Læsetid: 1 min.

De rige bliver rigere

12. december 1997

Hverken Danmarks Statistik eller Socialforsknings-instituttet deler regeringens opfattelse af, at ligheden vokser. Tværtimod

For få uger siden hævdede Finansministeriet i sin årlige redegørelse, at Danmark sejler op imod de internationale tendenser til øget ulighed.
I går offentliggjorde Danmarks Statistik (DS) og Socialforskningsinstituttet (SFI) en stor undersøgelse, Levevilkår i Danmark 1997, der viser, at ulighederne er vokset i perioden fra 1990 til 1993.
De fattigste 10 procent af familierne havde i 1993 1,3 procent af den samlede indkomstsum, mens de 10 rigeste procent af familierne havde 22,7 procent af den samlede disponible indkomst, altså mere end 17 gange så stor en andel, fremgår det af undersøgelsen.
Der er en tendens til øget indkomstulighed, konkluderer rapporten flere gange.
De voksende uligheder kan hænge sammen med, at flere er blevet flyttet over på overførselsindkomster eller har valgt at gå på efterløn.
Lic. polit. Jens Bonke fra SFI, der har været redaktør for levevilkårsundersøgelsen, siger til Information, at restgruppen og antallet af fattige er blevet mindre, men "dem, der er udenfor, har fået det dårligere. Grupperne uden for arbejdsmarkedet har en højere sygdomsrisiko og en overdødelighed i forhold til resten af befolkningen".

Ulighed som i 30'erne
Også formuefordelingen er blevet mere skæv. Siden midten af firserne har direktørerne, de selvstændige og de overordnede funktionærer, der tilhører den rigeste tiendedel af befolkningen, oplevet et kraftigt hop i formuen, viser undersøgelsen.
Hvor de i 1986 var registreret til at eje 63 procent af de samlede formuer, så ejede de i 1993 ikke mindre end 81 procent. Man skal helt tilbage til slutningen af 1930'erne for at finde en så ulige formuefordeling i samfundet.
Men selv dette billede kan være et skønmaleri. Direktør for Socialforskningsinstituttet, Jørgen Søndergaard, erkendte på et pressemøde i går, at folks pensionsordninger og værdien af smykker og malerier i hjemmet ikke er regnet med.

Tema side 4:
Underdanmark
har fået det værre

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu