Læsetid: 5 min.

Nordirlands protestanter har ondt i identiteten

20. december 1997

De plejede at være briter. Men efterhånden er det begreb ved at blive udvandet, så nu afsøger protestanterne i Nordirland deres historie for at finde materiale til en ny identitet

BELFAST
Maureen Thomson voksede op med den tro, at protestanterne i Nordirland ligesom var finere end katolikkerne.
De var sådan nogle stakler, som altid omgav sig med en stor flok pjaltede, snotnæsede unger. Mens protestanterne havde orden i sofapuderne og styr på havehækken.
"Vi fik altid at vide, at vi var anderledes," siger Maureen Thomson.
Men i længden syntes hun, det var for utilfredsstillende at høre til en gruppe, som definerede sig selv ved at se ned på de andre.
Så da en lokal teatergruppe i det protestantiske arbejderkvarter, hun boede i, fandt på at lave et teaterstykke om protestanterne i Nordirland, kom hun hurtigt med.
"Stykket handlede om den protestantiske, kulturelle tradition. Det var jeg enormt interesseret i," siger hun.
"De fleste anså os for at være bigotte, men det var ikke hele billedet."
Stykket, som hed The Mourning Ring - Sørgeringen - blev sat op med 250 mennesker på scenen. Det var første gang, nogen havde sat et stort teaterstykke op i Belfast, som kun handlede om protestanternes kultur.
Det var opsigtsvækkende nok i sig selv. Men endnu mere ekstraordinært var det, at stykkets instruktør, Paddy McCoey, kom fra det katolske samfund.
En kombination, som kun kunne lykkes, fordi der var våbenhvile i Nordirlands nedgroede konflikt mellem katolikker og protestanter.
Stykket var en åbenbaring for Maureen Thomson og mange andre. Hun følte, at hun havde fået mere styr på, hvad det egentlig betød at have en protestantisk baggrund og leve i Nordirland.
I dag arbejder hun i en organisation, som forsøger at fremme lokale teaterinitiativer. Staben består af folk fra begge befolkningsgrupper.
The Mourning Rings instruktør, Paddy McCoey, er også tilknyttet. Han drømmer nu om at stable et stort teaterstykke på benene i forbindelse med årtusindskiftet, som skal have både katolske og protestantiske deltagere. Hvis altså bombemændene og fredsforhandlerne gør det muligt.

Rejse mod større bevisthed
Maureen Thomsons 'rejse', som hun selv kalder det, mod større bevidsthed om den protestantiske identitet er et eksempel på en meget tydelig tendens de senere år i Nordirland.
Med en skrøbelig udsigt til, at provinsen fremover skal regeres af en irsk-nordirsk-britisk kombination af interesser, er de dage forbi, hvor protestanterne kunne regere Nordirland, som var regionen deres eget lille, private baronat.
Samtidig er Storbritannien så småt på vej mod en løsere struktur. Den nye Labour-regering i London har sat gang i processen mod en større grad af selvstyre i Skotland og Wales. Så efterhånden er det blevet sværere og sværere at definere, hvad det vil sige at være 'britisk'.
Hvor katolikkerne i Nordirland ikke har samme problemer - de er jo bare irere - har protestanterne fået ondt i identiteten. For hvis det ikke længere betyder noget at være britisk, hvad er de så? De er ikke irere ligesom katolikkerne. Og de er i hvert tilfælde heller ikke engelske. Den flydende identitet har resulteret i en hidtil uset interesse for de protestantiske rødder.
Mange har skotske forfædre, og efterhånden er der opstået en hel industri omkring det 'Ulster-skotske' sprog og dets kultur. Ulster er betegnelsen for et gammelt, nordirsk kongerige. Området blev delt med størstedelen i nutidens Nordirland og resten i Republikken Irland, da øen blev delt i 1921. Og nu er der altså nogen, der mener, at denne gruppe har en speciel identitet og et helt eget sprog.
Lee Reynolds arbejder for den paraplyorganisation, som søger at fremme denne særlige identitet, som han opfatter som et forsøg på at gøre sig forskellig fra både de irske katolikker og de andre briter.
"Britiskhed er i færd med at blive omdefineret. Storbritannien er i krise i hovedlandet og under pres fra Europa. Vi er kommet op med noget nyt," siger han.
For nylig udgav organisationen verdens første grammatikbog over det ulster-skotske sprog. Og bevægelsen har også opnået at få ulster-skotsk anerkendt af EU's organisation for små sprog.
Lee Reynolds fortæller, at unge i Nordirland stort set kun er flasket op med engelsk historie.
"Så reagerede folk med en bølge af interesse for irsk historie. Men det er heller ikke hele fortællingen," siger han.

Protestanter vil lære irsk
Men ikke alle er ovenud begejstrede for den udvikling. For den kan risikere at udvikle sig på en måde, så den bliver til en forskansning mod alt irsk - og dermed katolsk - som kan føre til, at kløften mellem de to samfund bliver endnu dybere.
"Det giver en følelse af frihed i starten. Men intet heroppe er frit for politiske implikationer. Det kan brede dit perspektiv ud men også låse dig endnu dybere fast," siger Nordirlands Mr. Gaelic - Aodán Mac Póilin - om den ulster-skotske bevægelse.
Han står i spidsen for bestræbelserne på at fremme kendskab til det irske - gæliske - sprog. Og den frygt, han udtrykker i forhold til ulster-skotterne kan også rettes mod hans eget hjertebarn.
For bevægelsen for det irske sprog har i årevis været synonym for katolikkernes forsøg på at differentiere sig fra og bekæmpe de briter, som styrede provinsen. Han selv har forsøgt at fjerne de politiske overtoner fra bevægelsen, hvilket har gjort ham upopulær hos fundamentalisterne.
Til gengæld har afpolitiseringen bidraget til en anden, helt særlig, udvikling hos folkeslagene i Nordirland - at protestanterne i stigende grad interesserer sig for irsk og ønsker at lære sproget. Det kan ellers være risikabelt.
Aodán Mac Póilin fortæller, at sønnen til en protestantisk elev engang har fået bank af nogle protestantiske ekstremist-bøller, fordi hans far lod sig undervise i irsk.
Ikke desto mindre er antallet af protestanter, der vil lære sproget, vokset. I dag har organisationen en underviser tilknyttet, som kun skal tage sig af den gruppe - et initiativ, som i øvrigt bliver støttet af EU med penge til fredsprocessen i Nordirland.

Ringen kan slutte
Gordon McCoy er selv protestant, og han blev interesseret i irsk ved at lytte til den irske folk-pop gruppe Clannad.
For ham er sproget et element i en samlesætskultur, hvor det enkelte individ så at sige selv sammensætter sin identitet ud fra allehånde enkeltelementer.
Men sådan er det ikke alle, der ser på det. Han fortæller om en irsk-klasse, han oprettede i Shankill Road - et af Belfasts mest fundamentalistiske protestantiske områder, hvor det vrimler med gadegraffiti, der forestiller hætteklædte unge mænd med geværer under overskriften "vi overgiver os aldrig".
Han havde ellers fået lov af den lokale kommandant i den paramilitære undergrundshær til at oprette klassen, men i løbet af kort tid viste emnet sig simpelt hen for kontroversielt, og den måtte lukke.
Men interessen for de forskellige sprog og kulturer behøver ikke ende som skyttegrave for ekstremister.
"At bygge selvsikkerhed op er nødvendigt for at kunne forhandle. For ellers reagerer folk med frygt," siger Aodán Mac Póilin.
Hvis man kender sig selv, kan man altså også bedre anerkende - og leve - med de, der er forskellige fra én.
Ganske som det skete for Maureen Thomson og hendes kolleger efter skuespillet 'The Mourning Ring'. Fredsforhandlingerne vil vise, om dén ring nu endelig er sluttet.

*Dette er den tredje artikel i en serie om Nordirland. De første to blev bragt 11. og 13. december. Serien fortsætter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her