Dansk pladerunde fra Communio Musica og Part of a Circle til Carsten Dahl og Atli Bjørn
I efteråret 1996 samlede trompetisten m.v. Hugh Steinmetz et 17 mand stort orkester, som han præsenterede ved koncerter i oktober og november samme år. I foråret 1997 samledes orkestret, der kaldtes Communio Musica, igen til en koncert i kunstmuseet Arken, og for tre måneder siden blev musikken fastholdt i studieoptagelser, som nu er udgivet på cd'en Gate of Changes (Olufsen DOCD 5374/52 min.). Det er en af årets mest usædvanlige udgivelser.
Musikken er en blanding af nyt og gammelt. På den ene side ligner den ikke noget som vi ellers præsenteres for i disse år, på den anden side har den stærke forbindelser 30 år tilbage i tiden, til 60'ernes Cadentia Nova Danica. Dette orkester blev ledet af John Tchicai, men havde Hugh
Steinmetz som medlem og ophavsmand til bl.a. kompositionen Afrodisiaca, der også gav titel til orkestrets mest ambitiøse udgivelse, en lp på det tyske mærke MPS.
Af de 26 musikere som i 1969 medvirkede i optagelsen af Steinmetz' komposition, går fem igen i Communio Musica. For-uden Steinmetz er det saxofonisten Christian Kyhl, basunisten m.v. Kim Menzer og slagtøjspillerne Giorgio Musoni og Simon Koppel, men også saxofonisten Karsten Vogel kunne principielt have været med allerede i 1969.
De tre årtier er dog ikke gået sporløst hen. Først og fremmest er den ny musik mere elektrificeret, inklusive brug af computer, båndoptagere og sampling, hvad der giver et mere farverigt og collagepræget klangbillede. Men musikken er stadig meget langstrakt: to Steinmetz-kompositioner varer hver 26 minutter, den første hvilende, meditativ, den anden mere punktmæssig og kollektivt improviseret. Spæn-dende at stifte bekendt-skab med - og at få videreudviklet.
En del af en cirkel
Med den unge komponist og orkesterleder Anders T. Andersen har vi tidligere fået to løfterige oktetplader. Hans tredie cd, Part of a Circle (Olufsen DOCD 5372/75 min.), adskiller sig fra forgængerne ved at være indspillet af et 12-mands orkester, som omfatter en oboist og en hornist og trommeslageren Herlin Riley (nr. 7 af sidste års månedlige jazzgæster).
Denne musik er mere traditionel end Stein-
metz', men med en personlig udnyttelse af det bredere klangspektrum og varierede soli af især saxofonisterne Fredrik Lundin, Jan zum Vohrde og Henrik Sveidahl. Og så er programmet veldisponeret med ti optagelser, alle på under ti minutter.
Klüvers århusianske big band demonstrerer fortsat professionalisme i Live In Tivoli (Intermusic INTCD 058/58 min.), som med 11 optagelser fra Jazzhus Slukefter i juli 1997 viser orkestret med den amerikanske sangerinde Deborah Brown som gæst. Prisen for den bredere appel man opnår på den måde, er så at der også sættes loft over orkestrets rent musikalske ambitioner.
For fuldstændighedens skyld nævner jeg endelig to big bands fra danske undervisningsinstitutioner. Randy Horns er
Butch Lacys elever fra Vestjysk Musikkonservatorium, som på Treasure Hunt (SDC uden nummer/54 min.) spiller gode arrangementer af bl.a. Lars Jansson og Lacy selv. Og MI 22 er Bjarne Thannings big band fra Musikvidenskabeligt Institut i København, som på Whatever It Is (Storyville STCD 4222/54 min.) spiller 12 numre fra Co-penhagen JazzHouse sidste forår, tidligere omtalt af Anders Beyer i hans klumme og med deres jazz/funk-karakter kun delvis hjemmehørende i denne.
Klaver-trioer
Og nu til det mindre format, faktisk det mest udbredte i jazzens verden, klavertrioen med bas og trommer. Her er det en særlig fornøjelse at støde på Carsten Dahls trio (med Lennart Ginmans bas og Frands Rifbjergs trommer), en længe ventet debut, som ikke skuffer.
Selv om Dahl skriver udmærkede temaer, har han på Will You Make My Soup Hot & Silver (Storyville STCD 4203/52 min.) valgt kun at spille to af dem, mens ti er standards, populær-melodier og jazztemaer, begge dele især med tilknytning til Miles Davis. Dahls raffinerede, ofte preciøse spillemåde fornægter sig imidlertid ikke i dette repertoire, hvor temaerne ofte transformeres til kanten af det genkendelige.
To andre plade-debutanter, Asger Siiger og Michael Heise, har valgt at føre sig frem med egne kompositioner, Siiger udelukkende, Heise bortset fra en velkommen udgave af John Carisis Israel. At de begge skriver selvstændigt, fremgår tydeligt, men man får ikke som hos Dahl den prøve på kreativitet der fremgår af fortolkninger af andres kompositioner (med en enkelt undtagelse, som sagt, hos Heise). Og netop det kunne da være passende på debutplader.
Begge pianister har i øvrigt fine akkompagnementer. Siiger benytter på Change of Scene (Music Mecca CD 2016-2/45 min.) August Engkilde (bas) og Anders Mogensen (trommer), mens Heise på Touchdown (Storyville STCD 4213/53 min.) ledsages af amerikanerne Larry Grenadier (bas) og Ali Muhammed Jackson (trommer). De to første giver ikke de to sidste noget efter.
Men mest soloklaver
Udmærket, men mindre målrettet klaver- og trio-spil finder man på plader under ledelse af Nils Raae og Henrik Sørensen, den første plade-debutant, men trioleder siden 1990, den anden med sin anden cd og i øvrigt leder af NEW, det nyoprettede rytmiske basisensemble i Vejle Amt. Begge har Mikkel Find på trommer, mens bassen spilles af Ole Rasmussen på Raaes Kind of Jazz (Music Mecca CD 2006-2/61 min.) og af Peter Hansen på Sørensens Triologic (Wave 19973/52 min.).
Fire af de 15 optagelser på Atli Bjørns Atlicity (Stunt STUCD 19710/65 min.) har bas og trommer, men så diskret at musikken høres som soloklaver næsten hele vejen igennem. Bjørn, der var et væsentligt navn i 50'ernes og 60'ernes danske jazz, døde for snart fem år siden, knap 60 år gammel, men havde været inaktiv p.g.a. sygdom det meste af de foregående 25.
Heldigvis fik Danmarks Radio ham i studiet flere gange mellem 1979 og 83, og den lp der kom ud af det i 1987, er nu overført til cd med tilføjelse af fem soloer. Næsten alt er ballader, og det er den mest hjerteskærende musik jeg kender fra en dansk musiker.
