Læsetid: 6 min.

Popkultur er en sammensværgelse

27. december 1997

Feministen og provokatøren Lydia Lunch er kommet ud på den anden side af en årrække
i overforbrug af alt fra stoffer til mænd

INTERVIEW
"Jeg elsker at få mikrofoner skubbet mod munden."
Lydia Lunchs stemme er blevet sprød. Som en kælen kats. Flirten er umiskendelig og iblandet en sund portion provokation.
"I dont mind getting dirty, do you?", lyder det næste gang stemmen skifter fra det nøgterne leje til det kælne.
- Her er det mig der stiller spørgsmålene!
"Det er da noget du tror."
Det er svært, at adskille det villige interviewoffer Lydia fra det selviscenesættende
rovdyr Lunch.
Det ene øjeblik i gang med at redegøre for sine politiske standpunkter, det næste legende kispus med Informations udsendte. Hun er sit eget værk, og kunstner og værk er svært adskillelige.
"Jeg har så ganske åbenbart skabt en gal kvinde over de sidste 20 år. Jeg har en enorm produktion indenfor utallige områder, så uanset hvor personligt vanvittig jeg har været, så har jeg altid formået, at vedholde at skabe og bruge skabelsen som en form for terapi. Det er mit held."
Den i dag 38-årige Lunch gør sig første gang bemærket da hun som 17-årig, i 76, flytter til New York City, hvor hun undfanger og står skrigende i front for det idiosynkratiske, skærende no wave-band Teenage Jesus & The Jerks - en art reaktion mod punkens banale rock-skabeloner og attitudedyrkelse.
"Før den umiddelbare rædsel blev til accept, imploderede Teenage Jesus & The Jerks", står der lakonisk i covernoterne til Lunch-opsamlingsalbummet Hysterie.
Siden og op til i dag er det blevet til utallige soloprojekter - mest bemærkelsesværdigt albummet Queen of Siam ('80) - nu opløste bands samt samarbejder med Henry Rollins, Sonic Youth, Einstürzende Neubauten og vore egne Sort Sol.
Men musik er kun en del af et virke, der centrerer sig stadigt mere om litteraturen, som hun debuterer med i '82 med digtsamlingen Adulterers Anonymous skrevet sammen med Exene Cervenka. Siden er fulgt novelle- og essaysamlinger, tegneseriemanuskripter, ultrakorte teaterstykker igen i samarbejde med Nick Cave samt spoken word-albums og -optrædener.
Og så har hun tillige medvirket i et to-cifret antal film.

Ikke idyl
Lydia Lunch har aldrig været et gnidningsfrit bekendtskab. Fra starten med Teenage Jesus & The Jerks har det handlet om udtryk, ikke æstetik, om modkultur, ikke idyl.
"Hvis sandhed er skønhed, må jeg være det smukkeste væsen på hele jordens overflade," siger hun.
Sandheden om Lunch var i en årrække også sandheden om et selvdestruktivt, aggressivt, grænsesøgende for mange afskyvækkende menneske, der for alvor overtrådte grænser som skuespiller i New Yorkeren Richard Kerns voldspornografiske The Right Side Of My Brain ('84) og Fingered ('86) - vel at mærke som hovedperson og dét nogle ville kalde offer.
"Jeg kan ikke anse mig selv som offer, for jeg er ligeså meget gerningsmand", siger hun i dag om rollerne, hvor hun fik levet sin fascination af 'farlig sex'.
"Hvis jeg er offer, så er det et villigt offer. Og det er meget til forskel fra voldsramt kvinde-syndromet, selvom voldsramte kvinder også er nødt til at tage ansvar for provokationen - for det er en to vejs-problematik."

Besvangrer folk
"The violation zone", kalder hun den gråzone, hvor offeret, ifølge Lunch, også har part i voldshandlingen, fordi de påtager sig rollen som offer.
En problematik, der også er at finde i hendes nye, 'selvbiografiske' novelle- og essaysamling Paradoxia - A Predator's Diary, som hun er ude og levere i den vide verden som saftige oplæsninger/ performances, hvor krukkeri og obskøne provokationer er faste ingredienser.
Og det er hér, ved sådanne 'shows', at fortrængninger viser sig som følelsen af provokation hos tilskueren.
"Jeg besvangrer folk med mine ord, om de forstår det eller ej, er enige eller uenige, så invaderer og inficerer jeg dem. Og på et eller andet tilfældigt tidspunkt, et eller andet sted ude i fremtiden, vil jeg dukke op i deres hoveder. Dét er tilfredsstillende."
Det hele begynder med en selv i Lunchs verden, og selv om hun giver sig selv det amerikanske mærkat 'feminazi', så er hendes ekstremisme ifølge hende selv ultimativt humanistisk. Det handler om frigørelse fra normer, om selvudvikling. Men hendes synspunkter har mødt stor modstand fra andre feminister - især på grund af hendes pro-pornografiske holdninger - "Det er MÆND, der bliver udnyttet" - og hendes medvirken i Kern-filmene.

Terrorisme i familien
Da Ronald Reagan kom til magten blev Lunch politisk engageret - "Hvordan kunne man undlade, at reagere på det?" - og sammen med ligesindede feminister som Karen Finley og Candida Royale er hun på et fortsat provoka-
tionstog mod hjemlandets bornerte sexualmoral og kristne hykleri.
"Vi har mere terrorisme i familien end størstedelen af resten af verden oplever i krig, og det er forbi, vi bliver seksuelt provokerede af ethvert billede på tv, og siden seksuelt undertrykt, fordi vi konstant får at vide at det er forkert, at det er beskidt."
Men hovedfjenden er alle former for magtkoncentrationer: den centralstyrede regering, patriarkatet, men også den multinationale koncern, der dikterer livsstil og f.eks. sætter normer for kvindelig skønhed.
"Anorektiske supermodeller forekommer ikke mig særlig glamourøse. Sene 80'ere, tidlige 90'eres horrorshows, der fremvises som mode-manifester indført af mænd skabende kvinder, der ser ud som var de døde, med det formål at sælge tøj. Ubegribeligt. Betragt en ufuldkommenhed som en delikatesse, ikke en ækelhed. Skønhed er relativ, det har i virkeligheden ikke noget, at gøre med fysisk fremtræden. Men det hjælper. Selvfølgelig. Du er ganske nuttet."
Hendes stemme bliver sprød og kælen igen.
"Men... jeg ville sikkert slå dig i armlægning."

Albue i ansigtet
Lydia Lunchs verdensbillede er præget af konspirationsteorier, af en paranoia, som efterhånden forekommer sund i en verden, hvor overvågningskameraerne formerer sig som blot et overfladisk tegn på en dybtgående indfrielse af George Orwells profeti, i en verden hvor de egentlige magthavere ihvertfald i USA er langt uden for demokratiets rækkevidde, i pengenes og markedsandelenes sfære. Salig William S. Burroughs havde ret, da han hævdede, at en paranoid var en, der erkender sammenhænge. Men dét har folk ikke overskud til.
"De er formentlig for udmattede til at starte et oprør, og så har de jo også visselulle-narkotikumet: fjernsynet. Og utallige andre distraktioner, der grundlæggende er sammensværgelser for at holde folk fra at tænke, med det formål ikke at uddanne individet, men at bedøve individet, tilfredsstille dem og holde dem foran fjernsynet, hvor de ikke gør skade. Populærkultur er en stupiditetens sammensværgelse. Når Spice Girls vinder prisen for bedste gruppe ved MTV Music Awards, så er det tid til at revoltere, okay? Girl Power? Jeg giver dem alle en albue i ansigtet, destruerer dem og dræber de korporative soldater, der har opfundet dette latterlige koncept om såkaldt kvindelig magt. Bull-shit!"

En del af morskaben
Mens Lunchs kunstneriske udspring var dybt personligt, grænseoverskridende følelsesfuldt, så besidder hun i dag en - trods alt - mere vel-overvejet og analytisk grundtone. Og er det ikke drivende explicitte, Raymond Chandlersk hårdkogte, selvbiografiske noveller, der præger hendes seneste bog Paradoxia, så er det reflekterende essays. En kvinde er kommet overens med sig selv og har vendt sig mod verden.
"Jeg føler det som om jeg er blevet kureret for en række af mine besættelser, mine vaner, mine ritualer, som belejrede mig i en hel del år. Paradoxia er et vidnesbyrd om, hvad jeg var tvunget til at underkaste mig som barn, siden hvilke situationer jeg tvang mig selv ud i, og om at jeg indså, at man må forstå sine motiver for hvad end man er afhængig af - hvad enten det er mænd, sex, stoffer, mad, alkohol, så må man forstå hvad det er der driver en. Og man må forstå hvad tilfredsstillelse virkelig er, og at kun selvet i i sidste ende kan tilfredsstille selvet. Man må indse hvad der personligt vil give en den ultimative tilfredsstillelse".
- Så hvad der drev dig gennem alle dine besættelser, var blot ønsket om at finde tilbage til dig selv?
"Det var en søgen og et mål, og som enhver vej til visdom eller helbredelse eller healing eller modenhed vil der være en masse lort du vil falde i og tilsvine din hele eksistens med. Det er en del af rejsen, det er en del af morskaben."

*Lydia Lunch: Paradoxia - A Predator's Diary (Creation Books 1997)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu