Læsetid: 2 min.

Nordkorea får intet EU-kød

24. december 1997

Det eneste nye ved den genoptagne diskussion om at sende oksekød til Nordkorea, er at nordkoreanerne nu beder om hjælp gennem Politiken og ikke gennem Røde Kors, siger Poul Nielson

Sultkatastrofen i Nordkorea er igen på danske avisers forside. Ikke alene fordi den er en tragedie, men også fordi EU har sagt nej til at sende en del af sit overskudskød til de sultende. Den nordkoranske regering har netop sendt et brev til den danske udviklingsminister Poul Nielson, hvori landet beder om at få noget af det oksekød, som EU har på lager.
Men overskudslageret er ikke Danmarks bord. Kommissionen har købt overproduktionen af kødbranchen, og Poul Nielson har derfor sendt en kopi af Nordkoreas forespørgsel til EU-kommissær Manuel Marin.
"For mig er der slet ikke noget nyt at tage stilling til. Det eneste nye ved denne diskussion er, at Nordkorea ikke længere henvender sig til Europa gennem Jørgen Poulsen (generalsekretær i Dansk Røde Kors, red.) - men i stedet gennem Politiken," siger udviklingsministeren.
Politiken har de seneste dage beskrevet, hvordan Schweiz har sendt oksekød til Nordkorea fra sit overskudslager. Og avisen citerer det schweiziske udenrigsministerium for at sige, at det er billigere at sende kødet til de sultende mennesker, end det er at destruere det.
Og det er dét, der gør diskussionen underlig og ulogisk, mener Poul Nielson, for der er ingen tegn på, at kødet som alternativ skal destrueres. "Jeg har da bemærket, at en talsmand for Kommissionen på et tidspunkt i debatten dementerede dén påstand," siger han.
Sidste gang debatten om EU-oksekødet kørte, havde Kommissionen den holdning, at man kan komme længere for bistandsmidlerne ved at købe andre former for mad til de sultende. For eksempel ris, bønner og ærter.

Ikke mere kikset hjælp
Folkekirkens Nødhjælp har i modsætning til Dansk Røde Kors og Caritas argumenteret imod, at nordkoreanerne får oksekødet sendt som fødevarehjælp fra EU af samme grund: "Vi er bange for, at bistandskassen bliver draget ind og subsidierer noget, som foregår inden for landbrugsektoren i EU. Det er meget vigtigt, at vi er lidt hellige omkring, hvad bistandsmidlerne egentlig bruges til," siger katastrofemedarbejder Bjarne Ussing.
Folkekirkens Nødhjælp kan kun bifalde, at der sendes overskudskød til sultkatastrofer, hvis ikke det tages fra bistandsmidlerne, eller hvis man finder en så billig måde at gøre det på, at man kan hjælpe lige så mange mennesker for de samme penge, som man bruger på vegetabilske produkter.
"Jeg har set for meget kikset u-landshjælp, hvor man nærmest står og griner i lufthavnen, når man ser, hvad der læsses af flyvemaskinerne. Men det er fint at sende kødet, hvis økonomien er i orden, og kødet kan komme ud på en ordentlig måde," siger Bjarne Ussing.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her