Det er nødvendigt at inddrage den sanselige natur i miljøreguleringen
FEEDBACK
Jesper Hoffmeyer (JH) og Claus Heinberg (CH) fører i Feedback (10. og 17. november) en diskussion omkring, hvilke kriterier der skal være afgørende for vores natursyn og dermed, hvilken rolle naturvidenskaben skal spille i forvaltningen af natur og miljø. Spørgsmålet drejer sig om hvilken vægtning af en naturvidenskabelig eller sanselig naturforståelse, der skal ligge til grund for forvaltningen.
Med andre ord, en forlængelse af diskussionen om hvorvidt tumperne skal redde verden, når de kloge nu ikke kan eller vil?
JH's synspunkt ligger i forlængelse af den aktuelle debat og kritik af naturvidenskabens evne og legitimitet til evaluering af miljørelaterede problemstillinger. Denne kritik er særligt tydelig i Ulrich Beck's bog Risikosamfundet.
Naturvidenskaben er ifølge Beck inhabil og historisk uegnet til evaluering og løsning af miljøproblemer. Den har som formål at producere viden, der kan indgå i opbygning af teknologier, der igen fremkalder miljøproblemer. Det er med andre ord som at sætte ulve til at passe gæs.
Derfor skal andre parametre, ifølge Beck, i højere grad inddrages i beslutningsprocessen. Disse parametre kan være borgernes sanselige forståelse af naturen, som JH refererer til, samt deres naturvidenskabeligt set irrationelle bekymring.
Kritikken mod naturvidenskaben i den internationale risikodebat retter sig især mod det herskende normalvidenskabelige paradigme, som ikke er tolerant overfor videnskabelig tvetydighed, usikkerhed og uvidenhed. Disse fænomener skal netop belyses og løses ved en videnskabelig forskningsproces. Er dette ikke muligt, må teorierne og teserne forkastes som uvidenskabelige.
Problemet på miljø- og risikoområdet er, at disse områder netop er behæftet med stor kompleksitet og deraf følgende naturvidenskabelig tvetydighed, usikkerhed og uvidenhed. Dette er især tilfældet på det økologiske område.
Økologien er lavvidenskabelig, derfor benyttes den ikke, og er heller ikke anvendelig i det miljøreguleringsparadigme, der hersker i dag, hvor tvivlen ikke kommer miljøet til gode.
Økologiens rolle
Løsningen på dette skisma er: en revision af internationale aftaler på miljøområdet, en ændring af de juridiske krav til dokumentationen af miljøproblemer, konsekvent indførelse af et reelt og eksplicit forsigtighedsprincip i miljøadministrationen, øget borgerinddragelse og demokrati i beslutningsprocesserne, samt endeligt et paradigmeskifte indenfor miljøforskningen, der tillader og stimulerer en aktiv brug af økologi og økologisk forståelse i miljøreguleringen.
Naturvidenskabens og økologiens rolle i miljøreguleringen er afhængig af et paradigmeskifte inden for naturvidenskaben. Skiftet skal gå i retning mod et post-normalvidenskabeligt paradigme. I dette paradigme er uvidenhed og usikkerhed ikke tabu.
Dette er centralt i forhold til vores forståelse af naturen og miljøet samt den deraf følgende administration.
Vi skal have/kræve en økologisk miljøregulering. Det er nødvendigt, hvis vi skal have ikke blot en bæredygtig fremtid men en fremtid i det hele taget. Implementeringen af forsigtighedsprincippet er sådan set en begmand til 'de kloge' - de kan ikke producere de ønskede resultater til den ønskede tid og derfor beslutter samfundet ('tumperne'?) sig for noget alligevel.
'De kloge' bør komme ned fra deres elfenbenstårn og forholde sig pragmatisk og realistisk til deres kulturskabte fænomen, som naturvidenskaben er. Med andre ord droppe troen på, at man kan udlæse objektive sandheder om en multikompleks økologi, men i stedet erkende og indlæse resultaterne i den samfundsmæssige og historiske kontekst.
Forkortet af red.
Hans Andersen er stud.tehn. soc.
