Læsetid: 4 min.

Noget om opslag

10. december 1997

Bind 9 af Den Store Danske Encyklopædi er kommet. Tung bog med undladelsessynder som kalder på rehabilitering i et supplementsbind

I det nye bind af Den Store Danske Encyklopædi, som går fra hostie til Janteloven, leder man ikke forgæves efter opslagene Irland og Island. Herlige steder som fortjener dækkende omtale. På kunstmusikområdet er der ikke meget at komme efter i Irland og Island, hvis man skal tro opslagene i Den Store Danske.
Det hænger bare ikke sådan sammen. Lad os tage den store nationalkomponist i Irland, Brian Boydell (f. 1917). Han er ikke nævnt i det nye bind af Encyklopædien, der helt undgår at skrive om nyere musik og komponister fra Irland.
Brian Boydell var professor på Trinity College fra 1962 til 1982. Han var blandt initiativtagerne til dannelsen af Music Association of Ireland, og han skabte Dowland Consort. I mere end 20 år var han dirigent for Dublin Orchestral Players. Boydells værker inkluderer fire strygekvartetter, en violinkoncert, orkester- og kammermusik, korværker.
Boydell er det eneste æresmedlem af den irske komponistforening. Boydell er kendt af 'the man in the street', fordi han har gjort en meget stor indsats for at promote ny og gammel musik i Irland. Da Boydell fyldte 80 sidste år arrangerede den tidligere præsident, Mary Robinson, en koncert til ære for Boydell. Og så er manden ikke kedelig: Kører i hurtige biler, ryger franske cigaretter, drikker whiskey, agiterer for beskyttelse af naturen, osv. osv.
Til brug for oplysninger om manden til supplementsbindet kan Encyklopædien kontakte The Contemporary Music Centre, 95 Lower Baggot Street, Dublin 2, Irland. Tel + 353 1 661 2105. Eller Association of Irish Composers, Copyrigt House, Pembroke Row, Dublin 2, Irland. Tel/fax +353 1 494 2880.

Hvor er Thorkell?
Efter R kommer S. Island - med spænding slår man op for at læse om kunstmusikken. Til de nulevende komponister ofres to linier: "... siden er bl.a. fulgt Atli Heimir
Sveinsson (f. 1938) og Jón Nordal (f. 1926)."
Jo, det er rigtig nok og alligevel helt ved siden af. Den kunstnerpersonlighed, som har betydet mest for udviklingen af islandske musikliv i det seneste halve århundrede er komponisten Thorkell Sigurbjörnsson. Hans betydning kan ikke undervurderes. I den yngre generation fik Haukur Tómasson et gennembrud med musikken til Gudruns 4. sang, som blev opført i København i Kulturbyåret. Denne musik er på trapperne på en ny cd med Caput Ensemblet.
Udeladelsen af de to nævnte og andre, giver anledning til at gøre opmærksom på en ny udgivelse: Dictionary of Icelandic Composers. Den er skrevet af polakken Marek Podhajski. Den er udgivet af Akademia Mu-zyczna im. Fryderyka Chopina.
I denne bog suppleret med Göran Bergendals gamle bog Music in Iceland giver et dækkende billede af nyere islandsk musik. I øvrigt sidder islændingene Jón Thórarinsson og Knut Ødegård og skriver på en ny islandsk musikhistorie. Vedrørende oplysninger herom og generelt til brug for supplementsbindet, kan Encyklopædien kontakte: Islandsk Musik Informations Center, Sidumuli 34, 108 Reykjavík, Island. Tel + 354 5 68 3122.

Festskrift
Anmelderen vover ikke at tage flere stikprøver i det nye bind af Encyklopædien. Gå selv på opdagelse i f.eks. Israel og Italien.
P.S.: Under opslaget Information hedder det ganske rigtigt til sidst i opslaget, at avisen dyrker "en ny analytisk journalistik." Behovet for en sådan turde være legitimeret som følge af ovennævnte nye leksikalske tilbudshylde fra Gyldendal med kalo-
riefattig kunstmusik til kunderne.
Fra det danske kunstmusikmiljø selv, er der kommet en ny udgivelse: Festskrift Karl Aage Rasmussen i anledning af 50 års fødselsdagen. Festskriftet er udgivet af Aarhus Unge Tonekunstnere.
23 sider er festskriftet, der er redigeret af Hjarne Fessel. Det er rørende at elever og tidligere kolleger har invilget i at hylde Rasmussen, men det er lige ved at blive så privat, at udgivelsen ikke når ud over den indforståede skare.
Vel, Rasmussens betydning fremhæves gang på gang, men festtalestemningen drukner næsten i Chianti og kammeratlige skulderklap. Og så har udgivelsen alligevel en berettigelse, idet man nok hellere læser komponisters begavede smalltalk end videnskabsmændenes behjertede forsøg på at lyde kloge i deres festskrifter.
Vi har stadig til gode at læse den dybe, analytiske lytning af Rasmussen. Det kunne have være gjort i et festskrift som det foreliggende. Nu får vi redegjort for Rasmussens veludviklede humor og vid, men hans musik? Ikke meget at skrive om.

2 x Nielsen
Opløftende er det at gå på opdagelse i en ny bog af Niels Gangsted-Rasmussen. Uprætentiøs i udstyret, men redelig i indholdet. Bare 62 sider er bogen, der hedder Carl Nielsen og Skagen. Den er kommet på Fisker & Schous forlag og koster 125 kr.
Man forbinder Skagen med malerne, mindre med Alfvén, Børresen og Carl Nielsen. Sidstnævnte kom allerede til Skagen i sine tidlige år og i 1918 købte komponisten og hans hustru Anne Marie Carl Nielsen et hus på Vestre Strandvej 36. Et yndigt hus med navnet Finis Terræ - ved verdens ende.
Niels Gangsted-Ras-mussen beretter historien så man har tillid til oplysningerne. Skrevet i et flydende dansk med henvisninger i passende doser til andet kildemateriale.
Carl Nielsen og Skagen er udkommet på samme tid som Classico/Olufsen Records har udsendt en cd med musik af bl.a Carl
Nielsen. Det er Copenhagen Brass Quintet, der spiller. Af Nielsen får vi Små præludier. I øvrigt finder De musik af Victor Ewald, Axel Jørgensen og Vagn Holmboe. Gode musikere spiller værkerne, en fin cd med dansk musik.
Bogen og cd'en er årets oplaget mandelgave, hvis man ønsker at videregive et stykke dansk kulturhistorie af blivende værdi.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her