Nutidens lærde ved som regel temmelig meget om temmelig lidt. En forsker, der skriver speciale og ph.d.-afhandling og måske doktordisputats om nøjagtig samme emne, roses til skyerne for sin evne til konsekvent specialisering, hvorimod alsidighed og bredde ses som tegn på en svag, udflydende karakter.
Sådan så de gamle ikke på det. Holberg, Erasmus af Rotterdam, Cicero m.fl. uddannede sig til eksperter i snart sagt hvad som helst, og de veg ikke tilbage for at videregive deres viden i en form, der på én gang sikrede en (efter datidens målestok) forsvarlig faglig standard og vakte deres læsers levende interesse.
Historieskriveren Xenofon kan stå som et fjerde eksempel. Hans hovedværker skildrer felttog og krigerbedrifter eller faser af græsk historie i det 5. og 4. årh. f. Kr. Men herudover har han på skrift ytret sig om så forskellige materier som hesteopdræt, jagt, ryttertaktik, etik og landhusholdning. Han forfattede en pamflet med forslag til en reform af Athens skatte- og finansvæsen, han skildrede flere gange sin lærer og ven Sokrates, og om perserkongen Kyros den ældre skrev han et mærkværdigt værk, den såkaldte Kyrupædi, der lader sig læse som historisk roman, politisk utopi, håndbog i statsmandsskab og militær strategi, pædagogisk teori og engageret heltebiografi.
Her som andetsteds i forfatterskabet indkredser Xenofon det svært definérbare begreb 'arete', dvs. dyd, dygtighed, fremragende egenskaber. Han spørger, hvorvidt man etisk og socialt kan lære at blive et skikkeligt menneske, og i bekræftende fald hvordan. Det svar, han giver, bærer præg af tro på gammeldags autoriteter og indgroet skepsis mod moderne demokratiske nykker. Som gammel fuldbefaren officer betoner han ledelsesfunktionens vigtighed og nødvendighed. Magt er for ham af det gode, om blot de rette udøver den - med kløgt og skønsomhed.
Man ved ikke nøjagtigt, hvornår Xenofon blev født, kun at det må have været mellem 430 og 425 f. Kr. og i omegnen af Athen. Som ungt menneske tilhørte han Sokrates' kreds, og han forsvarede siden sin læremester mod anklagen for at spotte guderne og føre ungdommen i fordærv. I 401 f. Kr. sluttede han sig til dén græske lejehær, der støttede perserprinsen Kyros i dennes oprørsforsøg mod broderen Artaxerxes, og det var Xenofon, der efter slaget ved Kunaxa af hæren valgtes til at føre de titusind krigere hjem igen.
Overblik og saglighed
Herom beretter han i Anabasis, dvs. Marchen ind i landet, hvor han selvsagt ikke kan undgå at tildele sig selv en glansfuld hovedrolle, men alligevel fortæller med sikkert overblik og med stor saglighed i detaljen. Sin egen indsats taler han om i 3. person, af hensyn til stilens konvention, måske også for overhovedet at få styr på fremstillingen af, hvordan hæren gennemlever indre konflikter og ydre strabadser. Men skønt hans beretning herigennem bliver stringent og klar, emmer den af intensitet.
Et højdepunkt i værket er soldaternes fællesmøde efter slaget ved Kunaxa og modstandernes forræderiske mord på grækernes generaler. Her maner Xenofon til agtpågivenhed mod falskhed og troløshed. Hvis vi med våben i hånd gør fælles sag mod enhver fjende, så har vi alle, siger han, med gudernes hjælp mange gode udsigter til frelse. Teksten fortsætter nu sådan: "Medens han sagde dette, var der en der nøs, og da soldaterne hørte det, tilbad de alle som én Guden, og Xenofon sagde: 'Soldater! Da der, netop som vi talte om frelse, viste sig et varsel fra frelseren Zeus, så synes jeg at vi skal love at bringe denne Gud et takoffer, såsnartsom vi kommer til et venligtsindet land, og tillige love også at ofre til de andre Guder efter evne. Hvem der synes dette,' sagde han, 'skal række hånden op.'"
Det gør de allesammen. Herefter leder Xenofon hæren, men karakteristisk nok fra dens bagtrop, hvorfra han kan holde øje med fjenden, samtidig med at han håndgribeligt markerer formålet: at få alle med tilbage. 5000 km tilbagelægges fra Babylonien, før Sortehavet nås og hoplitterne omsider kan råbe "Thalatta! Thalatta!":
"Da de forreste var kommet op på bjerget, opløftede de et højt råb, og da Xenofon og bagtroppen hørte det, troede de, at andre fjender angreb foran; bagved fulgte nemlig indbyggerne i det hærgede land efter dem, og af dem dræbte eller fangede bagtroppen en del ved et baghold, og de tog henved 20 skjolde af ugarvede oksehuder. Da så råbet lød stærkere og nærmere og de stadig fremrykkende satte i løb hen til dem der stadig råbte og råbet lød langt stærkere, jo flere de blev, så mente Xenofon, at der var noget usædvanligt på færde; han steg til hest, tog (...) rytterne med og ilede til hjælp, og så hører de snart soldaterne råbe: 'Havet! Havet!' og lade råbet gå fra mund til mund. Så løb de allesammen, også bagtroppen, og man piskede på lastdyrene og hestene. Da så alle var kommet op på toppen, omfavnede de grædende hinanden..."
Lærdom for ledere
Xenofon vendte ikke hjem til Attika med det samme, men blev i Lilleasien som lejesoldat på Spartas side. Få år efter var han som officer for kong Agesilaos af Sparta med til at besejre athenerne og thebanerne i slaget ved Koronea, hvad der medførte forvisning ved dom fra Athen. Spartanerne derimod skænkede ham til tak godset Scillus nær Olympia - skildret i en indtagende passage i 5. bog af Anabasis - og det var på dette sted, han i tiden fra ca. 390 til 370 skrev sine historiske, politiske, landøkonomiske og hippologiske værker. Siden blev forvisningen ophævet, og sine sidste år tilbragte forfatteren ved Korinth, hvor han må være død efter 355 f.Kr.
Af særlig charme inden for hans modne produktion er det lille skrift om ridekunst, hvor Xenofon atter viser sig som en handlingens mand: praktisk, fornuftig, konkret. Han giver råd om valg og køb af hest, om dressur og staldindretning, om strigling og tilpasning af bidsel. Hvor talen specielt er om heste med voldsomt temperament, trækker han tydeligvis på egne erfaringer, både som hærfører og rytter. For hidsighed hos hesten kan sidestilles med menneskets vrede. "Et menneske undgår man bedst at fortørne ved ikke at sige eller gøre noget, som vedkommende finder ubehageligt; nøjagtig således forholder det sig også med en hidsig hest. Den rytter, som ikke gør den fortræd, gør den heller ikke fortørnet." Gad vidst om ikke der tillige vil være råd at hente hos Xenofon for vore dages ledere i politik og erhvervsliv.
*Xenofons 'Anabasis', omsat til dansk af Karl Hude, blev udgivet 1929 af Selskabet til historiske Kildeskrifters Oversættelse, som også udsendte hans 'Græske Historie' i 2 bind (1902-37) oversat af M. Cl. Gertz og Fr. Weilbach. Et udvalg af værket med græsk-dansk paralleltekst ved Bodil Due, er i 1995 besørget i trykken af Aarhus Universitetsforlag, som også (1989) har udgivet den lille kærlighedshistorie, der findes i Kyrupædien: 'Panthea og Abradatas'. Skriftet om husførelse på landet, 'Oikonomikos', kom blandt Klassikerforeningens Kildehæfter, oversat af Signe Isager, i 1986. 'Om Ridekunsten' udkom på Chr. Erichsens Forlag i 1968, oversat fra tysk af O. Stenkov. Xenofons 'Memorabilier', erindringer om Sokrates, udsendes om kort tid på Odense Universitetsforlag, oversat af Henrik Nisbeth
