Læsetid: 8 min.

At omgås danske klassikere

5. december 1997

Litteraturens byrde lettes ved forskning og udgivelser

KLASSIKERE
I sin fantasiroman Fodreise (1829) foretager H.C. Andersen undervejs mellem Holmens Kanal og Østpynten af Amager et tidsspring 300 år fremad ved på Københavns slot at træde ind gennem en plakat til 'Caleidoskopet' og opleve fortidens rum, hvor man bl.a. opfører gamle operaer. På visionens internet kan han som med windows åbne gallerier, der fx viser berømte danskere og også finde biblioteket. Dér hænger ved hver hylde et levende katalog, dvs. en stær eller papegøje, der kan opremse alle navnene på bøgerne.
"Ak! hvor faa var der ikke af den Masse, der nu oversvømmer os. Selv vore bedste Digteres Arbeider vare smeltede hen til udvalgte Samlinger. Saaledes var der af - - dog lad mig bare tie stille og ikke tale om hvilke Bøger der havde opnaaet en Udødelighed paa tre hundrede Aar."
Sin egen Fodreise kan han desværre ikke finde.
Litterære klassikere omgærdes med en vis respekt, men har også trange kår. De holder møde i bibliotekernes magasiner, hvor de sjældent bliver forstyrret. Når de enkeltvis hentes frem, bliver deres krøllede bogstaver rettet ud, ja, nogle gange mere end det, idet de normaliseres, så de falder lettere for øjet og på tungen. Og skal de ind i folkets skole, risikerer de også en afmagringskur.
I læseplanerne nyder de officiel anerkendelse, bortset fra det alvorlige knæk, litteraturlæsningen og sansen for historie fik med Dansk 1976, der gjorde faget i folkeskolen til øvelsesområde for kommunikation af hvad som helst og kun anbefalede digtning som udgangspunkt for emnearbejde. Senere planer har måttet rette op på den praksis, der blev resultatet. Det går kun langsomt, bl.a. fordi læreruddannelsen og det afsete timetal slet ikke slår til.
Litteraturens byrde hedder en bog af Torben Weinreich og Lars Handesten, hvor dette regnebræt gøres op i en undersøgelse af, hvad der forekommer af litteraturhistorie og ældre digtning i folkeskolens undervisningsmaterialer. En klargørende analyse med en oversigt over litteraturhistoriens teori og praksis.
Der hersker almindelig enighed om den danske litterære arvefølge, om, hvilke bøger der tilhører glemselens bibliotek, og hvilke papegøjen kan opremse. Selv de, der blærer sig med at udarbejde en personlig kánon, kommer sjældent uden for konsensus, med mindre de gør det for som orakler at være smarte eller politiske. Både forskere, forlæggere og litterære selskaber gør, hvad de kan for at tørre støvet af de kendte og mindre kendte klassiske værker og holde liv i storhederne, gøre dem appetitlige og vedkommende. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab (DSL) er et fyrtårn i så henseende. Og gymnasielærerne slider i det, nogle med at udbedre hullerne i deres egen uddannelse, alle med at finde midler til at aktualisere fortiden. At kapere den på dens egne betingelser er adskilligt mere krævende.

H. C. Andersen
Det går fint med den evige Andersen. Han kan aflyttes og læses på alle niveauer, ikke mindst når hans egen livshistorie kobles på. Det er endda ekstremt svært at læse hans værker, som de er i sig selv, uden at få digteren med. Uopslidelig er den mærkelige mand, der bliver sprællevende i hver af prismens facetter: Nu fx set i kvindernes lys, som Bente Kjølbye gør det i sin bog om H.C. Andersen og veninderne, i øvrigt et stykke usædvanlig smukt boghåndværk, der understreger fornøjelsen ved denne vandring gennem en allé af beundrende kvinder. De gjorde ham paradoksalt nok kvindeløs ved at forvandle hans lettændte erotiske gnist til venskabets roligere lys. Det var ham både til pine og til lettelse. Og til digterisk inspiration.
Generøs var han med levnedsskildringer, med omfattende dagbøger og breve, altsammen efterhånden trykt og til megen glæde for dem, der som nu Bente Kjølbye kan kreere nye mosaikbilleder i en levende beretning, der viser hans egensind, særheder og nervøse charme. Der var hele fire Henrietter, og der var Riborg Voigt med de brune øjne, nattergalen Jenny Lind og kollegaen Fredrika Bremer, ligeledes svensk. Kun halv svensk den mindre kendte Mathilda Barck med dådyrøjnene, og det forhold er næsten ikke til at bære - for eftertiden, for ham selv stak det måske ikke så dybt: Gnisten blev tændt, men han måtte naturligvis på en længere udenlandsrejse. Hendes varme kontaktbrev blev forsinket hele tre år undervejs. Da han modtog det, var hun i mellemtiden død, 22 år gammel, og Andersen tænkte nu kun på Jenny Lind.
Således fik han en række selvvalgte, trofaste slægtninge, viser Bente Kjølbye. Andersen var til gengæld skræmt ved tanken om sin kødelige søster, hvis elendighed kunne skandalisere ham.

Oehlenschläger
Oehlenschläger går ung og strunk gennem Søndermarken og sidder solidt i sin stol foran Det kongelige Teater på klassikervis, modtager laurbærkrans på sine mærkedage og er atter spillet til succes med Kjartan og Gudrun. Ellers er der blevet mere stille om digterkongen, hvis guldhorn og -korn eleverne stadig sjældnere snubler over i skolen.
Men rehabiliteringen er i gang. Et blandt flere tegn er den tidligere lektor i norsk ved Århus Universitet, Alvhild Dvergsdals afhandling om Oehlenschlägers tragediekunst, hvor hun nytolker skuespillene med polyfoni-begrebet som kompositionsmønster og derved modificerer den sejlivede opfattelse af digteren som naiv. Hvorom alting er, havde han evnen til at opfange tidens kulturelle og politiske impulser, snart også de fortrængte sider og den skjulte desperation. Afhandlingen indledes med en grundig analyse af det tidlige Sankt Hansaften-Spil med dets mange stemmer. Hun ser manden med perspektivkassen som stykkets samlende budskab og tydeliggjorte kunstnerbevidsthed. Spillets blandinger af romantisk natursværmeri og satire over borgerskabet har foranlediget mange ensidige udlægninger gennem tiden. Her er et godt samlende polyfont bud. Hun kunne være gået endnu videre i synspunktet, som det allerede er sket i artiklen om Sankt Hansaften-Spil i Guldalderens verden (1996). For når man distancerer sig yderligere fra de mange udsagn, går tvetydigheden igen over alt, også i perspektivkassen, der er halvvejs satirisk - for ikke at tale om den dybt ironiske slutning, der altid tages for gode varer. Det unge par, der frigør sig fra borgerskabets verden, indgår uden at ane det i et nyt metaforisk fængsel.
Forfatteren har ellers fin sans for Oehlenschlägers undertekster, som hendes nylæsning tydeliggør.
Begrebet klassiker er tit søgt nærmere defineret. Men ifølge sprogbrugen er det et rummeligt begreb, et anerkendende ord for en kunstner eller et værk fra før i tiden, selv om man også hører tale om en født klassiker, når nogen markskrigerisk tror på en debutant.
Ingen tvivl om, at flere af Johannes V. Jensens værker er klassikere. Kongens Fald, Himmerlandshistorierne, Digte 1906. Samt adskillige myter, små stykker, navnløse tekster, alle værd at erindre, så sandt som han selv var en erindringens mester. Hvem har mon skrevet mere nakkehårsrejsende, rygradskildrende intenst om barndommens verden i efteroplevelsens prisme end han i myten Ved Livets Bred"?
Det er Niels Birger Wamberg så god at erindre os om. Selv var Johannes V. Jensen for blufærdig til at skrive memoirer. Han lod til gengæld sin digtning gennemtrænge af den længselstone, der knyttede sig til tabet af barndommens verden, og den vendte han dog gang på gang tilbage til, åbenlyst eller sløret. Det har således været muligt for Wamberg, der jo er til stand til dristigt at trække vejret sammen med de digtere han elsker, at komponere en tematisk, fortløbende, så at sige mytisk levnedsskildring og erindringsbog med titlen Himmerlandsk musik.
Den er ikke tænkt som en antologi, men netop som en musikalsk collage, en suite i syv satser. Et jensensk Bayeux-tapet kalder udgiveren det også i sit snilde forord. Enkelte billedillustrationer er der da også. Trods et præcist notesystem er bogen ikke tænkt som et videnskabelig forsvarligt arrangement, men et lyd- og synsbillede af en personligt sanset verden og et sprogligt mirakel.
Der er en aldrig før kendt eufori til stede som tilbud til læseren i Johannes V. Jensen manipulationer med modersmålet, som man rettelig må kalde for et fadersmål til dyrlægens minde. Vi er her tæt på et næsten glemt moderne førnutids dansk, som kun de udvalgte digtere holder i live. Der er en egen rå og øm klassik i hans jyske blæst.

Klassikerserien
Det er ikke helt det samme i Johannes V. Jensens tidlige Amerikaromaner Madame D'Ora (1904) og Hjulet (1905), som nu er udgivet samlet af Det danske Sprog- og Litteraturselskab (DSL) ved Sven Hakon Rossel. De er i tidens løb blevet vurderet meget forskelligt, med fremhævelse af Hjulet på bekostning af den kulørte Madame d'Ora. Nu fremtræder de gennem Rossels grundige redegørelse i efterskriften som en velberegnet sammenhæng, et "antispiritualistisk og realistisk indlæg i Jensens kamp for at overvinde de selvanalytiske, romantiske sider i sin psyke." Ud over dette mere private motiv er bøgerne i hvert fald et spændende forsøg på omorientering af den traditionelle dannelsesrejse til Syden og en stillingtagen til den ny verden.
Med udgivelsen af det seneste og halvtredsindstyvende bind i serien af Danske klassikere, den hidtil yngste, Jacob Paludans roman fra 1925, Fugle omkring Fyret, fejrer DSL dette jubilæum ved at give det ellers ensartede layout en ansigtsløftning, bogstavelig talt, med et portrætfoto på omslaget af forfatteren med hornbriller og blød hat. En god, utraditionelt kort efterskrift af Henrik Oldenburg præsenterer forhistorie, forbilleder og temaer i den tids- og teknologikritiske roman om det store havnebyggeri på Vestkysten, der har en form for aktualitet i vor brobyggende samtid.
DLS har en egen idé om, hvad en klassiker er: et kendt eller mindre kendt værk af en kendt forfatter, et kendt eller ukendt værk af en ikke-kendt forfatter. Der er således relativt frit slag for en inspireret opfindsomhed - med værker af bl.a. Ernesto Dalgas, Vilhelm Bergsøe, Erik Skram, Mathilde Fibiger i selskab med alle de berømte. Til seriens mange dyder hører, at disse klassikere i pålidelige udgaver til stadighed skal være i omløb, og at de er billige.
Mange er således hentet ud af biblioteksmagasinerne, og den omtalte konsensus er trådt lidt over tæerne. Når man blader jubilæumskataloget igennem, forstår man, at det ikke er en helt almindelig stær eller papegøje, der remser titler op, men de skønsomme redaktører Esther Kielberg og Jørgen Hunosøe fra DSL.
Og de er så kloge, at de trods H. C. Andersens ironiske mismod har draget omsorg for, at hans Fodreise alligevel ikke savnes i fortegnelsen, der jo røber, hvor mangeartede vores gamle litteraturhistorier er.

*Torben Weinreich: Litteraturens byrde. 227 s. Roskilde Universitetsforlag
*Bente Kjølbye: H.C. Andersen og veninderne. 330 s. ill. 298 kr. Chr. Ejlers' forlag
*Alvhild Dvergsdal: Oehlenschlägers tragediekunst. 320 s. ill. 275 kr. Museum tusculanums forlag
*Himmerlandsk Musik. Erindringsmyter af Johannes V. Jensen. Ved Niels Birger Wamberg. 464 s. ill. 395 kr. Gyldendal
*Johannes V. Jensen: Madame d'Ora/Hjulet. 416 + 48 s. 180 kr. DSL/Borgen
*Jacob Paludan: Fugle omkring Fyret. 237 + 41 s. 140 kr. DSL/Borgen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her