Læsetid: 6 min.

Nyt serbisk valgdrama

10. december 1997

Serbiens præsidentvalg afgjorde heller ikke denne gang hvem, der skal være Milosevics efterfølger. Og i den bosnisk-serbiske republik er den parlamen-tariske situation stadig uafklaret

Man har en fornemmelse af, at man har oplevet det hele før: Et serbisk præsidentvalg, hvor den tidligere præsident, Slobodan Milosevic, der nu er Forbundsrepublikken Jugoslaviens præsident, agerer per stedfortræder, og hvor de tre udfordrere, der ville have en chance, hvis de kunne samarbejde, står for hver sin politik: De radikales leder Vojislav Seselj vil føre en aggressiv højrepolitik; Vuk Draskovic fra den Serbiske Fornyelsesbevægelse står for en nationalkonservativ traditionalisme, og Zoran Djindjic fra de Liberale står for en libera-
listisk nationalisme - og boykotter i øvrigt valget.
Milosevics stand-in er denne gang udenrigsminister Milan Milutinovic. Han kan ikke just betegnes som en due, og har samtidig noget mere profil end forgængeren, socialistpartiets præsidentkandidat, Zoran Lilic. Denne stod som forbundspræsident helt i skyggen af Slobodan Milosevic og formåede aldrig at markere sig. Milutinovic har været mere markant, især udadtil. Om det er nok til at sikre ham valget i anden valgrunde over Seselj er et åbent spørgsmål.

Nogle mener, at Slobodan Milosevic spekulerer i, at det skal gå på samme måde ved det andet præsidentvalg som det gjorde ved det første: det vil sige at det - hvis Seselj vinder - viser sig, at valgprocenten ikke nåede op over 50 procent, hvorefter valget må annulleres. Derefter kan den socialistiske parlamentsformand fortsætte som provisorisk præsident for Serbien.
Dog vil Milosevic have en sikrere position, hvis det denne gang lykkes ham at få placeret "sin" mand fast på den serbiske præsidentpost. Selvom man naturligvis i serbisk politik aldrig kan være sikker på, om man i længden kan stole på sine protegéer. Milosevic har i den henseende rige erfaringer - dels fra det åbne brud med Milan Panic i 1992 og dels fra bruddet med Biljana Plavsic i 1997, som i begge tilfælde skyldtes, at de pågældende politikere blev trætte af at rette sig efter Milosevics politik.
Hvis det lykkes Milutinovic også at vinde i den forestående anden valg-omgang den 21. december, vil det nok snarere skyldes vælgerfrygt for en Seselj-sejr end stor sympati for Milutinovic.
At stemme på Seselj har hidtil været populært hos de mange, som er frustrerede over den politiske stagnation og økonomiske nød i Serbien. Men efter at Seselj er blevet en reel mulighed som serbisk præsident, virker han faretruende på de serbere, som nok påvirkes af hans appel til nationalstoltheden hos det ydmygede folk, men ikke tror på realismen i den fornyelse han forkynder, og frygter den øgede isolation fra omverdenen, som vil være et sandsynligt resultat af hans sejr.
Mange vil spørge sig selv, hvordan Seselj i praksis vil løse Kosovo-problemet på fem dage, som han har erklæret, - i det mindste uden at tage ekstremt voldelige midler i brug.
Og her er vi så ved det dilemma, der præger Serbien på syttende år.
Det var spændingen mellem det albanske flertal og det serbiske mindretal i den selvstyrende provins i det sydlige Serbien, som skabte forudsætningen for, at en serbisk nationalbevægelse kunne bringe Slobodan Milosevic til magten i Beograd i anden halvdel af 1980'erne. En nationalbevægelse som virkede som en stimulans for andre, modsatrettede nationalbevægelser, og dermed blev en af hovedårsagerne til Jugoslaviens opløsning og krigene i Kroatien og Bosnien-Hercegovina i 1990'erne.

Disse krige har forhåbentlig fundet deres afslutning ved Dayton-aftalen fra november-december 1995. Men aftalen er reelt gået uden om Kosovo-problematikken, som har været fastlåst lige siden Milosevic fik det serbiske parlament til at ophæve provinsens selvstyre i 1989.
Flertallet af albanernes reaktion var at nægte at acceptere Kosovo som en fortsat del af Serbien, boykotte de officielle valg og afholde deres egne, hvorefter de har bygget et parallelt samfund op med Ibrahim Rugova som præsident. Hidtil har albanerne i Kosovo afholdt sig fra væbnet opstand mod det serbiske politi og militær, men Rugova har fastholdt et absolut krav om fuld selvstændighed for Kosovo - hvilket er uantageligt for den serbiske side.
Rugovas linie er dog blevet kritiseret af en anden albansk leder, menneskeretsforkæmperen Adem Demaci, som hellere ser et reelt selvstyre inden for rammerne af Jugoslavien end en fortsættelse af den nuværende situation. Samtidig går han dog ind for en skærpelse af den aktuelle konfrontation med Serbien.
Så det er ikke kun serberne, der er uenige om, hvor barsk en politik de skal føre i Kosovo-spørgsmålet - også hos albanerne er der uenighed. Og den stigende utilfredshed hos den albanske befolkning kan ligeså vel som en radikal serbisk politik føre til, at krudttønden Kosovo eksploderer.
I en sådan situation kunne man ønske, at den åbning, Demaci repræsenterer fra albansk side, blev udnyttet til at sætte gang i en dialog, måske endda en fredsproces, som kunne føre til albansk selvstyre inden for Forbundsrepublikken Jugoslaviens rammer.
Og det er et initiativ, man ville se på med sympati i udlandet. Men ingen serbisk præsidentkandidat synes at kunne vinde et valg med den dagsorden her og nu. Det var faktisk, hvad Milan Panic forsøgte i december 1992, da han stillede op mod Milosevic - og tabte.

Så er der trods alt mere bevægelse i bosnisk-serbisk politik. Der blev i november afholdt parlamentsvalg i Republika Srpska, som en kompromisforanstaltning efter at præsident Biljana Plavsic i sommer opløste parlamentet og dette til gengæld forsøgte at få præsidenten afsat. Resultatet blev ikke det, udlandet håbede på - nemlig en klar sejr til Radovan Karadzics tidligere protegé og nuværende fjende, Biljana Plavsic. Og heller ikke Karadzics tilhængere har vundet nogen klar sejr. De fik godt nok 24 mandater af 83 mulige, og deres parti SDS blev derved det største enkeltparti. Men både det ultranationalistiske Radikale Parti i Srpska, der har Seselj som reel leder, og Plavsics nye parti har fået hver 15 mandater. Det sidste serbiske parti, der har nogen styrke, er det socialdemokratiske, som har fået ni mandater. Men herudover er hele 16 mandater tilfaldet en koalition af partier fra den bosniske fødera-
tion under ledelse af politikere fra SDA, den bosniske præsident Alija Izetbegovics parti.
Socialdemokraterne har hidtil erklæret sig som støtter til Plavsic, hvilket bringer hendes styrke op på linie med SDS. Men dette parti forsøger naturligvis at bevæge i det mindste nogle af socialdemokraterne til at svinge over til SDS.
De radikale vil formentlig deltage i fronten mod Plavsic, vis drejning mod vesten de har taget stærkt afstand fra. Plavsic vil derfor være afhængig af koalitionens 16 mandater, hvis hun skal gøre sig håb om at erobre flertallet i det nye parlament.

Vi står her over for en konstituerings-gyser, som nærmest kan sammenlignes med kampen om amtsborgmesterposten i Viborg eller borgmesterposterne i København. Og hvor det i sidste ende kan blive et enkelt mandat der afgør, om forsøget på at ændre det politiske billede i Republika Srpska via valg-urnerne vil lykkes eller slå fejl.
Uanset udfaldet kan man forestille sig det fremtidige arbejdsklima i det nye Srpska-parlament - det vil blive barskere end i nogen dansk kommunalbestyrelse.
Men der står sandelig også meget på spil for den hårdt prøvede befolkning både i Serbien og i Srpska. Politikken domineres stadig af mere eller mindre udprægede hardlinere. Og endnu engang viser den gamle overlever Milosevics styrke sig først og fremmest i u-enigheden mellem hans fjender. Den eufori, der greb mange i ind- og udland under de store demonstrationer i Serbien for et år siden, er væk. Det mest lovende, der set med udlandets øjne er sket, har været den åbning i bosnisk-serbisk politik, Biljana Plavsics frafald fra Karadziclinien repræsenterede.
Men også her bliver der højst tale om en halv succes. Der er stadig langt igen, før situationen for serberne i Jugoslavien og Bosnien kan blive afgørende forbedret. Og truslen om en ny krig i området er på ingen måde forsvundet.
Der er derfor stadig god brug for den internationale militære og civile tilstedeværelse i Bosnien.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu