Læsetid: 5 min.

Olie, frølår, apartheid og rødgrød

8. december 1997

Sådan lyder de umiddelbare associationer til den VM-menu, der bragte Saudi Arabien, Sydafrika, Frankrig og Danmark sammen. Bare man vidste hvorfor og hvordan

HESSELAGERS HJØRNE
"Hvad nu!?!" protesterer hun, da den trofaste ven Philipsen på 24 tommer bliver rullet hen foran spisebordet med kæmperejerne. Hun frygtede endnu en vigtig håndbold-kamp.
"Der er lodtrækning til VM i fodbold, det er hamrende vigtigt," forsøgte jeg, velvidende, at det var nyttesløst.
"Først trak de lod én gang. Så vandt Danmark. Og nu trækker de lod igen. Hvor længe skal det blive ved?"
Og hun har ret. Selv vi, der bevæger os hjemmevant i fodboldens åndelige indercirkel, ryster i al hemmelighed på hovedet engang imellem. Fordi det bliver ved og ved, og fordi vi er tilskuere til en iscenesættelse, vi ikke kan gennemskue, og dermed til grin. Også speakerne blev taget på sengen. I nogle sekunder var Danmark således i VM-gruppe med Japan - og så alligevel ikke ...
Danmark trak Saudi Arabien, Sydafrika og Frankrig. Og hvor sidstnævnte er en god bekendt af dansk fodbold - dansk sejr i de to seneste kampe - så er både Sydafrika og Saudi Arabien set med danske briller relativt anonyme hold.
Danmark besejrede Saudi Arabien i 1995 i King Fahd Cup i de to landes eneste møde. Saudierne er tre gange asiatisk mester, senest i 1996. Og præcis som Danmark er det Saudi Arabiens anden VM-slutrunde - og de slap pænt fra den første. VM i USA i 1994 gav holdet to fornemme skalpe i form af Belgien og Marokko, og et spinkelt nederlag til Holland, inden Sverige ekspederede holdet hjem i første kamp i mellemrunden.
Bag de fine resultater skjuler sig historien om en kaotisk fodboldstruktur. Holdet har skiftet træner otte gange i løbet af de seneste tre år. Også tyske Otto Pfister er just blevet fyret, efter at have sikret araberne ni sejre, tre uafgjorte og to nederlag i en VM-kvalifikation med målscoren 26-7. Rodet kan tilskrives, at fodbold er en ny sport i Saudi Arabien, hvor landsholdet først blev opfundet i 1976.

De sortes sport
Medierne har efter at Danmark og Sydafrika trak hinanden, fortalt en klassisk journalistisk sort/hvid (undskyld!) historie om et land, hvor sorte og hvide mødes i skøn forening omkring fodboldholdet.
Det holder ikke helt stik. I Sydafrika går de hvide fortrinsvis til kricket og rugby, mens de sorte er mere til fodbold. Øgenavnet for fodboldholdet Bafana Bafana står således for drengene drengene på Zulu-sprog. Efter apartheid-styrets fald forsøgte fodboldforbundet at omdøbe holdet til det mere samlende Rainbows Warriors (regnbue-krigerne) efter striberne i Sydafrikas flag. Det mislykkedes. Det sorte folks røst giver ikke uden videre slip på Bafana Bafana.
Sydafrika, der først i 1992 kom med i det gode selskab i sportens verden, vandt African Nations Cup i 1996. Glemt er af de fleste, at landets vej til titlen som afrikanske mestre blev lettet af, at de regerende mestre Nigeria i protest mod sikkerhedsreglerne blev væk.
Min ven gymnasielæreren overværede Sydafrikas åbningskamp i African Nations Cup i Johannesburg mod Cameroun, der ankom få timer før kampen, spillede som en pose nødder, og blev slået 3-0.
Hele rammen om kampen viser, at fodboldspillet stadig er en del af den politiske scene i landet. Inden kampen havde gymnasielæreren jævnfør sikkerhedsreglerne afleveret sit kamera. Da han efter opgøret ville hente det igen, slog det ham, at køen nu var så lang. Fotograferer de virkelig så meget?, funderede han. Men nej. Det var ikke Nikon'er 'drengene' skulle hente. Side om side med gymnasielærerens spejlrefleks lå en stribe håndvåben. Det var råt, husker han.
Det er på den baggrund, man skal forstå præsident Nelson Mandelas åbningsord før turneringen. "Det handler ikke først og fremmest om hvem der vinder," sagde han. "Det handler mere om at bringe de afrikanske folk tættere på hinanden." For én gangs skyld kunne den slags siges uden det lød som en floskel.
Nelson Mandela har altid brugt sporten som platform for sit anti-apartheidbudskab. Da Sydafrika i '95 på hjemmebanen overraskende besejrede New Zealand i VM-finalen i rugby, sagde han til anføreren, at denne næppe kunne forestille sig, hvor vigtig sejren var for Sydafrika og landets selvfølelse. Anføreren returnerede Mandelas ros med ordene:
"Og De ved ikke hvor vigtig De er for Sydafrika."
Mandela vil sandsynligvis være tilskuer i Frankrig.
En af profilerne på Sydafrikas hold er den offensive midterforsvarer Mark Fish. Når han har bolden, hylder de sorte tilskuere ham med tilråbet fiiiiiiiiissshhhhhh. Mark Fish har tidligere spillet i italienske Lazio, men optræder nu for Bolton Wanderers. Til Berlingske Tidende siger Fish, at han er godt tilfreds med at skulle møde Danmark. Hans overraskende prognose lyder:
"Umiddelbart vil folk jo nok pege på Danmark og Frankrig, som de to hold, der går videre, men skal jeg være helt ærlig, tror jeg faktisk mest på Danmark og Sydafrika."
Og lidt har Mark Fish at have optimismen i. Ganske vist har Frankrig i oktober hjemme besejret Sydafrika 2-1, men Sydafrika førte 1-0 indtil 15 minutter før tid. At franskmændene scorede to mål så sent, vidner omvendt om Sydafrikas store problem: Manglende disciplin i forsvarspillet, og ringe erfaring med europæiske modstandere.
Trods både Sydafrikas og Saudi Arabiens kvaliteter, ligner det danske sejre. Alligevel bliver slutkampen mod Frankrig yderst vigtig. To'eren i Danmarks gruppe møder formentlig - Spanien. Og som den spanske sportsavis Marca allerede har slået fast inden dette mulige møde: "Danmark vinder vi altid over. Det bliver ikke noget problem."

Hvad nu!
18. januar skal der trækkes lod til kvalifikationen til EM i Belgien/Holland i år 2000. Blandt de otte seedede hold er Jugoslavien, Rusland, Norge og Skotland. Men ikke Danmark, der ligger foran ovennævnte hold på fodboldens verdensrangliste. Her skal ikke antydes, at nogen snyder. Overhovedet ikke. Men det ville være rart med nogle gennemskuelige kriterier, der var kendt på forhånd.
Et enkelt eksempel, kan anskueliggøre miseren: Frankrig er seedet et'er i VM, men er ikke seedet til EM-kvalifikationen. Måske findes der er forklaring. Men den fortaber sig i fodboldbossernes arrogante non-formidling.
Tror pokker fruen hvæser: "Hvad nu?!?"

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu