6. december 1997

Guld fra fangerne i de nazistiske koncentrationslejre blev via kollaboratører afsat på markedet i neutrale lande - især Schweiz

Fra sommeren 1942 leverer koncentrationslejrene deres grufulde bidrag til nazisternes krigsførelse: guldtænder, guldbriller, vielsesringe, armringe, urkæder...
Ifølge udtalelser fra folk, der var beskæftiget med at trække tænder ud i Treblinka, bliver der hver uge afsendt to sække med 8-10 kg guld fra lejren.
Reichsführer Heinrich Himmler følger arbejdet med indsamlingen af guld på nært hold. F.eks. spørger han i slutningen af juni 1944 ledelsen af koncentrationslejren Birkenwald, hvor meget guld der er til rådighed her.
Som svar får han en telex med en makaber liste: nogle medaljer af guld, et urvedhæng og seks kæder, foruden armringe og "løsdele", i alt 4,399 kg. Himmler beordrer tre kg overført til den tyske nationalbank, Reichsbank, mens resten skal bruges til "bestikkelse og indhentning af informationer".
I Auschwitz blev guldtænderne trukket ud, så snart ofrene var blevet gasset, og inden ligene blev brændt i krematorieovnene. Dette arbejde blev udført af tandlæger fra en Sonderkommando (en specialenhed, som også omfattede fanger); de blev i lejrens jargon kaldt Goldarbeiter.
Når guldet var blevet smeltet om til barrer, blev det straks sendt med eskorte til Oranienburg i nærheden af Berlin, hvor et SS-kontor, som beskæftigede sig med administration af værdier, havde til huse. Herfra blev det - eller i hvert fald en stor del af det - overført til Reichsbank.

Es ist schon fertig
Den polske jøde Shlama Dragon, som mirakuløst overlevede opholdet i Auschwitz, hvor han var medlem af en Sonderkommando, fortæller:
"Når lejrens læge, Joseph Mengele, havde konstateret, at personerne var døde, sagde han: 'Es ist schon fertig'. En SS-mand åbnede døren til gaskamrene, og vi bar ligene ud, udstyret med masker. I en korridor klippede frisører deres hår af, i et andet lokale fjernede tandlæger tænderne."
Det Tredje Riges centralbank modtog guld og penge fra både jøder og andre modstandere af regimet. Smykker med et ringe guldindhold samt ædelsten blev via "kollaboratører" afsat på markedet i neutrale lande - især Schweiz. Guld af bedre kvalitet blev smeltet om til barrer.
I Eizenstat-rapporten - som har navn efter den amerikanske viceudenrigsminister Stuart Eizenstat og blev offentliggjort i 1996 - hedder det:
"I hvert fald en del af det guld, som blev solgt til udlandet, blev fjernet fra koncentrationslejrfanger og andre civile ofre."
Da soldater fra den amerikanske 9. infanteridivision går ind i Tyskland i foråret 1945, beslaglægger de 100 ton guldbarrer, som nazisterne har skjult i saltminer. Desuden finder de sække fulde af tandkroner, ure og smykker.

Tandkroner til guldbarrer
Et telegram fra den amerikanske ambassade i Paris i begyndelsen af 1946 informerer udenrigsministeriet i Washington om, at 8.307 guldbarrer "måske er blevet smeltet om fra tandkroner, som er blevet fjernet fra lig".
Der er forslag fremme om at få analysere det guld, som Schweiz skal aflevere i henhold til en aftale med Washington, så man kan konstatere, hvor meget der oprindeligt tilhørte europæiske centralbanker og hvor meget der stammer fra Holocaust-ofre. Men forslaget afvises.
"Vi ved ikke, om det er muligt at afgøre, om dette guld stammer fra tænder, smykker eller andre kilder," forklarer den amerikanske diplomat Seymour Rubin (selv af jødisk oprindelse), som deltog i forhandlingerne med Schweiz i 1945-46, i et interview med Los Angeles Times.
I dag konstaterer Eizenstat-rapporten: "Der findes uigendrivelige beviser for, at Reichsbank systematisk modtog guld, der var stjålet fra civile og lejrfanger. Det blev sorteret, solgt, deponeret eller omsmeltet til barrer, som derefter indgik i bankens reservebeholdning sammen med det guld, der blev stjålet andre steder i Europa."
Reichsbanks arkivmateriale vedrørende naziguldet fra lejrene er på mystisk vis forsvundet. I begyndelsen af 1997 opdagede den tyske historiker Hersch Fischler, som har studeret forbundsarkiverne i Koblenz, at amerikanerne i 1948 overførte disse arkiver - i alt 25 mapper - til Bank Deutscher Länder (forløberen for Bundesbank). Men i dag hævder Bundesbank, som har til huse i samme bygning, at man ikke kender noget til de pågældende dokumenter.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu