Læsetid: 5 min.

Den nye sociale kontrol

5. december 1997

Stanley Cohens tankevækkende bog om samfundets håndtering af sine problematiske borgere er nu omsider udkommet på dansk

Samfund
"At forstå sociale problemer er - og bør være - en hvileløs proces. Og det samme er - og bør være - tilfældet for socialt arbejde. Faste positioner - faste ståsteder - er intellektuelt forræderi."
Således står der et sted i Stanley Cohens tankerige bog, der udover at beskrive nogle af den sociale kontrols forandringer, også byder på en række overvejelser over forfatterens egne synspunkter. Stanley Cohen er nemlig en forsker, der er i en konstant dialog, ikke blot med sine omgivelser, men også med sig selv. Han ved, at et punktum i en analyse af sociale forhold altid er for absolut. "Symbolsk burde en analyse altid slutte midt i en sætning."
Et andet sted skriver han, at man ikke bør klassificere for meget, men i næste sætning gør han opmærksom på, at hans bog faktisk består af klassifikationer. Stanley Cohen er ikke for fastholdere.

Uens mål - fælles sprog
Hans bog handler ikke blot om de måder, hvorpå samfundet reagerer over for de medborgere, det betragter som afvigende, problematiske, bekymrende, truende, besværlige eller på anden måde uønskede, men Stanley Cohen viser også, at debatten blandt dommere, politifolk, socialarbejdere, psykiatere, psykologer og kriminologer har sine begrænsninger. En gennemgang af de senere års diskussioner viser således, at ofte var hensigten forskellig, men ordene var ikke desto mindre fælles for såvel tilhængerne af lov og orden, som for de mere blødhjertede og alle de andre. Uanset hvilke ideologiske uoverensstemmelser der var mellem dem, brugte de slogans som "mere samfund, mindre stat", "det nære samfund", "nabolag" og "reintegration." Men samtidig med, at brugen af kriminalforsorg i frihed voksede, forblev antallet af indsatte i traditionelle fængsler konstant. De gode viljers ønske om at ændre på strukturerne endte kort sagt med at det samlede kontrolsystem voksede. "Hvad har de gjort i mit navn?" udbrød en fortvivlet reformator, da han opdagede, hvorledes hans gode hensigter var blevet forvrænget til det modsatte af det, han oprindelig havde tænkt. Det er her en ren gyser at læse Cohens analyse, der med det engelske Children & Young Persons Act fra 1969 som eksempel viser, hvordan velmenende tiltag fungerede som ét stort selvbedrag. Ved at få systemet til at virke mere humant, opmuntrede man de ansatte til at bruge det oftere. Samtidig opdagede socialarbejderne, at det gamle, hårde system var en udmærket måde at komme af med deres vanskelige klienter, så de kunne koncentrere deres indsats om de lettere tilfælde og derved få succes med deres programmer. Faktisk henviste de reformivrige socialarbejdere tre gange så mange til forvaring, som det hidtil herskende system havde gjort.

Truede grupper
Cohen påviser også, at væksten i kontrollen med hele grupper og miljøer ikke blot sker ved hjælp af videokameraer og anden teknik, men også ved hjælp af definitioner af befolkningsgrupper som værende "sårbare", eller som nogen der tilhører særlige "risikogrupper." Udtryk som "truede unge," er således en betegnelse for unge, der sandsynligvis ikke har gjort noget forkert, men som mistænkes for at ville gøre det, og som derfor - ved hjælp af definitionen - kan udsættes for præventive indgreb fra samfundets side. I denne proces deltager ikke blot politiet og domstolene, men også familien, skolen og nabolaget, der har måttet se sig invaderet af det formelle system. Disse overtagelser sker bl.a. ved at henvise til nostalgiske forestillinger om fællesskabet og ordenen i et landsbyliv, der aldrig har eksisteret i virkeligheden.
Nils Christie og Flemming Balvig har skrevet såvel forord som efterord, hvor de gør opmærksom på, at de har afstået fra at føre bogen ajour, for derved risikerede de at gøre den til blot endnu en forældet lærebog, og det motiv forstår man sådan set godt, men bogen udkom første gang i 1985, og det havde nok ikke skadet med et ajourførende kapitel til sidst, for i de 12 år der er gået siden, er mange af dens dystre profetier gået i opfyldelse, mens andet, som kun antydes, er kommet til fuld udfoldelse.

De frivillige
Det gælder for eksempel den direkte overvågning der efterhånden finder sted overalt, og det gælder de mere sofistikerede former for klassifikation, der manifesterer sig i kravet om livslang uddannelse og planerne om at lade staten beregne enkeltindividers nytteværdi.
På disse områder råber bogen på en ajourføring. Det samme kan siges om dens omtale af de frivillige, der ikke blot gør gode gerninger mod de mindste små iblandt os, men som efterhånden findes i alle dele af kontrolsystemet. Tidligere lovovertrædere behandler nuværende, studerende får points ved at fungere som "frivillige" i diverse rådgivninger, mens aktive borgere i lokalsamfundet optræder som "tilsynsførende" og meget mere. Ser man på danske forhold er der ikke, som Cohen frygtede, sket en kombination af faldende sociale budgetter og en øget frivillig indsats. Begge dele er faktisk vokset, og siden 1985 er det årlige støttebeløb fra det offentlige til de frivillige i den sociale sektor vokset fra ca. 100 millioner til omkring 600 millioner kroner om året, og væksten er slet ikke standset. Her er et område der er fuldt af såvel gode hensigter som tågede formuleringer, og det kan derfor være yderst vanskeligt at se, hvad der rent faktisk foregår.

Grænserne sløres
Problemet med den sociale kontrols nye former er nemlig ikke blot, at de traditionelle systemer uanfægtet lever videre, men at dets eksperter har skiftet kontor og sidder ude i samfundet. Nu er der bare ingen der ved, hvad de foretager sig, fordi de er camouflerede som almindelige samfundsborgere, og her løber de frivillige en stor risiko for selv at blive en del af det usynlige kontrolsystem. Nogle af de frivillige vogter ganske vist nidkært over deres autonomi, men andre er mere end villige til at indgå i skamløst tætte forhold til det offentlige. Der findes således frivillige organisationer, der uden at rødme modtager unge i tvangsaktivering. Derved er der endnu et område, hvor grænserne mellem offentlig kontrol og privat hjælp gøres utydelige.
Stanley Cohens bog om den sociale kontrols nye former, har længe været en klassiker, og det er godt, at denne inspirerende bog nu omsider er kommet på dansk. Men det havde været endnu bedre, hvis den var blevet tilført en tidssvarende analyse og diskussion af de seneste udviklinger i kontrolsamfundet.

*Stanley Cohen: Den sociale kontrols nye former. Kriminalitet, straf og klassifikation. Forord og efterord af Nils Christie og Flemming Balvig. Oversat af Ole Lindegård Henriksen, 340 s., 350 kr., Hans Reitzel

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her