Læsetid: 6 min.

Pyongyang synger sin svanesang

29. december 1997

Sultkatastrofen tvinger Nordkoreas ledere til at indse, at 'juche-kommunismen' er slået fejl. Men hvad er alternativet?

I juledagene forhandlede de nordkoreanske og sydkoreanske Røde Kors-organisationer om levering af nye fødevare-forsyninger fra syd til det sultramte nord.
Den gode nyhed er, at de to parter i princippet enedes om, at fødevarehjælpen skulle leveres. Den dårlige, at tre dages forhandlinger alligevel endte i sammenbrud, fordi Nordkorea afviste det sydkoreanske krav om at måtte overvåge distributionen af hjælpen.
Episoden understreger den indimellem tragikomiske fjendtlighed mellem de to koreanske stater. Det fjendtlige forhold skal ses på baggrund af, at millioner af familier blev adskilt under Korea-krigen og stadig ingen muligheder har for at møde hinanden. Statens interesser går forud for alt. Individets ret i denne del af verden står langt svagere end i Vesten.
Nordkoreas paranoia gælder især udviklingen af de økonomiske forbindelser med syd. Kun nødtvungent accepterede Pyongyang fødevarehjælp fra syd i forbindelse med oversvømmelserne i nord sidste sommer, og det måtte ikke fremgå af forsendelserne, at hjælpen kom fra Sydkorea.
Pyongyang frygter almindelig samhandel med syd, fordi den afsmittende virkning kunne blive katastrofal for styret, når først den nordkoreanske befolkning finder ud af den høje levestandard i syd.
Nordkorea benægter fortsat den sydkoreanske regerings legitimitet. De tilbagevendende genforenings-forhandlinger, der altid indledes med store smil og håndtryk for åben skærm, har i mange år ikke været andet end spil for galleriet.

Spøgelset Kim Il-sung
Lige siden Kim Jong-il stod med magten i hænderne efter faderens død, har der hersket stor usikkerhed om den fremtidige kurs. På mange måder virker det som om, Kim Il-sungs spøgelse stadig regerer. I hvert fald fejres Kim Il-sung, som om han stadig ledede nationen.
Alle iagttagere er enige om, at hans søn og efterfølger Kim Jong-il ikke har den samme pondus som faderen. Kim Il Sungs rolle som modstandskæmper imod japanerne placerer sønnen i skyggen. Han er sin fars søn og har end ikke nogen militær karriere.
Kim Jong-ils autoritet er baseret på, at de Kim Il-sung-tro folk igennem tyve år har promoveret hans efterfølgerrolle, samtidig med at alle potentielle fraktioner blev udmanøvreret og elimineret. Også fysisk.
Militæret har måttet acceptere hans lederskab som en del af loyaliteten over for Koreas Arbejderparti. Et militær, som talmæssigt er godt repræsenteret i partiets øverste organer, men som endnu ikke spiller en afgørende politisk rolle. Men alle iagttagere er enige om, at hærens position er blevet styrket efter Den store Leders bortgang. På længere sigt - i takt med at fødevarekrisen uddybes - kan hæren udmærket få en nøglerolle, fordi militæret er priviligeret med forsyninger, herunder fødevarer.

Kun cool cash tæller
Økonomien er slået fuldstændig i stykker siden Sovjetunionens og de østeuropæiske kommunistiske systemers sammenbrud. Nordkorea har ikke længere kunnet nyde godt af de begunstigelser, det fik fra Comecon-landene og Kina. Både Sovjetunionen - og senere Rusland og Kina, Nordkoreas nære våbenfælle siden Korea-krigen - forlanger i dag betaling for varer i hård valuta. Gamle dages byttehandel i solidaritetens navn er nu erstattet af cool cash.
Det har ført Nordkorea til at intensivere samhandelen med lande som Iran, der leverer store mængder olie til gengæld for avancerede våben. Den gammeldags planøkonomi er mere end nogensinde en knaphedsøkonomi, og intet tyder på reformiver.
Styret ved meget vel, at med indførelse af markedsmæssige mekanismer med mere åbne handelsveje til Sydkorea og den øvrige verden vil en vigtig begrundelse for Nordkoreas eksistens som socialistisk stat falde bort, idet det da hurtigt vil gå op for befolkningen, at det kapitalistiske Sydkorea forlængst har overhalet nord.
I stedet sætter man sin lid til udviklingen af økonomiske zoner, men uden nævneværdigt resultat, skønt Nordkorea har en favorabel joint venture-lovgivning. Men investorerne bliver væk af frygt for de mange usikkerhedsfaktorer i Nordkorea som f.eks. den militære spænding, det uløste våbenhvilespørgsmål, atomkraftproblemet og det politisk helt lukkede system.

Isoleret
Den anakronistiske anti-kapitalisme i Nordkorea tjener præcis som legitimering for Koreas Arbejderpartis magtmonopol. Derfor tordner Nordkorea fortsat imod kapitalismens onder på en besværgelsesagtig og nærmest religiøs facon. Og så længe befolkningen udviser loyalitet mod styret, og kontrolmekanismerne fungerer, skal man ikke forvente større ændringer ovenfra.
Befolkningen er i stor uvidenhed om, hvad der sker lige uden for grænserne, fordi informationsmonopolet er totalt. Det er i dag især højtstående folk, der hopper af, hvor det tidligere var soldater og bønder i grænseregionerne. De ved godt, hvad vej vinden blæser, og på mange måder er de et barometer på vilkårene i Nordkorea i dag.
Ideologisk er Nordkorea helt isoleret. I alle andre eksisterende kommunistiske stater er økonomien under forandring og tilpasset verdensmarkedets faktiske realiteter. I Kina, Laos og Cuba er det muligt i varierende grad at diskutere og eventuelt kritisere regeringens politik. I Nordkorea derimod fremstilles parti, stat og folk som en ubrydelig monolitisk enhed.
Der findes en teknokratisk elite, men den har ingen selvstændige manøvremuligheder. Landet har endnu ikke nået det stade, hvor der findes en uofficiel opposition. I ordets egentlige forstand er Nordkorea prototypen på en totalitær stat. Denne paradoksale situation skyldes ganske særlige omstændigheder.

Persondyrkelsen
Lige siden Korea blev en japansk koloni i 1910 har den nordlige del af Korea været totalt afskåret fra omverdenen. Den tvungne dyrkelse af Japans kejser blev efter befrielsen fra japanerne i 1945 erstattet af dyrkelsen af Kim Il-sung som befrier. Dygtigt udmanøvrerede han sine rivaler opfattedes snart som indbegrebet af koreansk patriotisme.
En magtfuld personlighed, kombinerede traditionens faderdyrkelse med et jerngreb om magten, således at Nordkorea ad åre udviklede en personkult af helt ufattelige dimensioner baseret på en utrolig personlig karisma.
Kims koreanske patriotisme var ubetvivlelig. Derfor stod Koreakrigen for mange som en national kamp imod amerikansk og al anden udenlandsk dominans. Selve krigsførelsen efterlod bestemt heller ikke mange positive minder i den nordkoreanske befolkning om "Den Frie Verdens" ledende magt.
Så langt skal man tilbage for at forstå nordkoreanernes politiske baggrund og for at forstå, at det har været muligt at isolere og ensrette 22 millioner mennesker. At Sydkorea siden har gennemgået et økonomisk boom og har udskiftet militærregimer med demokratisk valgte regeringer ved den nordkoreanske befolkning naturligvis intet om.

Desperat ledelse
Nordkoreas ledelse forsøger desperat andre udveje end en total reformering af økonomien. En af mulighederne er direkte politiske og handelsmæssige forbindelser til især Japan og USA - idet man håber at kunne begrænse samkvemmet til Sydkorea mest muligt. Derfor systemets træghed. Aktørerne er i realiteten blevet fanger af systemet og den personlige redning består i at hoppe af.
For Nordkoreas nabostater er uvisheden om dets udenrigspolitiske hensigter en stadig kilde til bekymring. Sultsituationen i nord giver næring til frygten for desperate handlinger fra det nordkoreanske militærs side. Hvor langt kan det tænkes at gå, hvis alt går galt?
Sydkorea har den umiddelbart største interesse i at hindre en eksplosiv udvikling i Nordkorea. I mange år har Seoul-regeringen ført en forsigtig forhandlingskurs ove r for Pyongyang. Sydkorea er ikke interesseret i at blive taget på sengen, hvis en pludselig genforening skulle ske engang ad åre.
Det vil blive en helt anderledes kostbar løsning end genforeningen af de to Tysklande, som økonomisk var meget nærmere hinanden end de to Koreastater. Det ville føre til at Sydkorea mistede sin stærke økonomiske position i Nordøstasien, hvis Seoul skulle redde et nordkoreansk fallitbo. Men dette værst tænkelige scenario efter regulær krig er rykket betydeligt nærmere med hungerkatastrofens udbredelse.

Hvad vil ske?
For Nordkorea synes der at være følgende muligheder:
*Kimilsung-ismen fortsætter, indtil de økonomiske vilkår fremtvinger markedsøkonomiske reformer. Nordkorea vil da få kinesisk-inspireret blandingsøkonomi, men de to Koreastater kommer hinanden nærmere
*Ideologien svækkes ved, at teknokraterne styrkes. Det kommunistiske system undergår politiske reformer. Det vil lette forhandlingerne om samarbejde med syd og betingelserne for en fremtidig genforening.
*Internt kup eventuelt som følge af, at forsyningssituationen bryder sammen med efterfølgende masseflugt til følge og systemets kollaps. Eller krig mellem nord og syd.
Tilbage står kun overraskelsen.

Stig Wørmer er historiker med speciale i moderne kinesisk historie.

Dette er et uddrag af en artikel, bragt i tidsskriftet 'Udenrigs'.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu