Læsetid: 3 min.

Oldingen og klaverløven

6. december 1997

Dirigenten Kurt Sanderling i kærligt favntag med kvindelig klaverløve og velspillende orkester

KONCERT
Dirigenterne Kurt Sanderling og Gennadij Rosjdestvenskij har det til fælles, at de lader musikken være i fred. Og de lader i en vis forstand også musikerne være i fred. Forstået på den måde, at de ikke aser, maser og lider
Sturm und Drang-agtigt som en Heinrich Schiff.
Oldingen Sanderling stod foran Radiosymfoniorkestret torsdag aften. Den 85-årige dirigent har siden sit 18. år været med til at forme musikken i de toneangivende europæiske orkestre.
Sanderlings jævnaldrende og lidt yngre kolleger er faldet. Nu står han tilbage, mild i udtrykket, kærlig i sine henvendelser. Et lille vink er nok til musikerne, de kan jo godt selv. Undertiden havde man næsten fornemmelse af, at Sanderling stod af og nød musikken fra sidelinien.
Rosjdestvenskij gjorde det engang ved Huddersfield fe-stivalen i England. Stod af og nød musikken. Jeg så det selv. Gubaidulina og Schnittke sad nede i salen. Sidstnævnte var lige kommet sig over en af de livstruende sygdomme. Rosjdestvenskij gik ned til dem og lod orkestret spille. Pludselig sad alle musikere ude på stolekanten og et intenst nærvær opstod, musikken blev formet fra sekund til sekund. Nu, nu, nu. De gjorde det selv, musikerne. Rosjdestvenskij smilede. Måske han og Schnittke sansede det Cage sagde ligeud:
"Jeg er ikke interesseret i min kunst, jeg er interesseret i at være i live."

Sanderlings forte dolce
Sanderling har en lignende hengivenhed til musikken og han har en tro på at musikerne selv kan forme den uden førstehjælp. Hvorfor skal man være gammel for at turde tro på, at musikken og musikerne selv kan skabe og forme?
Beethoven er i Sanderlings hænder et eventyr. Opført med Radiosymfoniorkestret uden sikkerhedsnet i form af partitur. Blot pind og krop. Al musik burde opføres uden noder. Musikkens sjæl sidder inde bag fem tremmer og råber om hjælp. Sanderling åbnede i de lykkeligste øjeblikke for tremmerne og frigjorde musikken for snærende bindinger. Så blev Beethoven et eventyr.
Der stod vist 2. Symfoni på programmet. Et tidligt værk af Beethoven, som måske skal realiseres på en bestemt måde og tænkes ind en bestemt sammenhæng. Interesserer mig ikke. Jeg nyder det kammermusikalske foredrag. Sanderling vil ikke have hamrende styrke og bulder i slagtøj. Hans dynamiske formfornemmelse byder ham et forte dolce. Og stadig kan alle instrumentgrupper hø-res. Intet mudder i klangen, selv de to trompeter behersker sig denne aften.

Leo Leonskaja
Før pausen spillede Sanderling Brahms med Elisabeth Leonskaja ved pianofortet. Koncert for klaver og orkester nr. 2, opus 83 fra 1881.
De skulle prøve at gå til en Torsdagskoncert og se de gode pianisters hænder bevæge sig. Det er simpelt hen en oplevelse. Ligesom man aldrig kan blive træt af en perfekt anslået akkord fra et Steinway-flygel, kan man aldrig få nok af fremragende pianisters måde at bevæge hænder og fingre på.
Leonskajas spil er en fryd for øjet og heldigvis også for øret. Man sanser spillet og prøver at overhøre hornene i baggrunden. Måske hornene havde glemt intonationen i øvelokalet. Væk var den i hvert fald. Også for nogle af træblæserne.
Brahms' klavermusik kræver sin mand. Leonskaja ligner en mand og spiller som en klaverløve. Hun gjorde det godt sammen med Sanderling, ingen tvivl om det. Men det er fortolkningen af Beethoven som står tilbage i hukommelsen som en betagende smuk oplevelse.

*Torsdagskoncert med Ra-diosymfoniorkestret under Kurt Sanderling. Solist: Elisabeth Leonskaja. Brahms' Klaverkoncert nr. 2 og Beethovens 2. Symfoni

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu