Læsetid: 4 min.

Onde og gode cirkler

16. december 1997

En ny bog om Filminstituttets 25-årige virke dokumenterer med gysertal, hvordan dansk films biografpublikum år for år svinder ind

Det Danske Filminstituts jubilæumsbog på små 500 sider, Dansk film 1972-97, er et velredigeret, solidt oplysende murstensbind.
Men som de fleste festskrifter tæller det helst de lyse timer og forholder sig for det meste ukritisk indfølende og analyserende over de bedste film fra perioden. Det eneste afsnit, hvor der for alvor sniger sig en problematisering ind, er Frands Mortensens "Film skal ses - om film i danske biografer og dansk TV", der beskæftiger sig med publikums modtagelse af alle disse herlige frugter af Verdens bedste filmlov.

Publikums synsvinkel
Da seks personer fra den danske filmverden i sidste uge samledes i Filmhuset for at diskutere dansk film på grundlag af bogen, var det karakteristisk nok også Frands Mortensens artikel, der vakte størst debat. Og da især en enkelt passus:
"Det er almindeligt i debatten om dansk films fremtid at høre fra filminstruktører, at det er for svært at komme til at lave film i Danmark. Set fra biografgængernes, biograf-ejernes og filmudlejernes synsvinkel og ud fra et billetsalgssynspunkt kunne man vende sætningen om: er det svært nok at komme til at lave en spillefilm i Danmark?"
Hermed får Mortensen sat fingeren på det for dansk film ømme punkt: det dalende tilskuertal. Kunstnerisk set har vi de to sidste år hævdet os relativt stærkt med en varieret produktion og et lovende frembrusende ung generation af debutanter. Men dansk films 'ny bølge' har ikke i forventelig grad haft publikums bevågenhed.

To gange Refn
Bogens afsluttende tabeller, der bl. a. opregner billetsalg, produktionsomkostninger og støttebeløb for samtlige produktioner fra midten af 1970'erne, er en rystende beretning om støt dalende tilskuertal. Og belyser samtidig hvor relativt succesbegrebet kan være. Sat overfor en sværm af fiskoer er det nu engang lettere at få succes!
Da Anders Refn f. eks. i 1976 udsendte Strømer, solgte den 307.689 billetter, hvilket var flot for en debuterende instruktør med en debuterende hovedrolleskuespiller som Jens Okking. Men gennemsnitsbilletsalget for en dansk film det år var 327.975, så Strømers tiltrækningskraft var ingenlunde spektakulær set i relation til den øvrige produktion.
Spektakulær var derimod den meget omtalte publikumssucces, som Anders Refns søn, Nicolas Winding Refn, sidste år fik med Pusher, fortjent og glædeligt. Og hvor mange billetter solgte så den?
170.181 - eller lidt over halvt så mange som far Anders' film.

Ond cirkel
Tydeligere kan det generelle fald i tilskuertilslutningen dårligt illustreres.
På baggrund af et gennemsnitssalg af 48.683 billetter til danske film i 1996 - og publikumsfiaskoer for andre debutantfilm som Menneskedyret (3.605), Ondt blod (16.722), Portland (6.398), Den attende (4.228) og De største helte (44.171) må Pusher nødvendigvis stå som et af årets succes-fyrtårne i et ellers bedrøveligt landskab af publikumsflops (Breaking the Waves, Hamsun og En loppe kan også gø er de andre fyrtårne).
Filminstitutionernes nye administrerende direktør Henning Camre har lagt op til en stramning af diskussionen om dansk film forhold til publikum, og det er på høje tid. For flops smitter. For hver film, der roses uforbeholdent af en efterhånden sørgeligt ukritisk anmelderskare, men alligevel forsvinder lynhurtigt fra plakaten, for hvert af disse pip ud i mørket, udhules dansk films rygte. Den nyeste publikumsfiasko, Nonnebørn, er det seneste eksempel på denne onde cirkel.
En film som Nonnebørn burde naturligvids have været stærk nok til at blive indlemmet i Biografklub Danmark med dets 150.000 medlemmer. Denne instititution har bragt et nyt publikum ind i biograferne - de 40-50-årige, der vender tilbage til deres ungdoms templer. Men også her skal en film som Nonnebørn konkurrere på markedets betingelser. Det vil sige med overvejende amerikanske film. Og en film, der dramatisk står nærmest bomstille i den første halve time, har naturligvis svært ved at klare sig i dette selskab.

Konsolidering
En god cirkel kan derimod iagttages på det danske Filmmuseum, der som den første af de tre hovedsøjler i den nye samlede f
ilminstution har fået sin områdedirektør (områdedirektøren for spillefilm ventes udnævnt, når disse linier læses).
Museets direktør blev den 52-årige Dan Nissen, kendt fra dette blads spalter siden starten af 1980'erne og i en halv snes år den afgåede museumsdirektør Ib Montys højre hånd. Med dette valg har Filminstituttets bestyrelse, i samråd med Henning Camre, sikret sig en garant for en altafgørende kontinuitet i Filmuseets arbejde.
Både Camre og bestyrelsesformand Bondebjerg har været opmærksomme på den centrale rolle, Filmmuseet spiller for både den fortidige og fremtidige filmkultur. For nylig fremhævede Camre f. eks. Filmmuseets arbejde:
"At Filmmuseet i dag er på verdensplan - og når man tager landets størrelse i betragtning har en af de fineste samlinger af film og stillbilleder og plakater og en meget betydelig bogsamling - skyldes ikke bevillingerne, men en lille heroisk skare af folk, som har arbejdet uanset de bevillinger, man bød dem."

To hovedopgaver
Camre vil arbejde for forøgede midler til en restaurering af et udvalg af det enorme filmmateriale, Filmmuseet har indsamlet - en piskenødvendig ting, for filmkopier er skrøbelige og fortiden risikerer at smuldre mellem hænderne på os, hvis vi ikke passer på. Og samtidig skal en samling jo kunne registreres forsvarligt for at kunne udnyttes tilfredsstillende.
Dette arbejde kræver en filmfaglig dømmekraft og evne til prioritering, der så sandelig ikke er enhver beskåret. Og det er selvfølgelig tilsvarende vigtigt, at Filmmuseet ikke bare bliver et passivt arkiv, der vogter ømt på usete skatte. Men også på det publikumsvendte område har man fornemme traditioner. Den ene fremragende forevisningsserie efter den anden har Museet gennem årene stablet på benene for beskedne midler, uden mulighed for annoncering eller weekendforevisninger. Og nu gælder det om at holde fast i denne tradition i Filmhusets mere brogede udbud af skidt og kanel.
Museet bør i langt højere grad synligøres i et omstruktereret Filmhus, hvilket kræver penge. Men med den nye optimale ledelse har man gjort det vigtige første skridt på vejen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu