Læsetid: 7 min.

Radiatorernes indtogsmarch

11. december 1997

Vi skal frem til en litteratur, som det er pineri at læse, sagde forfatterskoleleder Nils Frank i duel med Jan Sonnergaard

DIALOG
I et underligt aflangt lokale ved navn Palmehaven havde man i tirsdags placeret forfatteren Jan Sonnergaard, samt forfatterskolens leder, lyrikeren Nils Frank, på hver sin side af kritikeren Torben Brostrøm. Der var lagt op til en form for duel mellem radia-torflaben Sonnergaard og den mere sfæriske Frank.
Hardcore-realismen versus forfatterskolens poesi-accelerator med Brostrøm indlagt som litteraturhistoriens diplomatiske vingesus. Der var storm og frådende hav på maleriet bag kombattanterne, men de bloddryppende perfiditeter udeblev.
Brostrøms og Sonnergaards indlæg er gengivet i gårdagens Information. Sonnergaard sagde bl. a.: "I halvfjerdserne invaderede prosaister poesien, i visse tilfælde frembragtes en æstetisk afskyelige omend politisk korrekt knækpoesi. I dag gentages denne forsyndelse med modsat fortegn. Poesien invaderer prosaen, og der opstår i mange tilfælde afskyelige hybrider, der bruger alt for mange sider på at beskrive en fjers frie fald gennem luften. Og det er ikke prosaens opgave.
Prosaens opgave er at lyve og overdrive og så tit som overhovedet muligt være totalt uvederhæftig. Den lille fjer skal gøres til syv høns, allerhelst til 27 høns og meget gerne til en hel hønsefarm, og meget gerne med den tilføjelse, at hønsefarmen ligger ude ved bygrænsen hos Jens Hansen, det dumme svin. Litteraturens selvbestaltede eksklusivitet, og måske i særdeleshed forfatterskolens selvbestaltede eksklusivitet, efterlader en scene, der er alt for åben for idioterne, Lotte Heise, Lars Klingert, Anders Lund Madsen etc. Offentligheden får det indtryk at forfatteren er én, der ikke har noget at sige," sagde Sonnergaard, der understregede, at udsagnet ikke kommer fra en, der gerne vil bestemme, "jeg vil virkelig bare gerne være negativ. Min polemiske pointe er blot, at jeg nok holder mere af Baudelaire end af Mallarmé."
Nils Frank supplerede med historien om, hvordan det gik til, at han engang hævdede, at ordet radiator var uegnet i poetisk sammenhæng, hvilket angiveligt er en af grundene til, at Sonnergaard valgte netop det ord som titel på sin debutbog.

Polemisk poesi
"Historen udsprang vel af en særlig ide om at skrive en poesi som udsprang af en bestemt slags begrænsning, som både handlede om en fysisk begrænsning, altså et rum, men som også handler om en elementbegrænsning, med særlige elementer som man kan benytte sig af, i den her slags poesi. Det var vel nok på det tidspunkt meget polemisk, fordi al anden poesi i midten af firserne bestod af meget ekspansiv poesi, som mindede meget om det, man lavede i 1890'erne. Jeg forestillede mig, at man kunne gå den anden vej og lave en anden slags litteratur."
"I tilbageblik var det måske et forsøg på at skrive ud fra et meget rationelt og realistisk rum, skabe en en ukunstfærdig kunst, ud fra det synspunkt at det ukunstfærdige også er det mest sandfærdige."
"Hvis jeg skal forholde mig til anekdoten om radiatoren i dag, vil jeg sende den ud hvor peberen gror, for jeg tror ikke længere på, at man kan skabe sådanne stabile rum. I dag ville mit bud på en ny realisme være desillusion, altså en realisme, som både gør opmærksom på sine konstruktioner, men som også åbner for en slags nedbrydning og som er en bestemt forståelsesmåde, der angiver hvor fantastisk porøst et univers kan være. Konkret i en novelle kunne man måske pludselig vende blikket ud mod læsningen og tale til den og meget kynisk prøve at gennemhulle sit bedrag. Altså hellere diskutere forførelsesmetoden eller beskrivelsesmetoden."

Bukowski
"Frank taler om en retorisk realisme, der ved, hvor den er i forhold til den ydre virkelighed, til forskel fra den naive realisme," sagde Torben Brostrøm, "den er nødvendig og findes stort set i al moderne realisme, også i Radiator-bogen. Men man kan have fornemmelsen af, at forfatterskoletraditionen rendyrker dette forslidte tema: Ustandselig at gøre opmærksom på sig selv. Man bliver unægtelig træt og trænger til et modstykke, hvor radiatorernes indtogsmarch melder sig. Det er nyttigt at begge dele er der, fordi de modificerer hinanden."
Nils Frank: "Det er vigtigt at forstå, at der kommer utrolig få bøger, der prøver at lægge nye vinkler på virkeligheden. Litteraturen skal bevare anarkiet og en trang til at betræde stier som ingen andre betræder. Den mest enkle måde, som jeg i en eller anden forstand fornemmer at du (Sonnergaard) benytter dig af, er at gå direkte i kødet på politiske emner eller forhold, i forsøget på at belyse dette eller opdrage læseren. Hvis man gør det, tror jeg man i virkeligheden bliver nødt til at ophæve forfatteren, man får i stedet en person, der ser mere end befolkningen, og som er en slags opdrager. Man få en opdragelseskunst.
I stedet kunne man nedbryde genrer og stilarter og på den måde agere politisk. Det ville være mit bud på at lave en anarkistisk kunst."
Jan Sonnergaard: "Det behøver ikke være så didaktisk. Tag Charles Bukowski, som er politisk uden pegefingeren. Min pointe er, at sprog ikke bare afspejler verden, men også i en eller anden forstand skaber den. Jeg ville gerne lidt oftere have min generations optik på, hvad det er der foregår, end tilfældet er."
Nils Frank: "Du skriver en standardagtig realisme, fordi en realisme åbenbart skal have fat i alle de udkantsområder af samfundet, man nu kender til eller har hørt om. Hvorfor kan man ikke have en realisme, som bare beskriver et normalt eller sorgløst liv, men må have et udkantsliv, for ellers kan realismen ikke rigtig gøre sig relevant. Det synes jeg er meget besynderligt."
Sonnergaard: "Man skriver vel den bog, man kan skrive. Jeg gider ikke skrive om selvtilfredse småborgere."
Frank: "Jan Kjærstad har sin særlige teori om, hvordan man skaber forløb ved hjælp af en stor ramme der indeholder prismatiske fortælleformer. Men i den aktuelle danske fortælleform nøjes man med korte fortællinger uden at anlægge hvad Kjærstad kalder et hybridnetagtigt perspektiv på verden. Og det er egentlig også fantastisk gammeldags. Det er som om, man ikke vil erkende at fortællingen simpelt hen er nedbrudt, og det virker på mig som om der sidder en masse fantastisk konservative kræfter i omegnen af litteraturen, som ikke vil indrømme, at meget af den slags litteratur er i opløsning, og at det ikke længere er muligt at benytte sig af de skemaer, som den slags litteratur har kunnet bruge førhen. Man må gå i glemmebogen i troen på, at man har skabt ny kunst ved at bruge af gamle flasker. Det er fantastisk naivt, og det er det Kjærstad i en vis forstand er ude på."

Forvrøvlede mangeord
I spørgerunden indskød en kvindelig tilhører: "Modsætningen her lader til at være, at der er nogen, der har noget skrive om, mens andre ikke har."
"Det er i hvert fald en fantastisk god drivkraft at være vred eller ulykkelig over et eller andet. Det afspejler sig i skriften," sagde Sonnergaard.
Nils Frank gik i offensiven:
"Du sagde først, at man skriver den bog, man har brug for, og derefter sagde du: Man skriver den bog, dansk litteratur har brug for. Det giver nogle underlige forestillinger, som om man har en særlig indre kraft og desuden en spekulativ kraft, som regner ud hvor den litterære nødvendighed befinder sig."
Sonnergaard: "Du lægger mig ord i munden."
"Med hensyn til det at have noget at skrive om," sagde Torben Brostrøm, "så er der et vældigt skel mellem formalister og realister. Den kontrast ser man klart her, men man kan ikke lave en kvalitetsvurdering, der siger at det ene er bedre end det andet."
"Selv de mest realistiske sager udspringer af en meget klar formel fornemmelse," sagde Nils Frank.
"Jeg kan ikke forstå hvorfor du kommer ind på det - er det fordi min bog er nem at læse?" sage Sonnergaard.
"Næh," svarede Frank, "jeg tænker bare på Ejvind Larsens stikord om, at Radiator er den sorteste og derfor sandeste bog i mange år. Det er de mest forvrøvlede mangeord, fordi de antyder, at bogen er skrevet ud fra en sand metode. Den der særlige måde at gå fra A til B uden at have mellemregningerne med forekommer mig helt absurd."
"Hvorfor anklager du den gode fortælling?" spurgte en tilhører Nils Frank.
"Jeg anklager ikke, jeg spørger bare hvorfor det
f. eks. er nødvendigt at have en eller anden suspense. Jeg er mere ude efter litteratur, som det nærmest er pineri at læse. Fordi jeg er ude efter brydningsfladerne. Det handler om at tilvejebringe en slags ubehageligslitteratur, der sætter læseren i tvivl."
Sonnergaard: "Men det behøver ikke være en modsætning, tænk på Kafka, der både rummer det genkendelige og modsætningen."
"Hmmm," sagde Frank, og dermed syntes både panel og tilhørere at have nået et fælles standpunkt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu