Læsetid: 11 min.

Romeo og Julie - og kærlighedens fordring

31. december 1997

Shakespeare kender svaret på den moralsk-politiske psykose, der truer
os i dag

Verden er meget andet end Shakespeare, og den verden havde fuldt og helt optaget en ung dansker. Men en dag i efteråret gik han i biografen, lokket af en plakat for en film om et elskende par, der hed Romeo og Julie. Da forestillingen var forbi, ventede han til filmen blev spillet igen og så den anden gang på samme dag.
Han delte kollektiv med et par mere belæste fyre, der straks kunne se på den hjemvendte, at der var sket ham noget.
"Det er en af de bedste film jeg nogensinde har set, forklarede han. Den har noget at gøre med en, der hedder William Shakespeare. Kender I noget til ham?"
Danmark er ved at få sin Shakespeare-oversætter. Uden at forklejne raden fra Lembcke til Møllehave, Østerberg, Sønderby, Sarvig og Sløk ikke at forglemme, opviser ingen dog som Niels Brunse det trylleri, en Shakespeare-oversættelse kræver. Lå Gyldendals et-binds udgave af hans oversættelser af Hamlet, Romeo og Julie og Kong Lear ikke under juletræet, har man en vidunderlig nytårsgave at glæde sig til. Forhåbentlig er dette bind fra 1997 kun begyndelsen til en samlet udgave af alle Shakespeares værker i Brunses oversættelse, sonetterne og versromanerne ikke at forglemme.
Sådan digter Shakespeare i Brunses oversættelse kærlighedsdialogen over alle dialoger - mellem de to elskende fra hver sin fjendtlige lejr, Julies Capulet-slægt og Romeos Montague-slægt:
Julie: Åh,Romeo, Romeo, hvorfor er du Romeo?
Fornægt din far, giv afkald på dit navn;
nej, sværg blot at du er min kærlighed,
så er jeg ikke mer en Capulet.
Romeo (afsides): Skal jeg kun lytte? Eller skal jeg svare?
Julie: Det er jo kun dit navn, der er min fjende;
du er dig selv, selv uden Montague.
Er Montague en hånd, en fod, en arm,
et ansigt eller nogen anden del
af mennesket? Nej, Find et andet navn!
Hvad er et navn? Det, som vi kalder rose,
vil dufte lige sødt, hvad end det kaldes;
og Romeo ville, var han uden navn,
beholde den fuldkommenhed, han ejer.
Åh, Romeo, glem dit navn og kast det bort,
for det er ingen del af dig. Til gengæld må du ta mig.
Romeo: Så tar jeg dig på ordet:
Kald mig din elskede, så er jeg gendøbt,
og jeg vil aldrig hedde Romeo.
Julie: Hvad er du for en mand, der skjult af natten
vil trænge ind i mine tanker?
Romeo: Et navn
at kendes på, det kan jeg ikke gi dig.
Jeg hader jo mit navn, min helgeninde,
fordi det er din fjende, Havde jeg
det her på prent, rev jeg det ord i stykker.
Julie: Endnu har jeg knap hørt et hundred ord
fra dine læber, mens jeg kender lyden.
Er du da Romeo, og jeg en Montague?
Romeo: Nej, hverken eller billedskønne jomfru,
hvis begge de byder dig imod.

Naturligvis kan Shakespeare ikke oversættes - til dansk, så lidt som H.C. Andersen til engelsk, og dog vil jeg sværge på ved rosens navn, at Niels Brunses oversættelse som dug for solen har fjernet fire hundrede år fra teksten og begavet det danske modersmål med Shakespeares ord, som var de talt i det nye år.
Skønt ordene dog intet betyder, som de lige har betydet os. For hvad er et navn? Det, der skiller.
Men Romeo ville, var han helt uden navn, dog beholde den fuldkommenhed, han ejer.
Fordi han er. En fuldkommenhed, som ord og navne uvægerligt må skille, ved at gøre forskel på alt det, en Montague ikke er. En Capulet for eksempel.
Alligevel må Romeo tage Julie på ordet. Er det så til at lide på?
Er hans egne ord troværdige? Er de virkelig det, de forestiller?
Julie: Det er et held, at nattens maske dækker
mit ansigt, ellers rødmed mine kinder
ved det, som du har hørt fra mig i nat.
Jeg ville gerne holde mig til formen
og gladelig benægte mine ord,
men nu må alle smukke fraser falde.
Elsker du mig? Jeg ved, du siger 'Ja',
jeg tror dig på dit ord; men hvis du sværger,
kan eden være falsk endda: man siger,
at Jupiter kun ler ad elskovs mened.
Åh Romeo, hvis du elsker, så tal sandt;
og synes du, jeg er for let at vinde,
så skal jeg gerne rynke panden ad dig,
forsmå dig, tvinge dig til ømme løfter,
men ellers vil jeg aldrig gøre det.
Ja, smukke Montague, jeg er for kærlig,
så du må tro, jeg tar mig det for let;
men du vil se, at jeg er mere trofast
end de der spiller knibske af beregning.
Jeg burde nok ha været knibsk, det ved jeg,
men vidste ikke, jeg kom til at røbe
min sande kærlighed for dig i mørket,
så tilgiv mig, hvad der ser ud som letsind,
men kom for dagen her ved nattetid.
Romeo: Jeg sværger ved den lykkelige måne,
der smykker hvert et frugttræs top med sølv -
Julie: Sværg ikke ved den lunefulde måne,
der skifter form hver måned, for så blir
din kærlighed omskiftelig som den.
Romeo: Hvad skal jeg sværge ved?
Julie: Slet ingenting;
men hvis du vil, så sværg kun ved dig selv,
du er den guddom, jeg alene dyrker,
og jeg vil tro dig.
Romeo: Hvis min kærlighed -
Julie: Nej, sværg slet ikke. Skønt du er min glæde,
så er jeg ikke glad ved denne pagt.
Den er for ubetænksom, overilet,
den er som lynet, der er væk igen,
før nogen når at sige: 'Se, det lyner.'
Godnat, min ven, gid somrens varme ånde
får modnet vores kærlighed til blomstring
før næste gang vi ses. Godnat, godnat;
må du få samme fred og hjertenstrøst,
som den jeg mærker i mit eget bryst.
Romeo: Åh, vil du la mig gå så længselsfuld?
Julie: Hvad kan da stille længslen nu i aften?
Romeo: Et løfte fra os hver om trofasthed.
Julie: Jeg gav dig mit, selv før du bad om det;
og ønsker dog, jeg havde det endnu.
Romeo: Så tar du det tilbage? Men hvorfor?
Julie: Kun for at kunne gi dig det igen.
Men jeg har ønsket mig en ting jeg har:
så grænseløs som havet er min rigdom,
så dyb min kærlighed; jo mer jeg gir,
des mere har jeg, de kan aldrig tømmes.

Ja, grænseløs, uden former er den rige livskraft, der opstår mellem dem. Goethe var glad for, at han først lærte Shakespeare at kende efter, at han selv var begyndt at digte, for ellers var han aldrig kommet i gang. Siden måtte han af samme grund rationere ham til et stykke om året...
Marx mente, at det var Shakespeare, der havde indført ham i pengenes - dæmoniske - væsen.
Freud stod i usigelig gæld til denne Bill.
Grundtvig henviste til ham som højskolens universal-historiske profet.
Brandes hævdede, at der om Hamlet alene var skrevet mere end på hele det serbo-kroatiske sprog.
Jonathan Bates afsætter i sin bog The Genius of Shakespeare (1997) et helt afsnit til bardens betydning for Wittgenstein, som han påstår er dette århundredes største filosof. (Andre gør ham dog rangen stridig).
Sammen med Michael D. Bristol (Big-time Shakespeare (1996) og mange andre forsøger Bates nu at forklare, hvorfor skuespilleren og gøgleren fra den første Elizabeths tid stadig er den mest spillede digter af alle, og det hele verden rundt. For blev han ikke spillet, på teatre, film, fjernsyn, video og amatør- og skolescener hele året rundt, udkom der nok heller ikke en anmeldelse, en artikel eller en bog om ham en gang om dagen på et eller andet sprog. Ved siden af forelæsningerne og foredragene og seminarerne og studiekredsene om denne latinskoleelev, der aldrig kom på universitetet.
Det er skuespillerne og instruktørerne, der holder Shakespeare i live. For han er så god at spille.
Derfor kommer publikum.
Det kommer ikke på grund af Shakespeare og alle de andre kendte navne fra Goethe til Wittgenstein. Eller Karen Blixen, som simpelthen mente, at Gud selv havde skrevet to bøger: Bibelen og Shakespeare.
Hvorfor elsker skuespillerne at spille ham? Fordi Shakespeare aldrig et øjeblik glemmer at spille på det, at det virkelige liv altid er truet af - spillet:
Hvad er ord, ord, ord? "Åh Romeo, hvis du elsker, så tal sandt." Men elsker han - virkeligt? Eller er det blot en ubetænksom, overilet seksuel lidenskab, der fører til erotisk forførelse også af ham selv? Og siden til lidelse for dem begge. Er hans og hendes egne ord til at lide på? Eller er det hele ikke andet end liderlighed.
"Gid somrens varme ånde
får modnet vores kærlighed til blomstring
før næste gang vi ses."
Hvilke variationsmuligheder for et skuespil rummer ikke dette naturtro spil mellem de elskende to. Replikkerne og gebærderne er i uovertruffen grad lagt op til hver enkelt skuespillers aldrig før gennemspillede fortolkning. For måske er Julies mistanke aldeles ubegrundet, og Romeo skal spilles som den, der virkelig er den elskende. Måske har hun ret i, at deres seksuelle tiltrækning af hinanden og deres høviske spil på - og med - erotikken endnu mangler modenheden til kærlighed. Måske er det især hende selv, der med sin forsagelse af dem, der spiller knibske af beregning, på tvetydig vis og måske bag sin egen ryg spiller beregnende på, at hun skam ikke er beregnende. Måske skifter spillet mellem sand væren til forestillet væren flere gange i løbet af bare denne lille verdensberømte forestilling, der går under betegnelsen 'balkonscenen'.
Det er kunst, der véd sig selv som kunst, fordi den ikke forveksler sig selv med den virkelighed, der er. Og som ingen ord kan gøre krav på som sin ejendom. Men som uophørligt vil give sig udtryk, også i ord.
Lækkerbiskener for enhver skuespiller, instruktør og scenograf.
Vi andre kan så komme, især med en oversættelse som Niels Brunses i ryggen, med alle vores fortolkninger uden for scenen, men det er på scenen spejlingen af virkeligheden foregår i kropsligt og hørligt fortolkende handlinger. Så ufattelig mangfoldige og omskiftelige som virkelighedens egne spejlinger i handlinger og ord af det er, der er.
Julie: Pst, Romeo! Åh, gid jeg kunne råbe,
som falkoneren lokker høgen til sig:
men fangenskab gør hæs, og jeg må hviske.
For ellers sprænger jeg nok Ekkos hule
og trætted hendes stemme mer end min
ved uafbrudt at råbe Romeos navn.
Romeo: Det er min sjæl, der kalder på mit navn.

Ekko er den nymfe, der forgæves forelskede sig i Narcissos og døde bort af mangel på gensvar fra den anden. Narcissos, der var blevet uhjælpelig (som en anden narcissist!) forelsket i sig selv, gik ned og spejlede sig i søen. Til sidst bredte han sine arme ud og kastede sig i sin elskedes favn og druknede.
Så hårfin tæt på narcissismen er kærligheden, at Romeo må erkende, at det er hans egen sjæl, der fra balkonen kalder på hans navn. Der betyder alt og intet.
Men det er ikke narcissisme, det er den kærlighed, som Octavio Paz i Den dobbelte flamme - Kærlighed og erotik, også fra 1997 hvad Iben Hasselbalchs oversættelse angår, hylder i en uforglemmelig højsang:
"Når de elskende ser sjælens egenskaber i legemet, gør de sig skyldige i et kætteri som både kristne og platonikere fordømmer. Derfor er det ikke mærkeligt at kærligheden er blevet betragtet som en vildfarelse, ja, ligefrem som galskab: de middelalderlige digteres vanvittige kærlighed. Kærligheden er vanvittig fordi den spærrer de elskende inde i en uløselig modsigelse. I den platoniske tradition er sjælen fanget i legemet; i kristendommen kommer vi kun her til verden en gang, og kun for at frelse vor sjæl. I begge tilfælde er der et modsætningsforhold mellem sjæl og legeme, selvom kristendommen har formildet det med dogmet om kødets opstandelse og læren om herlighedslegemerne (nadveren, el). Men kærligheden er en overskridelse af både den platonske og den kristne tradition. Den overfører sjælens egenskaber til legemet, som ikke længere er et fængsel. Den elskende elsker legemet som var det sjæl og sjælen som var det legeme. Kærligheden blander jorden og himlen, det er det store oprør. Hver gang en elskende siger jeg elsker dig for evigt, overfører han to guddommelige egenskaber på et forgængeligt, foranderligt væsen: udødelighed og uforanderlighed. Modsigelsen er i sandhed tragisk: kødet forgår, vore dage er talte. Alligevel elsker vi. Og elsker med legemet og med sjælen, i legeme og sjæl."
"Det er forståeligt at de mystiske og de erotiske digtere bruger det samme sprog, for der er ikke mange måder at sige det uudsigelige på. Men forskellen er iøjnefaldende. I kærligheden er genstanden et dødeligt væsen, i mystikken et tidløst væsen som momentant inkarneres i en eller anden skikkelse. Mystikeren ser genopstandelsens tegn i Kristi sår; Romeo græder over Julies lig."

Idag er de mest destruktive af kristendommens platoniske træk ved at få den totale magt i såkaldt verdsliggjort eller sækulariseret skikkelse: "Det menneskelige individ, som i forvejen ikke var et udtryk for guddommeligheden længere, er nu heller ikke længere et resultat af en naturlig udvikling, men er trådt ind i kategorien af industriel produktion, noget man fabrikerer," konstaterer Octavio Paz. Der med rette ser det samme træk i den liberale pengemarkedsøkonomi, som nu trænger ind mellem alt og alle og går sin sejrsgang hele jorden rundt.
Paz har kun kærligheden at sætte op mod abstraktionsterroren. Den er erfaringen for, at sjæl er kun sand sjæl ved at udtrykke sig i den andens kødelige krop og kroppen kun betydende krop, fordi den er sjælen i det hele.
Af denne erfaring, som første gang med samfundsomvæltende følger blev gjort af den såkaldte 'høviske kærlighed' i det kristne Sydfrankrig i 1100-tallet imod den kristne kirkes fordømmelse af den, følger den moralsk-politiske forestilling om den enkelte persons integritet. Fordi sjæl og legeme, krop og ånd, ikke kan skilles ad.
Julie må svare frit for sin seksuelt-erotiske bundethed til Romeo. Først da modnes den til kærlighed.
Han er ikke mindre frit stillet i forholdet til sin lidenskabelige bundethed til hende. Der også er en lidelse.
I denne dialog er frihed og gensidig bundethed uadskillelige. Den minder os om det, der er, og som altid trues af vores beherskelsestrang i dens forsøg på at frigøre friheden til grænseløs almagt over alt og alle andre.
Over for den moralsk-politiske psykose, der truer os, fordi ånden nu frit vil beherske materien, som var den blot og bar en fabrikation, kender Shakespeare svaret. I mange af sine stykker udfolder han en række omstillinger og forvandlinger til at berede vejen for den ting, vi allerede har, så grænseløs som havet, så dyb en kærlighed.
Men kender vi svaret? Hvordan oversættes Romeo og Julie til første, anden og tredje behandling i Folketinget?
Mit nytårsønske er, at vi er ved at indstille os på denne oversættelsesopgave. Og at det er derfor, at Shakespeare spilles som måske aldrig før.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu