Læsetid: 6 min.

Rocken i boksen

22. december 1997

Med cd-bokssættene sætter pladebranchen nostalgien i system, og har samtidig skabt et nyt statussymbol

NYE CD'ER
Da rocken var blevet så gammel, at den kunne tåle at blive udsat for en statusopgørelse uden at risikere at flakse til jorden som en afpillet døgnflue, opfandt musikbranchen bokssættet. Først kom ganske vist Greatest Hits-samlingerne, men når hele historien skulle skrives og foldes ud i stereofonisk format måtte der mere til.
De første lp-bokssæt var så tunge, at man måtte have en sækkevogn permanent stående i stuen for at transportere dem fra reol til grammofon (vinylpladeafspilningsværktøj med en såkaldt pick-up, red.). Kort sagt: De fyldte. Og tjente som påmindelse om og bevis på, at rocken var kommet for at blive.
Det er den stadig, men med cd'ens indtog er rocken - og ikke mindst partiturmusikken - blevet noget lettere at bære, omend bokssættene ikke er blevet færre. Tværtimod.
På både godt og ondt er det kompakte bokssæt blevet et af de mest synlige statussymboler i cd-kulturen, en slags klanglige coffee-table-udgivelser, der kan stå og prale på reolen på samme måde som kunst-, arkitektur- og fotobøger ligger skødesløst iscenesat på glasbordene, ja, ikke så få af bokssættene ligner nærmest små møbler - der findes bokssæt i kasser af kirsebærtræ! Men ligesom meget få faktisk læser de labert layout'ede bøger, er det tvivlsomt hvor meget bokssættene bliver hørt. Jeg mener, hvem orker eller kan overhovedet nå at høre al den musik. Det er nemlig ikke usædvanligt med bokssæt af 4-5 timers varighed, så man skal hverken have børn, fast arbejde eller umusikalsk livsledsager.
Den teknologiske kendsgerning at hver enkelt compact disc kan rumme omkring 75 minutters musik har fået en smitsom udgave af musikalsk elefantiasis til at bryde ud i musikbranchen. Hvis der er plads til 75 minutter, skal der pinedød findes 75 minutters musik. Bare se de normale cd-udgivelser - ingen nøjes i dag med at sende 40 minutters musik på gaden, selv om det tit ville være alt rigeligt.

Revl og krat
Resultatet bliver plader, hvor alt for meget er fyldstof. Den tendens forstørres ud i det groteske, når vi når til bokssættene, som samtidig afspejler en tendens til at søge det komplette, alt i eet på bekostning af enkeltværkerne. Revl og krat i stedet for den afrundede helhed. En udvikling, bogbranchen også har taget sig til. Tænk bare på Michael Strunges Greatest Hits, Tom Kristensen, Tove Ditlevsen, Henrik Stangerups highlights for under en hund og så videre.
Digitalteknikken har også medført, at gamle vinylplader kan komme til at lyde som næsten nye igen via den toptuning, der går under navnet remastering. Men remastering er efterhånden blevet et lige så rummeligt kvalitetsstempel som 'grøn' og 'økologisk'. Og selv om mange skæringer får en ansigtsløftning, er det også tydeligt, at pladebranchen bruger remastering til at hælde gammel vin på nye flasker, således at selv cd'er nu genudsendes med jævne mellemrum. Og hver gang selvfølgelig lanceret som om vi ikke kan huske sidste gang. Bare et eksempel: Jimi Hendrix blev cd-genudgivet i efteråret og pladerne blev anmeldt, som om de var sjældne fund. For ganske få sæsoner kom der såmænd en gedigen lille Hendrix-cd-boks, lige som alle mandens enkelt-udgivelser har været ude i remasterede cd-udgivelser længe.
Når det så er sagt, skal det også understreges, at compact disc'en har været et uundværligt redskab, når rocken skal fastholde eller minde om sin historiske dimension. Der er er masser af musik, som ellers aldrig ville være blevet genudgivet. Og i udlandet har man forstået at forsyne cd-genudgivelser med informative hæfter, der ikke fedter med udstyret og er rare at sidde og fedte med, medens man lytter.

Julesalgsgearet
Der er mindst fire slags bokssæt.
Det, der indkredser en kunstner ved at parre de oplagte hits med mindre kendte skæringer, der tilsammen giver et mere facetteret billede. Enhver intellektuels undskyldning for ikke at købe en Greatest hits-samling eller Absolute Muzak vol. 117.
Det, der med rent mel i posen flueknepper sig ned til den mindste detalje i en kunstners arbejde, så musikken bogstavelig talt risikerer at blive taget med bukserne nede. Frimærkesamlere elsker det.
Det, der med historisk akkuratesse og bagklogt overblik, giver nyt indblik i en kunstner, ja, ligefrem revancherer vedkommende eller gør musikken interessant igen. Unostalgiske historikeres hit.
Og så det bokssæt, der helt uhæmmet prøver at kombinere de tre foregående og samtidig graver i skrotbunkerne for at komme op med noget, der ikke behøver være godt. Det skal bare være obskurt.
Klaus Lynggaard anmeldte forleden i avisen dette fjerde eksempel i form af det nye
Doors-bokssæt.
Fra bunken af julesalgsgearede sæt har vi hentet eksempler på de øvrige kategorier:
Al Green er den glemte
soulstjerne. Han var enormt populær i USA i 70'erne, men gled så over i frivilligt religiøst eksil som aktiv baptist og en fin gospelsanger.
4cd-sættet Anthology giver et fint tværsnit af en sanger, der fuldt ud kan måle sig med Otis Redding og som derudover ejer en popsødme, der var stildannende for store dele af den del af soulmusikken, nogen hånende kaldte disco.
Samtidig har Green en underliggende tone af country og roots, der giver hans kærlighedssange en sensuel kropslighed. Anbefalelsesværdig; især som korrektiv til en tid, hvor enhver popsanger bliver markedsført som rhythm & blues bare hudfarven er nougat og brysterne t-shirt-egnede.
T-shirts, bryster og det ubekymrede teenageliv stod også på dagsordenen hos The Beach Boys, som op gennem 90'erne er blevet så minutiøst cd-dokumenteret, at der er en god portion overkill over The Pet Sounds Sessions, en kortlægning af gruppens og Brian Wilsons genistreg Pet Sounds, som udkom i 1966. 5-cd-sættet skulle have været udsendt som 30 års-jubilæumsmarkering, men Wilson er, vanen tro, først blevet færdig nu.
Pet Sounds er en af popkulturens milepæle. Et overflødighedshorn af rigt, og alligevel enkelt og logisk, orkestrerede sange, der melodisk matcher enhver Beatles-plade. En hyldest til uskylden og selvmedlidenheden. Og sange som "God Only Knows", "Caroline No" og "I Just Wasn't Made For These Times" lyder stadig som små bidder af evigheden.
Men derfra og så til et bokssæt, der vender hver en sten af magien... Måske hvis man har brug for at have både en mono og stereo-mix af pladen.
Ellers er der kasserede tilløb, numre sat op eller ned i tempo, alternative versioner, en række optagelser, hvor man har fjernet instrumentalsporet så de overdådige Beach Boys-vokalharmonier fylder helt ud. Interessant, men også inderligt overflødigt, fordi den originale Pet Sounds er så afklaret i sig selv. For slet ikke at tale om, at den jo genudkom i 1990, komplet remastered med såkaldte bonustracks, og i 1993 fulgte et udtømmende Beach Boys-bokssæt med en række af de 'sjældenheder' som nu genopføres her.

Musikalsk målestok
Mere mening og mindre finslebenhed er der på Those
Were The Days, et 4cd-sæt med Cream, rockens første supergruppe, som i to år, 1966-68, lignede en musikalsk målestok.
Guitaristen Eric Clapton, bassisten og sangeren Jack Bruce og trommeslageren Ginger Baker definerede power-trio-formen og blandede mørtelen til heavy metal-genren.
Cream har ikke før været cd-dokumenteret, og disse fire plader bekræfter gruppens ry (og rygte), men åbner også for gruppens mere upåagtede sider som et ekcentrisk sangskriverværksted, båret først og fremmest af Jack Bruce og tekstforfatter Pete Brown.
De marathon-lange tour-de-force-udgaver af blues-klassikere som "Spoonful" mangler selvfølgelig ikke. Det var syret, men også musik, der konstant søgte mod kanten. Intuition og improvisation mødtes med overlegen instrumental kompetence i et ingemandsland af rock og jazz.
Men bokssættet afslører også trioens kompositoriske kunnen. Sange som "Anyone For Tennis", "Badge" - med alle tiders guitarbreak, "Passing The Time" og "Tales Of Brave Ulysses" er, midt i al deres ubesværethed, af en sværhedsgrad, som der vel at mærke ikke skiltes med. Originalitet kunne man også kalde det. Et bokssæt, der ikke kun er til pynt.
Tilbage bliver et fromt ønske om at den hjemlige pladebranche i 1998 systematisk sætter sig for at genudgive dansk guldalderrock og det, der kom efter, som andet end discount-opsamlinger. Vi leverer gerne en ønskeliste.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu