Læsetid: 5 min.

Oprejsning til små Borum'er

12. december 1997

Forfatterskolen afmystificeret i ny bog

Forfattere
Det er interessant at læse en grundig gennemgang af Forfatterskolen, som de sidste ti år har sat sit tydelige fingeraftryk på den nye litteratur.
Dorte Øberg og Anne Tofts Det litterære væksthus - Forfatterskolen og prosaen 1987-1997 indeholder ikke alene analyser af tekster skrevet af tidligere forfatterskoleelever, som nu er nogle af 90'ernes mest markante forfattere. Den er som helhed et stykke institutionskritik, der undersøger de normer og kvalitetskriterier, som er blevet knæsat i Forfatterskolen.
Bogens væsentligste bidrag til debatten er, at den afmystificerer aktiviteterne på skolen, som ellers har været genstand for fordomme og forvrængede forestillinger om især Poul Borums undervisningsprincipper. Dens vigtigste konklusioner vakte allerede debat, da de blev bragt i artikelform i tidsskriftet Kritik nr. 128, som indeholdt et mini-tema om forfatterskolen.
Toft og Øbergs motivation til bogen er dels antipatierne i dele af det etablerede forfattermiljø, samt deres gentagne oplevelser af anmeldere og forfattere, der uden belæg har behandlet unge forfattere dårligt og fordomsfuldt, hvis de kom fra forfatterskolen ved f.eks. at kalde dem små "borummer". Bogen, der oprindeligt er et dansk-speciale fra Odense Universitet undersøger skolens reelle indflydelse på den nye litteratur.

Ikke bare Borum
Især bogens første del afmystificerer myter om f.eks. Poul Borums rolle, selv om den heller ikke lægger skjul på, at hans indflydelse var stor: "Man kan lidt firkantet sige, at Borums helt subjektive ideer om forfatteruddannelse institutionaliseres i forfatterskolen," står der et sted. Indflydelse havde Borum da i forvejen i kraft af sit store engagement i undergrundslitteraturen, og via sit arbejde som redaktør for bl.a. tidsskriftet Hvedekorn havde han også kontakten med talentmassen.
Men bogen viser, hvordan det ofte overses, at det ikke kun var Borums skole men også altid har været Per Aage Brandts. Brandt nævnes sjældent i mediernes behandling af skolen, men Toft og Øberg konstaterede gennem deres interviews med de tidligere elever og ved deres ophold på skolen, hvor stor Brandts rolle i virkeligheden er.
Bogens første halvdel bygger på interviews med tidligere elever fra skolen, lærere og andre personer fra miljøet omkring den. Skolen beskrives fra tilblivelsesproces, til mursten, lokaler, hensigtserklæring, optagelsesprocedure, undervisningsstruktur, lærere og hverdag på skolen.
Toft og Øberg sammenligner skolens undervisningsprincipper med højskolens idet dannelsestanken er den centrale.

Højskole og sprøjtekanon
Eleverne får en klassisk litterær dannelse i form af indsigt i litteraturhistorien og i deres eget sprogs redskaber. Læsningen er ligeså vigtig som skrivningen, og har en central plads både i elevtekstfremlæggelsen og i morgenandagten, som er fast inventar i undervisningsprogrammet. Såvel i morgenandagten som i undervisningen er det samtalen, dialogen der bærer processen. Og således beskrev Poul Borum uddannelsen som "én lang samtale om litteratur."
Fra den nye elevs første møde med tekstgennemgangen og det første lille sammenbrud, modnes evnen til at få og give kritik af egne og af andres tekster, og ikke mindst det at blive en god læser. Med i bogen er Borums såkaldte 'sprøjtekanon' - en liste, han skrev ned over den litteratur, man absolut bør læse, hvis man vil være forfatter. Efter hans mening var det ikke uoverkommeligt at læse fire bøger hver uge: en klassiker, en moderne digtsamling, en moderne prosabog og endelig et litteraturteoretisk eller -historisk værk efter eget valg. Målet er, at forfatteren selv kan se, hvad der står tydeligt, og hvad der ikke kommer frem teksten.
Det fremgår med tydelighed, at anklagerne om ensretning ikke holder stik, ligesom det heller ikke passer, at forfatterskolen primært uddanner lyrikere. Toft og Øbergs elevlister fra 1987-1997 viser den store spredning i stil og de mange prosaister blandt eleverne fra skolen, og alle elevudtalelser afviser, at Borum skulle være særligt ensrettet i sin prægning af eleverne. Derimod roses han for sin evne til at fremdyrke den enkeltes talent og særlige originalitet.
Men man savner en diskussion af det subjektive ved skolens optagelseskriterier, 'kvalitets-syn' og indholdet af værker i f.eks Borums sprøjtekanon. Det er måske konflikt- eller berøringsangst, der får Toft og Øberg til slå diskussionen hen med konstateringer af typen "en litterær kvalitet, der dog næppe kan herske tvivl om" uden videre argumentation. Til trods for, at en forfatter som f.eks. Henry Miller ifølge elever åbenbart ikke er god smag på skolen.

Ikke postmodernisme
Bogens anden del består af en række analyser af tekster af nogle af 90'ernes mest markante forfattere, som alle har gået på Forfatterskolen: Helle Helle, Christina Hesselholdt, Mads Brenøe, Katrine Marie Guldager, Merete Pryds Helle og Solvej Balle. Og her lever det akademiske håndværk op til målet: At se fælles træk ved forfatterskolelitteraturens stil og placere den litteraturhistorisk. Interessant, fordi 90'ernes prosaister er stort set sammenfaldende med skolens.
Til fælles har prosaisterne, at de vælger den korte prosaform som f.eks. punktromanen, at de dyrker fænomenologiens næriagttagelse af mennesker, ting og handlinger uden at give forløsende årsagsforklaringer. Der lægges i det hele taget en undersøgende attitude for dagen. Teksterne har karakter af at være 'kunstobjekt', og fortællingerne afsluttes ofte uforløste.

Tematisk fællesskab
Desuden ser Toft og Øberg et tematisk fællesskab, de mener kan skyldes, at kortformen appellerer til særlige temaer som liv, død, kærlighed og sorg, idet også de tidlige avantgardistiske romaneksperimenter i 50'erne og 60'erne dyrkede disse temaer. Toft og Øberg ser hermed 90'ernes litteratur som en fortsættelse af den modernisme, der udsprang i perioden 1955-77 i form af opgør med den traditionelle roman.
Toft og Øberg mener slet ikke, at modernismen var borte i 70'erne, men derimod at kvinde- og arbejderlitteratur var en del af det modernistiske projekt, og derfor ser de heller ikke 80'er og 90'er litteraturen som et opgør med 70'erne. Derimod mener de ikke, at man i øjeblikket kan tale om en egentlig litterær avantgarde, da forfatterne ikke forsøger at overskride faste litterære former men at fastholde og skabe dybde. Heri ligger også Toft og Øbergs opgør med begrebet postmodernisme.
Ikke overraskende viser bogen, at meget af kritikken af Forfatterskolen hænger sammen med en magtkamp indenfor det snævre litterære miljø i Danmark. Det netværk, der naturligt opstår på en skole, betragtes som forfattermafia og syndikatdannelse, når eleverne senere sidder som tidsskriftredaktører, arrangører af oplæsninger m.m.
En lille klage skal lyde over bogens form. En mere journalistisk fremstilling havde trukket konklusionerne skarpere op. Som redigeret speciale taber den for mange potentielle læsere på gulvet.

*Anne Toft og Dorte Øberg: Det litterære væksthus - Forfatterskolen og prosaen 1987-96. Odense Universitetsforlag. 189 s., 150 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her