Læsetid: 5 min.

Økonomisk krise - kan det ske igen?

31. december 1997

Bagklogskaben trives i bedste velgående, men realiteten er, at den økonomiske krise i Sydøstasien kom bag på IMF

En verdensomspændende økonomisk krise - sådan som vi oplevede det i 1930'erne - kunne det ske igen?
Et spørgsmål, der naturligvis ikke kan stilles officielt, for her går det jo som altid "ufattelig godt", når finansministrene udtaler sig. I hvert fald indtil sammenbruddet er indtruffet. Men ude for TV-kameraernes spotlights, i magtens korridorer hviskes spørgsmålet alligevel oftere og oftere: "Hvad nu hvis?"
I kølvandet på det økonomiske sammenbrud i Sydøstasien er de internationale organisationer og finanspressen faldet over hinanden for med størst mulig overskrift, at proklamere "hvad sagde vi!".
Ja, hvad sagde de egentlig om den nært forestående krise i de nu noget ramponerede sydøstasiatiske tigerøkonomier? Det kan sammenfattes i én sætning: Så godt som ingenting!
De bjæffede med på omkvædet om, at her går det ufattelig godt. Men bagklogskaben trives i bedste velgående - politikere så vel som lederskribenter må være taknemmelige for læsernes dårlige hukommelse.
Det har således været underholdende at læse Jeffrey Sachs (professor i økonomi ved Harvard University) gennemgang af Den internationale Valutafonds (IMF) rapporter om de sydøstasiatiske lande fra det forgangne år. Helt frem til juli måned var der ikke antydning af, at disse lande stod på randen af afgrunden - endsige at de om få måneder ville styrte i afgrunden. Nej her åndede fred og ingen fare på trods af voldsomme betalingsbalanceunderskud og valutaer, der var bundet til den amerikanske dollar, der steg og steg igennem året.
Da krisen brød ud, blev IMF
hidkaldt - ikke på grund af deres store økonomiske indsigt, men for at formidle ganske betydelige lån til de betrængte økonomier - eller hvis sandheden skal frem, vel snarere til de betrængte udenlandske kreditorer, som havde fået deres penge i klemme i de kollapsede finans- og industrikonglomerater.
Og hermed falder mindst en af brikkerne på plads til forklaring af, hvorfor forudsigelserne fra de officielle institutioner ofte er af så ringe kvalitet. (Hvis der er en og anden læser, der i sit stille sind tænker "Færøerne", skal jeg ikke fortænke vedkommende heri - IMF-økonomernes rapport tilbage i 1993 havde en del lighedpunkter).

Når bekymringen for Sydøstasien pludselig nåede de vestlige massemediers overskrifter, var det jo i første omgang fordi det havde betydning for de amerikanske (og i noget mindre grad) de europæiske pensionsformuer. Et fald i det thailandske aktieindeks på 80 procent målt i dollars ville jo kunne ses i pensionskassernes regnskaber. Men endnu vigtigere for disse pensionskassebestyrere er den mulige afsmittende effekt til det amerikanske aktiemarked og derpå videre til Europa.
Og også her gælder det, at de fleste økonomer ikke aner deres levende råd. De har igennem 1997 været vidner til massive aktiekursstigninger både i USA og Europa, som ingen havde drømt om for ét år siden. Kan det fortsætte? Og hvor længe?
Ingen ved det, men udviklingen i Sydøstasien kan være vindpustet, der får det finansielle korthus til at ramle sammen. Med globaliseringen af kapitalmarkederne er katten sluppet løs - på godt og ondt, som den amerikanske finansmand George Soros til overmål har demonstreret. Hans finansielle ressourcer er så store, at han aktivt bidrog til at knække valutakursen på den malaysiske ringgit. Det blev han ikke takket for af den malaysiske regering - snarere tværtimod. Men om et par år, når den malaysiske økonomi er kommet på fode og har fået nedbragt betalingsbalanceunderskuddet, får piben måske en anden lyd; for intet land kan jo i en længere periode overbevise de internationale kapitalmarkeder om, at det år efter år kan have et underskud over for udlandet på mere end 5 procent af BNP.
Den negative side af den øgede globalisering er, ifølge George Soros, kapitalmarkedernes iboende og stigende ustabilitet. Det er en komplet fejltagelse at antage, at de finansielle markeder af sig selv kan søge mod - endsige etablere - en ligevægt. I boom-perioder søger pengene væk fra de finansielle centre og ud til vækstområderne, som vi har set i Sydøstasien (og nu senest i Central- og Østeuropa), men så snart der opstår usikkerhed, stikker finanskapitalen halen mellem benene, og flygter som en anden flok får hjem til folden.
Når det globale finansielle korthus trods alt endnu holder sig oprejst, så skyldes det bestemt ikke de internationale organisationer, men derimod ifølge Soros, først og fremmest de amerikanske pengepolitiske myndigheders forståelse af og ansvar for det finansielle systems funktion - navnlig i akutte situationer. Det var om nogen den amerikanske centralbankdirektør Alan Greenspans fortjeneste, at de vestlige aktiemarkeder kom helskindede igennem krisen i 1987.

Selvom omsætningen på de finansielle markeder er vokset næsten eksplosivt igennem de mellemliggende 10 år, er der ikke grundlag for at hævde, at verdensøkonomien som sådan er blevet mere sårbar over for et eventuelt finansielt kollaps.
En mindre del af den samlede realøkonomiske aktivitet er nemlig direkte under påvirkning af de finansielle markeder, hvis vel at mærke den økonomiske politik bliver afpasset efter de realøkonomiske forhold. Hvis derimod den finansielle krise får lov til at smitte af på realøkonomien gennem en drastisk forhøjelse af renten og nedskæringer på de offentlige budgetter, risikerer krisen at sprede sig til den reale del af økonomien. Den økonomiske politik er med andre ord helt afgørende for forløbet.
Er så det, som vi er vidner til i Sydøstasien, starten på et globalt økonomisk ragnarok?
Dette spørgsmål kan ikke besvares af økonomer, i hvert fald ikke alene. De må have støtte fra deres kolleger, politologerne. Men det er nok mere end tvivlsomt, hvor meget 'moderne' makroteori overhovedet kan bidrage med, i og med den har som en af sine grundlæggende antagelser, at markedskræfterne er ligevægtskabende - også på de finansielle markeder.
Det er derfor næppe alene for at spare penge, at for eksempel en række amerikanske multinationale firmaer simpelthen har lukket deres økonomiske afdelinger, men nok snarere et udtryk for en stigende erkendelse af, at økonomer er bedst til at forklare, hvorfor det gik, som det gik.
Eller som Keynes skrev allerede i 1923: "Økonomer stiller sig en for let og nytteløs opgave, hvis de, mens uvejret raser, kun kan fortælle os, at når stormen er vel overstået, så vil havet blive roligt igen."

Det er dog vigtigt ikke at overdrive lighedspunkterne mellem dagens finansielle cirkus og situationen i mellemkrigstiden.
Sammenbruddet i begyndelsen af 1930'erne havde nemlig et helt andet udgangspunkt. Dengang startede det med et prismæssigt styrtdyk på markederne for rå- og landbrugsvarer, der tvang en række af de mindre industrialiserede lande i knæ, og som også ramte de vestlige økonomier relativt hårdt (landbrugs- og råvareproduktionen udgjorde dengang omkring en tredjedel af den samlede bruttofaktorindkomst).
Hertil kommer, at handelssamkvemmet med Sydøstasien for EU-landene er særdeles beskedent. Nej, uvejret bryder først løs i Europa, når Mr. Soros tager fat om de håbløst overvurderede central- og østeuropæiske valutaer.
Det kan til gengæld ske allerede i 1998.

*Jesper Jespersen er professor i økonomi ved Roskilde Universitetscenter (RUC).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu