Læsetid: 4 min.

Om en ny istid

1. december 1997

En overraskende effekt af globale temperaturstigninger kan være en ny istid i Europa

Midt i de opvarmningen til klimatopmødet i Kyoto i Japan kunne nogle medier i sidste uge melde, at Golfstrømmen ikke længere har samme styrke som vanligt. En istid skulle derfor være nært forestående.
Det er selvfølgelig en nyhed, der sælger:
I fremtiden må danske fiskere belave sig på at pilke torsk fra huller i isen, og livredderne på Bellevue må omskoles til snescooterførere.
At en ny istid skulle være lige om hjørnet, har de færreste let ved at forestille sig oven på en august måned, der slog alle varmerekorder.
Samtidig bliver vi hele tiden tudet ørene fulde af snak om drivhuseffekten, CO2-udledninger og Global warming.
Hvor er den gal? Det ene øjeblik er på vej til at leve i drivhus, det andet øjeblik er det kun et spørgsmål om tid, før Danmark sluttes inde af ismasser og overrendes af isbjørne.
Det kan da umuligt være de samme klimaforskere, der prædiker drivhuseffekt, og samtidig melder en ny istids snarlige komme?
Og dog: I fredagens udgave af det videnskabelige tidsskrift Science, fremlægger den amerikanske professor Wallace S. Broecker fra Columbia University en teori, som forudsiger, at resultatet af en en global opvarmning meget vel kan være en ny istid i Europa.

Achilleshæl
Broecker advarer mod at undervurdere den effekt, som den fortsatte øgning af atmosfærens indhold af drivhusgasser, udgør for havenes cirkulationssystemer. Hvis de kollapser kan det få temperaturerne i den nordatlantiske region til at rasle ned med over ti grader på under ti år.
Europa vil komme til at opleve arktiske forhold.
Når Wallace Broecker tror, at et klimaskift vil ske på så kort tid, så skyldes det den fine og sårbare balance, havstrømmene over hele kloden er i. De er forbundet i et komplekst net, som på engelsk kaldes Conveyer, og som styrer Jordens klima ved at transportere varme og fugtighed rundt på kloden.
Dette net er gået i opløsning eller har skiftet retning mange gange i Jordens historie, beretter professor Broecker. Hver gang Conveyer har 'skiftet gear', har det medført omfattende globale temperaturændringer indenfor årtider.
Andre resultater af gearskiftet har været ændringer i vindsystemerne, støvindholdet i atmosfæren og ismassernes størrelse.
I Science kalder Broeckner Conveyer for "klimasystemets achilleshæl", og fortsætter:
"Det tyder på, at denne havstrøm ikke har løbet roligt, men har hoppet fra en tilstand til en anden. De ændringer i klimaet, som har været forbundet med disse hop, har været store, pludselige og globale".
Den fortsatte udledning af drivhusgasser truer med at øge jordens temperatur, fortæller han, men en sådan stigning vil - bogstavelig talt - forekomme gradvist.

Forstyrret Conveyer
Langt mere bekymrende er det 'stress' som øgningen af drivhusgasserne i atmosfæren lægger på klimasystemet.
Det kan komme til at passere en tærskel, hvor Conveyer bliver forstyrret, og hurtigt ændrer klimaet.
Den drivende kraft i Conveyer er det kolde, salte vand i det nordlige Atlanterhav. Dette vand er tungere end varmt, ferskt vand og synker derfor ned til bunden af havet.
Her skubber det så vand gennem verdenshavene som et kæmpe stempel. Volumet af den undersøiske havstrøm er 16 gange større end alle verdens floder tilsammen, fortæller Broecker, og den strømmer sydpå hele vejen til det arktiske hav, hvor den slutter sig til de havstrømme, der cirkler om Antarktis.
Her bliver Conveyer så genopladet af koldt saltvand, som dannes når havisen fryser til.
Conveyer strømmer herefter tilbage nordpå, hvor den gradvist opvarmes igen og kommer op til overfladen af Stillehavet og det Indiske Ocean.
I det Indiske Ocean er overfladevandet for varmt til at synke. I det nordlige Stillehav er vandet koldt, men ikke salt nok til at finde ned til bunden. Dette skyldes, ifølge Broecker, primært de store mængder ferskvand, som tilføres fra de store bjergkæder i det vestlige USA og Canada.

Tæt på tærskel
I det nordlige Atlanterhav er det lidt anderledes. Der er godt nok kun omkring syv procent mere salt i havet i forhold til de tilsvarende vandmasser i Stillehavet, men det er lige akkurat nok til at nå den tærskel hvor vandet synker.
Hvis vandet i det nordlige Atlanterhav bliver bare et par grader varmere eller bliver fortyndet bare en lille smule mere af smeltende gletchere eller mere nedbør, så er det ikke sikkert at tærsklen ville nås, og vandet ville derfor ikke synke.
Computermodeller, som simulerer Jordens klimasystemer, har vist, at den cirkulation, som Conveyer udfører, er følsom overfor selv så små ændringer, siger professor Broecker.
Resultatet, mener han, kunne blive at Conveyer 'lukker ned' eller ændrer mønster, med alvorlige følger for Jordens klima.
Som det er nu kører Conveyer hele vejen rundt, og skubber tilsidst varmt overfladevand, blandt andet Golfstrømmen tilbage ind i det nordlige Atlanterhav.
I vintermånederne overfører det varme vand dets energi til de kolde luftmasser, som strømmer ned fra Canada og Grønland. Luften opvarmes dermed og strømmer mod øst ind over Europa.
Golfstrømmen gør således, at den europæiske vinter er betydelig mildere end på de tilsvarende breddegrader i Nordamerika.
Uden den ville Europa fryse til.

Foruroligende
Selvom vi ikke kender de præcise årsager til tidligere tiders klimaændringer, mener Wallace Broecker, at den bagvedliggende årsag må være forstyrrelser i verdenshavenes cirkulation.
Et af de afgørende tegn ligger i de borekerner, som blandt andet danske forskere har udtaget af den grønlandske indlandsis. Selv klimaændringer, der spænder over millioner af år og hænger sammen med Jordens kredløb om solen, er sket pludseligt, ikke gradvist.
Det antyder, mener professor Broecker, at pludselige ændringer i verdenshavenes cirkulation virker som udløsere, der starter istider og andre store klimacycler.
"De grønlandske borekerner giver foruroligende tegn på at den fortsatte udledning af drivhusgasser måske vil udløse endnu en omorganisering af havstrømmene, og dermed store atmosfæriske ændringer," siger Broecker, og begrunder sin bekymring:
"Hvis dette sker om et århundrede, hvor vi slås for at føde en befolkning på 12 til 18 milliarder, vil resultatet blive katastrofalt".

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu