Læsetid: 2 min.

Poul Nielson: Vi står ved handels-løfter

22. december 1997

De fattigste lande klager over, at de ikke har fået lov til at eksportere til de rige lande. Danmark arbejder for åbne markeder, siger udviklingsminister Poul Nielson

De fattigste lande i verden har åbnet deres marked for udenlandske varer, men de har reelt ikke fået nogen indrømmelser til gengæld.
Sådan sammenfatter Bangladesh' handelsminister, Tofael Ahmed, handelsvilkårene på vegne af de 48 mindst udviklede lande.
Det sker et år efter, at Verdenshandelsorganisationen (WTO) på en ministerkonference i Singapore besluttede at fremme de fattigste landes muligheder for at afsætte deres varer på det internationale marked.
Udviklingsminister Poul Nilson mener ikke, at Bangladesh' handelsminister har helt ret i sin kritik:
"De fattigste lande ville alligevel være nødt til at åbne deres markeder. For de har ganske simpelt ikke de varer, som de importerer. Men det er rigtigt, at der ikke er sket meget i retning af en åbning af de rige landes markeder, siger han til Information.
"Vi arbejdede på mødet i Singapore stærkt for, at der skulle laves forpligtende aftaler om at åbne markederne. For det går vi ind for og har hele tiden gjort. Det kom vi ikke igennem med. Men arbejdet fortsætter gennem EU", siger Poul Nielson.

Langsomt fremad
"Det går fremad, men langsomt. Sådan vil jeg sammenfatte situationen. Vi er i EU i færd med at give administrativ bistand til de fattige lande, så de kan finde ud af at spille på det klaver af regler og muligheder, der trods alt står til deres rådighed. Det er også vigtigt", siger den danske udviklingsminister.
Banglandesh' handelsminister kritiserer også de strenge krav om oprindelsesland. Men den type krav er nødvendige, mener den danske minister.
"Vi har i øjeblikket en stak meget omfattende sager om svindel liggende, blandt andet omkring tekstilvarer fra Bangladesh. Reglen siger, at hvis man skal have del i kvoterne for de fattige lande, skal hele produktet være forarbejdet i for eksempel Bangladesh. Det skal kontrolleres. Og det er en del af hjælpen at opbygge en administration, som kan give et troværdigt bud på, hvordan den regel skal overholdes. For vi kommer ikke uden om, at der også i en mere forpligtende åbning af markeder vil indgå en regel om oprindelseslande", siger Poul Nielson.

Grænser for forbrug
Han mener, at mange af problemerne for de allerfattigste lande hænger sammen med, at de er fattige og ikke har opbygget deres egen industri. Det kan de ikke handle sig til, mener han.
"Jeg kritiserer altid det slogan, som hedder "trade, not aid". Det hedder i stedet "trade and aid", for hvis vi ikke hjælper dem med at opbygge en variation i deres produkter, hjælper det ikke, at vi åbner vores markeder. Det er trods alt begrænset, hvor mange bananer og kaffe, vi kan konsumere. Og prisen er så lav, at de næsten ikke får noget ud af at eksportere det", siger Poul Nielson til Information.

Ny konference
Til maj holder WTO en ny ministerkonference, hvor Danmark via EU igen vil arbejde på at få mere forpligtende handelsaftaler på bordet.
De fattigste lande er defineret ved, at indskomsten pr. indbygger er under 350 dollar (ca. 2.350 kr.). De udgør tilsammen 10 procent af verdens befolkning, men har kun en andel på knap en halv procent af verdens handel.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her