Læsetid: 4 min.

Ny venstrefløj ind fra sidelinjen i ANC

23. december 1997

På ANC's kongres var der uventet stor tilslutning til en ny venstrefløj, som nu har indledt et dramatisk slag om partiets sjæl

Mafikeng
Den tidligere ministerpræsident i provinsen Free State, Patrick "Terror" Lekota, der ellers var sendt ud på den politiske sidelinje i Sydafrika, skabte sensation på ANC's 50. kongres i Mafikeng i sidste uge, da han vandt en overvældende sejr over sportsminister Steve Tshwete i kampen om posten som partiets landsformand.
Det var udtryk for en uventet stor tilslutning til en ny venstrefløj i African National Congress, som nu har indledt et dramatisk slag om partiets sjæl.
Kongressen var præget af heftig lobbyvirksomhed fra en ny alliance mellem den faglige landsorganisation COSATU og South African Communist Party (SACP), som søger indflydelse på ANC's fremtidige ideologiske retning.
Sejren bringer den karismatiske og populære Lekota i stilling til at efterfølge den nyvalgte partipræsident Thabo Mbeki - kun et års tid efter at ANC's ledelse reelt afsatte ham som ministerpræsident i Free State.

Heftig natteaktivitet
Det var ikke et tilfældigt resultat. Mens partiet om dagen demonstrerede enighed, blev nætterne brugt til at samle stemmer bag kandidaterne til ledende poster og den 66 medlemmer store hovedbestyrelse.
Strategien gav bonus for venstrefløjsalliancen: Lekota fik mere end dobbelt så mange stemmer som Tshwete: 1.775 mod 859. En anden venstrefløjskandidat, Thenjiwe Mthintso, blev valgt til vicegeneralsekretær med et noget mindre flertal.
Selv den længe ventede debat om ANC's makro-økonomiske reformprogram - især regeringens program for vækst, beskæftigelse og omfordeling (Growth, Employment and Redistribution (GEAR) - blev overskygget af det intense slagsmål om indflydelse i de ledende organer.
ANC's fastholdt sin politik og hævdede, at GEAR nu er blevet accepteret som partiets officielle politik.
"De eksisterende programmer er stadig en udfordring for os. Vi vil fortsætte med disse skridt (...) for at skabe et klima, der er mere ansporende for investeringer, som så igen vil føre til flere job," sagde Mbeki på en pressekonference.

Splittelse og blokke
Det ser imidlertid ud til, at ANC's økonomiske politik og manglende interne demokrati har ført til splittelse og fremvæksten af en fasttømret blok på venstrefløjen.
I sin tale til kongressen hentydede præsident Nelson Mandela til denne konflikt, men opfordrede samtidig til en sober debat om partiets fremtid - især forholdet til SACP, der har indførelse af socialisme som sit endemål.
Der gik rygter om, at Lekota var blevet bedt om ikke at stille op, men det bidrog kun til yderligere at forene venstrefløjen.
Lekota argumenterede med, at han var den eneste venstreorienterede, der stillede op til en af de seks topposter.
Thabo Mbeki var allerede blevet valgt til præsident og Jacob Zuma til vicepræsident, mens ambassadør Mendi Msimang var blevet kåret til hovedkasserer uden modkandidater.

Anti-Winnie kampagne
På den baggrund blev valget til posterne som landsformand og vicegeneralsekretær betragtet som en kamp mellem to politiske fløje i ANC. Hvis Lekota og Mthintso havde trukket sig, ville det blot have givet anledning til en endnu dybere splittelse.
Formandsvalget var et af de få politisk afgørende på kongressen. Lekota havde i forvejen seks af de ni provinser bag sig, og Tshwete havde det handicap, at han blev opfattet som deltager i en 'anti-Winnie' kampagne, fordi han i et interview kort forinden havde kritiseret Winnie Madikizela-Mandela.

Seks år på Robben Island
Den 49-årige Lekota var medlem af Black Consciousness-bevægelsen og tilbragte i 1970'erne seks år på Robben Island sammen med Mandela og andre ANC-ledere, bl.a. fordi han havde været med til at organisere demonstrationer til fordel for den mozambiquiske befrielsesbevægelse Frelimo. Op gennem 1980'erne var han en fremtrædende aktivist i de sortes befrielseskamp.
Han var den første ministerpræsident i provinsen Free State, hvor han høstede stor anerkendelse for sin ledelse af overgangen til demokrati, men i november sidste år blev han efter fraktionsstridigheder tvunget bort fra embedet af ANC's ledelse.
Winnie Madikizela-Mandela, som i sidste øjeblik trak sig fra valget til vicepræsidentposten - efter at have konstateret ringe tilslutning fra de delegerede - blev valgt til hovedbestyrelsen. Hendes svindende popularitet afspejledes dog i stemmetallene: Hun blev kun valgt som nr. 15, mens hun på den sidste kongres i 1994 blev nummer fem.
Dette resultat viser også, at ANC's nye præsident, Thabo Mbeki, ved hjælp af et omhyggeligt lobbyarbejde bag kulissen var i stand til at tæmme Madikizela-Mandelas ambitioner, efter at hun i tiden op til kongressen havde udfordret ham ved at stille op mod hans egen kandidat til vicepræsidentposten, Jacob Zuma.
Hun virkede ellers energisk og optimistisk, da hun banede sig vej gennem en stor skare tilhængere i den store sal på University of North West i Johannesburg.
Men onsdag stod det klart, at hun kun kunne regne med støtte fra enkelte medlemmer af delegationerne fra provinserne North West og Eastern Cape samt en del medlemmer af ANC's kvindeforbund.
Spændingen stod malet i ansigterne på de ledende medlemmer, da Madikizela-Mandela trådte frem for forsamlingen. Tidligere på dagen var reglerne blevet ændret, så nomineringer fra gulvet skulle støttes af 25 procent af de delegerede ved håndsoprækning.

For bevægelsens skyld
Efter nomineringen bad hun om en pause med henblik på at tale med sine rådgivere, fordi hun ikke ønskede at "skabe splittelse". Det nægtede Mbeki, der var mødeleder.
"Så må jeg bede mine tilhængere om undskyldning og afstå fra nomineringen," sagde hun - selv om optællingen endnu ikke var afsluttet.
"Hun gjorde det, hun fandt rigtigt", sagde hendes mangeårige ven Peter Mokaba, minister for miljø og turisme. "Det viser, hvor højt hun elsker bevægelsen."
Han benægtede, at hun var blevet presset til at trække sig.
Den afgående vicegeneralsekretær Cheryl Carolus sagde, at det eneste, der betød noget, var, at Madikizela-Mandela havde trukket sig, og at kongressen ikke havde talt op, hvor mange der støttede hende.
Men en uofficiel optælling viste, at kun 125 delegerede havde rakt hånden op - langt færre end de nødvendige 25 procent.

© 1997 Weekly Mail & Guardian.

Oversat af Birgit Ibsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu