Læsetid: 5 min.

Rådvildhed i Den tjekkiske Republik

2. december 1997

Så gik Vaclav Klaus omsider. At han måtte nedlægge sit embede som tjekkisk regeringschef, havde længe syntes klart for alle andre end ham selv. Alligevel har tidspunktet for hans tilbagetræden og den umiddelbare anledning hertil været noget overraskende.

Så sent som ved vedtagelsen af regeringens økonomiske politik med et så knebent flertal som overhovedet muligt i midten af november, havde man regnet med, at der ville herske politisk borgfred indtil begyndelsen af februar. På dette tidspunkt ville valget af landets præsident for den næste periode være over-stået, og om dette spørgsmål syntes der at herske enighed imellem de store politiske blokke: Der var på dette tidspunkt ingen alvorlige modkandidater til Vaclav Havel.
Eneste bekymring var, om han sundhedsmæssigt ville kunne klare en periode til. Men opposi-
tionen havde lovet at vente med at styrte Klaus, indtil Havel var blevet bekræftet som landets samlende symbol.
Nu gik det anderledes. Og karakteristisk nok kom det til et brud inden for koalitionen af de tre borgerlige partier - Klaus' ODS, det lille ODA og De kristelige Demokrater. Tillidsforholdet inden for regeringskoalitionen havde længe været brudt; ikke blot imellem de tre partier, men også inden for ODS, der i det sidste år havde udskiftet halvdelen af sine ministre, herunder den mest populære af dem alle, udenrigsministeren Zilienic.

Den umiddelbare anledning til Klaus' tilbagetræden blev en partifinansieringsaffære. Det havde man i og for sig også tiltroet Klaus og kredsen omkring ham. Vedholdende rygter ville vide, at alt ikke stod rigtigt til i forbindelse med privatiseringsprocessen. Ganske vist havde man i Den tjekkiske Republik aldrig oplevet samme tilstande som i Slovakiet, hvor der klart blev - og fortsat bliver - privatiseret ved at sælge uforskammet billigt til folk, der står regeringschefen nær.
Hos tjekkerne var problemet den højt berømmede privatiseringsmekanisme via kuponer, som blev delt ud til arbejdstagerne og til borgerne i almindelighed. Den sørgede for en meget hurtig omstilling. Men den tilførte ikke erhvervslivet nogen ny kapital, og den indeholdt ikke nogen effektiv metode til reel prisfastsættelse. Her kunne skøn altså spille stærkt ind, og skøn bliver som regel til fordel for dem, som er villige til at gøre magthaverne en tjeneste.
Magthaverne var partiet ODS. Det var Klaus og hans mandskab, som havde taget tøjlerne i deres faste hånd og også i lang tid vidste, hvor de ville føre landet hen.

At der i november 1995 var indkommet to anonyme gaver til ODS-partiet på over 700.000 kroner, vidste man allerede på et tidligt tidspunkt. Partiet beholdt pengene. Og det blev ødelæggende. At den tidligere tennisstjerne Milan Srejber nu har oplyst, at gaverne kom fra stålkoncernen Moravia, som Srejber var aktionær i, forklarer nemlig, hvorfor Moravia fik lov til at tilegne sig stålværket i Trinec, da dette blev privatiseret.
- Alt det passer egentlig ind i folkets billede af ODS og Klaus-dynastiet. Overraskende var det derimod, at Klaus' egen næstkommanderende, finansminister Ivan Pilip, i fjernsynet kunne bekræfte, at Klaus havde oprettet en personlig bankkonto i Schweiz, imod alle regler, som han selv havde indført. Dermed blev Klaus halet ned i den personlige berigelses skidne luftlag. Det havde man trods alt ikke troet om ham. Om-stændighederne ved den pågældende konto er dog endnu så uafklarede, at det stadig må tages med som en mulighed, at Pilips afsløring var et forsøg på at undgå Zilienic' skæbne. Han havde nok kritiseret Klaus i partifinansieringssagen, men tiet om den i to år, og derfor er han nu ikke den naturlige arvtager efter Klaus, som han ellers ville have været.

Her står vi ved et af de alvorlige problemer i tjekkisk politik i dag. Der mangler kronprinser. Det er ikke kun Vaclav Havel, der ingen arvtager har. Det samme gælder Vaclav Klaus. Konsekvent nok vil han da også overveje at lade sig genvælge som formand for ODS midt i december. Så vil det blive ekstra vanskeligt at genoplive tre- partikoalitionen under en ny ledelse, sådan som Havel ønsker det.
Inden for regeringskoalitionen kunne landbrugsminister Josef Lux fra De kristelige Demokrater muligvis have formatet til at blive regeringschef. Men ODS vil ikke være med i en regering, hvor partiet ikke besætter posten som ministerpræsident.
Det kan derfor meget vel gå sådan, at landet skal igennem de foreskrevne tre fejlslagne forsøg på at danne regering, som den tjekkiske forfatning forlanger, førend der kan udskrives nyvalg. Man kan i så fald håbe på, at forsøgene bliver gjort temmeligt hurtigt. Trækker man krisen i langdrag, som ODS for øjeblikket lægger mest op til, vil det medføre, at den stramning af den økonomiske politik, som det lykkedes Klaus-regeringen at få gennemført i løbet af denne sommer, igen afløses af en stigning i underskuddet på både statens husholdning og betalingsbalancen.
Og i så fald vil det automatisk føre til den ny devaluering af den tjekkiske krone, som Havel også allerede har advaret imod.
Det skal også nævnes, at det er vanskeligt at se brugbare alternativer til den nuværende regeringskoalition.
Det er ihvertfald vanskeligt at se, hvor socialdemokratiets leder Milos Zema vil føre landet hen - også for de mange tjekkiske vælgere, der i skuffelse over Klaus, er svunget over til at støtte dette parti. Socialdemokratiet har imidlertid også en fløj af reformtilhængere, der i givet fald ville kunne samarbejde med folk fra den borgerlige lejr.

Tjekkerne har aldrig glemt, at de i mellemkrigstiden var blandt Europas førende industrilande. Det passede godt ind i deres verdensanskuelse, da Vaclav Klaus, først som finansminister, senere som regeringschef, fortalte dem, at de blot skulle glemme kommunismen så hurtigt som muligt og lade kræfternes frie spil få lejlighed til at udfolde sig, så ville nye storhedstider melde sig af sig selv.
Faktisk så det i lang tid sådan ud. Takket været den dygtigt uddannede befolkning, og takket være en økonomisk hestekur i de første reformår, havde tjekkerne hurtigt erobret førerpladsen blandt de central- og østeuropæiske reformstater. I dag ligger de et godt stykke bag Ungarn, Polen og Slovenien, og truer med at ryge ned i nærheden af Slovakiet.
Hvad der er gået galt skyldes ikke kun Klaus og hans klikes magtrus, deres manglende evne til at bevare selvkritikken i medgangstiderne, men der imod hele karakteren af den liberale politik. Som den politiske direktør for den tjekkiske industriforening, Boris Dlouhy, klart sagde det til Information: "Liberal politik kan også betyde, at man skaber de rammer, inden for hvilke kræfternes frie spil kan udfolde sig. Det er skabelsen af disse rammer, Klaus har glemt".

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu