Den udtryksfulde rocksangerinde Dicte omgiver sig på sin nuværende turne med nogle af tidens bedste jazzmusikere, hvilket resulterer i en vellykket nyfortolkning af hendes repertoire
KONCERT
En af 90'ernes mest markante danske kvindestemmer er utvivlsomt sangerinden Dicte, som efter et tøvende afsæt i bandet Her Personal Pain har udgivet to soloplader, stærkt præget af tidens lyd.
At Dicte har formået at sætte sit særpræg igennem, skyldes først og fremmest hendes udtryksfulde og meget varierede stemme, som ville kunne forgylde selv den mindste bagatel - og når Dicte får en rigtig god komposition at synge, er hun kunstner af international klasse.
Men trods fine momenter på såvel den funky Between Any Four Walls fra '94 som sidste års teknoide Voodoo Vibe, er Dictes albums aldrig trådt hundrede procent i karakter. Dette skyldes i lige så høj grad den lydlige iscenesættelse som sangskrivningens lidt svingende kvalitet.
I nogle tilfælde kommer produktionen ligefrem i vejen for musikken, i den forstand at den omhyggelighed, der læg-ges i alt udenomshejset distraherer fra sangene i sig selv. Og endelig har Dicte benyttet en teknik, hvor hun nærmest har ageret sine sine sange. Det er fuldt legitimt, men ikke altid lige formålstjenligt - for sangen, altså. For alt andet lige, så har Dicte aldrig haft problemer med sin scenepræsentation, som hører til landets mest checkede.
Sangene i centrum
Skal man dømme ud fra Dictes nuværende koncertturne, ser alt dette dog ud til at undergå en transformation. Akkompagneret af fire af tidens skrappeste musikere har Dicte udskiftet de modernistiske attituder med en mere traditionsbevidst indstilling og fremtoning, hvor det er sangene og ikke kunstnerinden, der er i centrum. Også selvom brugen af jazzmusikere har øget mængden af soloer og gjort arrangementerne mere intrikate.
Til en begyndelse sad Dicte ned under hele koncerten i Jazzhouse onsdag aften, mens hun vekslede mellem at spille på henholdsvis akustisk og elektrisk guitar, når hun ikke foretrak at koncentrere sig om at synge. Og netop denne uprætentiøse facon rykkede repertoiret ind i centrum, mens Dicte i højere grad end tidligere nøjedes med at fortolke det - fremfor at udlægge det.
Og mange af sangene kom i fokus på denne facon, selvom det i perioder syrede ud i vilde instrumentale dueller mellem den fremragende trompetist Lars Wissing og keyboardspilleren Kæv Gliemann, som virkelig er en musikalsk åbenbaring. Dertil en fænomenal rytmegruppe med den forrygende kontrabassist Lennart Ginman, og den råsvingende trommeslager Kristoffer Sjelberg. Tal lige om et dream
team - det er få rocksangerinder beskåret at stille op med sådan et hold.
Nye arrangementer
Altsammen musikere, der mestrer dynamikkens kunst, og som får det maksimale ud af såvel groove som akkorder - selv en relativ enkel komposition som 'Smokey' Robinsons "Get Ready" fik ny dybde og nye nuancer, da den blev sparket ud over rampen.
Dicte havde dog ingen problemer med at leve op til sine musikere, og sang bedre og mere udtryksfuldt end nogensinde. Repertoiret bestod af sange fra hendes to soloplader i splinternye arrangementer, samt et par klassiske kompositioner, heriblandt en intens "Deep Indigo" og usædvanlig smuk tolkning af Julie Londons gennembrudshit fra 1956, "Cry Me A River", på mange måder en vellykket aftens højdepunkt.
Også flere af Dictes egne kompositioner viste nye og overraskende sider af sig selv. Svævende numre som "Let The Flesh" og "F 16" antog en drømmende og lettere surreel karakter, mens såvel "She's Wild" som "Bitch" fremstod funky og råsvingende med en af aftenens mange velsiddende trompetsoloer fra den stor-spillende Wissing, som ud over sit straighte jazzarbejde har gjort sig bemærket som sparringspartner for diverse tech-nomusikere.
Wissing havde, som Dicte muntert bemærkede, fået sig en ny "dims", som nogen "har proppet en hval ind i". I det hele taget er han ikke en mand, som lider af maskinangst - tværtimod udsætter han sit trompetspil for så mange soniske treatments, at den periodevist lyder som alt andet end en... trompet. Han indgyder én håb for fremtidens jazzfolk, med et ben i traditionen og et i fremtiden.
Det samme kan for så vidt siges om Dicte, der forhåbentlig holder fast i denne konstellation et stykke tid endnu, for her lyder det virkelig som om hun er i sit es - hun synger som en drøm mens hendes kompositioner folder sig ud på langt mere givende præmisser end tidligere.
Med dette hold i ryggen behøver Dicte virkelig ikke andre 'effekter' end sin stemme - og publikum i det fyldte Jazz-house kvitterede med intens lydhørhed i balladerne og hørbar entusiasme i de mere energiske passager, og holdet måtte give flere ekstranumre, før salen modstræbende gav slip.
*Dicte m/band, Copenhagen Jazzhouse, onsdag
