Læsetid: 5 min.

På kirkegården

19. december 1997

Guiden på Lissadell lidt nord for Sligo tog overmåde venligt imod os, skønt vi ankom ti minutter før lukketid. Naturligvis skulle vi vises rundt, og selvfølgelig ville hun fortælle - om familien Gore-Booth, der lod det bygge i 1832, om de to smukke søstre Constance (eller Con) og Eva, og om Yeats, der besøgte dem her kort før århundredeskiftet.
Vi fik beset den lange festsal og biblioteket ud til haven med den smukke udsigt mod syd. Vi besteg de brede trapper og fik forevist en underjordisk gang, ad hvilken tyende kunne færdes uset af husets fornemme gæster. Da vi stod i billardstuen med det slidte, falmede klæde og jagttrofæerne på væggen, bemærkede guiden eftertænksomt: "Tja, Yeats var nok lidt af en social climber."
William Butler Yeats (1865-1939) nåede toppen rent socialt, for så vidt som han fik en Nobelpris i 1923 og efter uafhængigheden blev senator i det nyoprettede Parlament. Da havde han længe stået som en forgrundsfigur inden for sit lands åndsliv og præget dén irske 'Literary Revival' som lige efter århundredeskiftet bl.a. manifesterede sig ved oprettelsen af Irish Literary Theatre, det senere Abbey Theatre, i 1899. Yeats leverede stykker selv, mere af lyrisk end af dramatisk tilsnit, og han fik sat John Millington Synge i gang som dramatiker, hvad der bl.a. resulterede i dennes klassiske stykke Playboy of the Western World (1907).
Som symbolistisk lyriker i 1890'erne og dette århundredes første tiår fastholdt Yeats en poetik, ifølge hvilken kunsten og livet var to principielt forskellige felter. Kun i fortolket, forvandlet form kunne det private og det sociale få adgang til digtets eksperimentelle rum. Hans poesi fra den tid blev derfor indimellem 'hermetisk' og udfordrer fortsat de af fortolkerne, der bestræber sig på at fatte det hele, men ofte kommer til kort og tilmed logisk nok ikke kan vide, hvad det er, de ikke forstår: måske er det meget mere, end de tror, måske i virkeligheden intet.
Yeats' senere lyrik præges derimod af anderledes afklarethed og åbenhed. Indholdet skifter fra folkeligt sagnstof og erotiske situationer til erindringsbilleder samt nationale og politiske refleksioner. Skelsættende bliver samlingerne The Wild Swans at Coole (1919) og Michael Robartes and the Dancer (1921). Sidstnævnte indeholder bl.a. det monumentale langdigt om påskeopstanden 1916, med de berømte slutord: "A terrible beauty is born."
Blandt deltagerne i opstanden var Eva Gore-Booth, gift Markiewicz, som dødsdømtes, men blev benådet, hvorefter sorger formelig væltede ned over hende. Vennen James Connolly blev skudt, hendes mand havde forladt hende og fik siden følgeskab af sin søn. Også sin datter skiltes hun fra. Til disse ulykker hentyder Yeats, når han i digtet om søstrene (fra The Winding Star and other Poems, 1933) taler om hendes 'lonely years'. Han tænker sig tilbage til havestuen ud mod bugten og forestiller sig et gensyn, med oprøreren Con eller med feministen Eva, begge, men hver på sin måde, dunkelt drømmende utopister:

The light of evening, Lissadell,
Great windows open to the south,
Two girls in silk kimonos, both
Beautiful, one a gazelle.
But a raving autumn shears
Blossom from the summer's wrath;
The older is condemned to death,
Pardoned, drags out lonely years
Conspiring among the ignorant.
I know not what the younger dreams -
Some vague Utopia - and she seems,
When wintered old and skeleton-gaunt,
An image of such politics.
Many a time I think to seek
One or the other out and speak
Of that old Georgean mansion, mix
Pictures of the mind, recall
That table and the talk of youth,
Two girls in silk kimonos, both
Beautiful, one a gazelle.

Den suveræne versbehandling gør situationen klassisk, ren, og savnet alment. Men digtets tematiske modsætninger er også overmåde karakteristiske for Yeats. Ikke blot sættes livet, her det svundne liv, over for dødens realitet, han lader også idealiteten få modspil af realiteten, ligesom politikken og kunsten stilles over for hinanden, omend med Eros som en uroskabende tredje tilværelsesdimension. Sådan kunne digteren som moden mand tit søge at holde det splittede samlet og insistere på egen erindring som et tolkende midtpunkt - han som jo ellers så tit citeres for de kendte linjer: "Things fall apart; the centre cannot hold; / Mere anarchy is loosed upon the world."
Yeats tilbragte sin barndom og ungdom dels i Dublin, dels i London, hvor hans fader skabte sig et navn som kunstmaler. Biografiskriverne mener, at det især var faderens indlevede højtlæsning af Shakespeare og de romantiske digtere, der gjorde sønnen til poet, i hvert fald fortsatte han på egen hånd og tilegnede sig en både verbal og visuel kapital gennem udforskning af irske sange og folkesagn. Herfra var det, han hentede elementerne til en på én gang national og dybt personlig mytologi. Optaget som han var af esoterisk viden: astrologi, teosofi, spiritisme m.m., forarbejdede han alt hvad han læste, og forvandlede det til tegn i sit eget, tildels selvhenvisende, lyriske univers. Det førte ham undertiden nok så langt fra den fædrene slægts protestantisme, ja bort fra al etableret tro. Men selv dér hvor man som læser kan have det svært med at følge Yeats, enten pga. hans lukkethed eller fordi hans individualisme skrider ud i en titandyrkelse af nietzscheansk karakter, synger han altid fuldkommen klart. Han er i engelsksproget lyrik en af de største, sikreste stemmer.
Yeats døde i sin villa ved den franske Riviera, men ligger begravet på kirkegården i Drumcliffe, umiddelbart nord for Sligo, hvor bedstefaderen i sin tid var degn. Stenen, hvis indskrift ofte citeres, således f.eks. i Ole Wivels nyeste digtbog, angiver datoerne for digterens fødsel og bortgang. Nedenunder står så slutlinjerne fra hans digt om sig selv:

Under bare Ben Bulben's head
In Drumcliff churchyard Yeats is laid.
An ancestor was rector there
Long years ago, a church stands near,
By the road an ancient cross.
No marble, no conventional phrase;
On limestone quarried near the spot
By his command these words are cut:
Cast a cold eye
On life, on death.
Horseman, pass by!

Hvad eller hvem Ben Bulben er, kan enhver læse sig til i litteraturhistorikernes altid tjenstivrige noter. Men når man selv står på kirkegården, føjer fjeldets lave bue en særlig dimension til digtet. Det ligner en hovedskal.

*Det eneste danske Yeats-udvalg, "Blæsten mellem Sivene" (1924), oversat af Valdemar Rørdam, omfatter skuespillene Comtesse Cathleen ("Cathleen ni Houlihan", 1902) og Skyggernes Hav ("The Shadowy Waters", 1906) samt lyrik fra perioden 1895-1921. Af selvbiografisk art er "Drømmerier over Barneår og Ungdom" ("Reveries over Childhood and Youth"), der kom på dansk 1923, ligeledes ved Rørdam. Af den kolossale litteratur om liv og forfatterskab kan anbefales to bøger af Richard Ellmann: "Yeats: The Man and the Mask", 1948, og "The Identity of Yeats", 2. udg. 1964. Samleudgaven "Yeats' Poems" v. A. Norman Jeffares, 1989, er en sand guldgrube af noter, kort, biografiske data, gloser m.m.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu