteen-Mikkelsens hjem hænger hans værker overalt - ved siden af tegninger og akvareller fra bl.a. Grønland, lavet af gamle, lokale kunstnere. I stuen hænger fem portrætter af Pam - eller Pamela - som hans skotsk-fødte hustru hed. Hun døde i 1982 og ligger begravet i Breininge Kirke, som Havsteen-Mikkelsen har også dekoreret.

Idet hele taget er det først og fremmest familiemedlemmerne, han er inspireret af, når han endelig maler mennesker ind i sine motiver.
- Hvor mødte du din kone?
"På Bornholm. Hun kom sejlende dertil om bord på min kommende svogers skib. Han ønskede at møde min far, polarforskeren."
- Var det kærlighed ved første blik?
"Ja. Jeg havde aldrig haft andre. Det skete i 1936, da jeg var 24 år. Hun var tre år ældre end jeg. Efter en ekspedition med marinen til Østgrønland, tog jeg til England, hvor vi blev gift."
- Hvorfor bosatte du dig ikke på Færøerne eller for den sags skyld i Skotland, for dette sydfynske landskab har jo intet med din motivverden at gøre?
"Det var jo en helt anden verden for min kone. Hun tog det pænt, men hun kom fra et gammelt, aristokratisk miljø. Det var et stort spring. Jeg spurgte William Heinesen, der sagde: "Nej, du skal komme her. Du skal ikke bo her." Og det tror jeg, at han havde ret i."
- Men hvorfor så ikke Skotland?
"Det var pengene. Det var mangelen på penge. Min kone var af en meget velhavende familie, men det nød vi ikke godt af. Da børnene skulle i skole, kunne hun ikke sende dem i den lokale - aldeles udmærkede - skole. På grund af sin klassebaggrund var hun bundet af visse konventioner, og det kostede nogle hundrede tusinde om året at have børnene gående på de 'rigtige' skoler. Jeg havde svært ved det engelske klassesamfund. Englænderne og skotterne ved intet om Norden. Engelsk eller skotsk skal det være, og den keltiske tradition er for længst borte. Og på hebriderne var det for dyrt at bo. Jeg faldt ikke rigtig til i England, men vi fik nogle gode venner dér."
I øvrigt rapporterede han om kunst til Information, da han var bosat i England i 50'erne, ler han. Og i den forbindelse skaffede salig Børge Outze ham opholdstilladelse på den britiske ø.
Sven Havsteen-Mikkelsen står med det ene ben solidt plantet i den urnordiske fortid og med det andet i kristendommen.
- Hvordan har du det med kristendommen i denne ukristelige tid?
"Jeg kunne ikke leve en dag uden Evangeliet. Når jeg står op ganske tidligt hver morgen synger jeg en morgensalme og beder. Det har vi altid gjort, fra børnene var små. Indtil jeg mistede førligheden, gik jeg også i kirke hver søndag. Nu må jeg lytte til gudstjenesterne i radioen, og de er faktisk udmærkede."
- Hvordan forener du de to livssyn: Det hedenske nordiske og det kristne?

Det er hele mit grundlag at forene de to livssyn. Som Jacob Knudsen skriver: 'Han var kristen, men 90 procent hedning', og sådan er det også for mig. Jeg kunne ikke undvære kristendommen, men vi er jo stadig ikke rigtig kristne. Vi hører hjemme i en gammel nordisk tradition."
- Hvordan betragter du verden udenfor Norden?
"Jeg har altid haft et skeptisk forhold til Tyskland og frygter at Danmark vil forsvinde med EU-medlemsskabet. Under krigen var jeg medlem af modstandsbevægelsen som medlem af Ventegruppen. Vi skulle tage over, når englænderne kom, og vi var frygtet af tyskerne, selv om vi ikke måtte lave sabotage-aktioner. Der var tilsvarende grupper i de øvrige besatte lande. Den 8. april 1940 meldte jeg mig ind i Dansk Samling, for det var det eneste anti-tyske parti, vi havde i Danmark. To af mine bedste venner blev taget af tyskerne. Jeg levede selv under jorden, mens min familie boede i Ålsgårde. Min kone var under tyskernes bevågenhed. Vi var meget udsatte, for min kone hed Montgomerie, så det kunne ikke være værre. 'Al vor Fortræd er tysk', siger Grundtvig, og jeg er enig med ham. Jeg kan ikke slippe krigen på det punkt."
- Men nu, hvor demokratiet er en realitet i Tyskland, hvor Muren er faldet, kan man da ikke se på tyskerne med et andet, mere positivt blik?
"Tyskerne har truet os hele livet. Tænk blot på Sønderjylland. Vi kan ikke pludselig tro på, at de er mægtig flinke. Det har ikke forandret sig."
- Hvordan vil du definere det nordiske i forhold til det germanske?
"Det er jo hele åndsformen. Vi kan begynde med Snorre, som jeg anser for Nordens største digter. Og så er der myterne, de nordiske myter, der er blevet et selvfølgeligt grundlag for mit liv. Jeg føler mig helt hjemme her. Det vrimler med nordiske digtere af høj karat, og her i Norden har vi tradition for et særligt frihedssyn. Allerede i sagaerne har vi en gammel demokratisk tradition, som er rodfæstet i vores kultur."
"En mand, der betød uhyre meget for mig var Martin A. Hansen. (Havsteen-Mikkelsen og Martin A. Hansen var venner, og havde et tæt samarbejde, som bl.a. udmøntedes i udgivelsen Orm og tyr i 1952, som Havsteen-Mikkelsen illustrerede, red.). Hos ham mødte jeg det danske, det man næsten ikke taler om længere, fordi folk ikke forstår, hvad det er. Når man læser Martin A. Hansen, så kan man mærke, at opløsningen er på vej. Jeg kendte Heretica-bevægelsens medlemmer udmærket, men jeg følte mig ikke knyttet til den. Martin A. Hansen var den eneste i Heretica-bevægelsen, der tog aktiv stilling til kristendommen. Han var særdeles godt udstyret. Ole Wivel og jeg skriver i øvrigt sammen den dag i dag hver 14. dag. Vi er stadig bunduenige om kristendommen."
- Hvordan står det til med maleriet i dag? Har det en fremtid?
"Ja, i den grad. Det dør aldrig ud. Vi, der maler, er knyttet til det. Jeg kunne aldrig male abstrakt, selv om jeg godt kan anerkende de abstrakte maleres talent. Jeg laver mine fortællinger igennem landskabsmaleriet. Jeg laver mine malerier, ud fra, hvad jeg ser eller har set. Derfor vil jeg heller ikke male Genopstandelsen, som ingen har set."
- Men hvordan forholder man sig til sin højteknologiske samtid, når man lever i en kristen-nordisk verden?
"Den er jeg fuldstændig fremmed overfor. Jeg har f.eks. aldrig kørt bil. Jeg har altid gået meget, sejlet og cyklet. Fjernsyn har jeg, men jeg ser det aldrig. Jeg kan ikke kan ikke holde ud at se de danske politikere. De ved slet ikke, hvad vi har at miste. Jeg er reaktionær," siger Sven Havsteen-Mikkelsen og tilføjer: "Har du hørt om nogen normale mennesker, der tror på Gud?"
- Du har gjort det meste af vores århundrede med, og det er snart 1000 år siden, at Norden blev kristen. Hvordan synes du, det ser ud nu?
- "Meget dårligt. Vi har mistet meget ved at melde os ind i EU. Vi bliver udslettet, hvis ikke vi melder os ud. Og så bekymrer det mig, at man ikke kan huske mere. Menneskene har glemt, hvem de er. I det øjeblik, et menneske ikke har noget at miste, så er det i opløsning. For få danskere tænker på det. Og før sejlede vi på havene, nu sidder vi i tunnelerne. Vi mister noget."
- Hvordan er tilstanden i kunsten?
"Jeg følger ikke med i udviklingen længere, men jeg véd, at der er mange talentfulde kunstnere i Danmark. Og danskerne interesserer sig levende for kunst - langt mere, end man gør i f.eks. England", siger Sven Havsteen-Mikkelsen, der sætter sig til rette foran sit atelier, for arbejdes skal der. Han har meget travlt. I hans atelier står to altertavler, der er undervejs.
Når Havsteen-Mikkelsen på onsdag sætter sig til julebordet, står menuen på klipfisk. Juledagene foretrækker han at helligholde i ensom majestæt.

Dette er det fjerde interview i Lisbeth Bondes serie om om store danske kunstnere. De foregående blev bragt 11.-12. oktober, 1.-2. og 22.-23. november. Den 27.december bringer Information et interview med maleren Per Kirkeby

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu