Analyse
Læsetid: 6 min.

Ruslands lidt bedre år

24. december 1997

Det blev et år med lidt flere fremskridt for Rusland end hidtil efter kommunismens fald

Året 1997 begyndte ikke så godt for Rusland og slutter heller ikke så godt, men ind imellem er sket visse fremskridt, der i denne tid afspejler sig i, at Rusland ikke fylder nær så meget som det plejer, i kommentarer til året der gik.
I januar blev præsidenten syg igen. Det var kun blevet til en kortvarig genoptagelse af arbejdet efter et halvt års fravær på grund af hjertesygdommen. General Lebed og en række andre gik i starthullerne til ekstraordinært præsidentvalg og den passivitet, der under Jeltsins langvarige sygdom havde præget det russiske magt-apparat, blev forlænget et par måneder ind i 1997.
Men i foråret fik Rusland sin præsident igen i forbløffende offensiv form. Nu skulle de økonomiske reformer, der havde ligget i dvale i hele ministerpræsident Tjernomyrdins tid, genoplives til gavn for befolkningen. 1997 skulle blive året, hvor økonomisk tilbagegang blev vendt til fremgang. Og det er der tegn på, kan ske i det kommende år, for nedturen er bremset i mange sektorer.
Til det formål blev stabschefen Anatolij Tjubais, der kunne tilskrives en meget stor del af æren for Jeltsins genvalg, gjort til 1. viceministerpræsident. Det var ikke noget lystigt budskab for en befolkning, der anklagede netop ham for privatiseringens store røveri, så Jeltsin hentede den unge, populære guvernør Boris Nemtsov ind fra provinsen og gjorde også ham til 1. viceministerpræsident. Tjubais og Nemtsov skulle sammen gennemføre Jeltsins nye reformoffensiv. De har taget skridt til at mindske finansbossers og embedsmænds røveri. De har taget skridt til regulering af økonomien via love og ikke som hidtil via personlige relationer. Men svækkelsen af Tjubais, da han for nylig blev fanget i korruption, betyder også en svækkelse af reformoffensiven.

Det blev et år med meget ringe held for Jeltsins mest hårdnakkede opposition, det kommunistiske og nationalistiske flertal i underhuset - dumaen. Det blev således også et år, der bekræftede, at præsidentvalget i sommeren 1996 var kommunisternes sidste chance for at komme tilbage til magten.
Magtkampen har siden udspillet sig inden for den tidligere brede antikommunistiske alliance omkring Jeltsin, som en stribe intriger i det politiske og økonomiske livs top har vist. Og hver gang har Jeltsin vist, at det er ham, der bestemmer. Han har kaldt finansbosser til orden og fyret til højre og venstre. Ingen af fløjene i magtkampen kan føle sig sikre, for næppe har Jeltsin svækket den ene, før han han "retter op på det" ved at svække en anden.
Året begyndte også lovende for det hidtil mest plagede hjørne af Jeltsins Rusland: Tjetjenien. Det oplevede i januar for første gang efter kommunismens fald et reelt demokratiske valg, der bragte den militære øverstkommanderende, der sikrede sejren i slaget med Rusland, Aslan Mashkadov, ind på præsidentposten.
Med støtte fra OSCE blev valget gennemført på smukkeste, fredelige vis midt i ruinerne.
Rusland har imidlertid endnu ikke indfriet løfterne om effektiv hjælp til genopbygning. Det internationale samfund har også ladet tjetjenerne sejle deres egen sø, så det er gået, som det måtte gå, når kriminalitet er nogle af de eneste "jobtilbud".
Tjetjenien har i praksis opnået selvstændighed, men med ringe muligheder for at komme materielt og dermed også moralsk på fode.
Det står endnu tilbage at se, om Ruslands interesse i at sikre olieeksport fra Det Kaspiske Hav via olieledningen igennem Tjetjenien bliver det lille folks redning.
Russerne og det internationale samfund vender helst ryggen til, mens Tjetjenien fortsat er Jeltsins største både indenrigs- og udenrigspolitiske problem.

Når det gælder Ruslands officielt højest prioriterede udenrigspolitiske mål - tætte relationer til det "nære udland", de øvrige tidligere sovjetrepublikker - er der heller ikke de store fremskridt at melde om. Unionen med Hviderusland eksisterer kun på papiret, men har skabt rædsel i andre SNG-lande. Rusland er simpelthen ikke tilstrækkeligt politisk og økonomisk tillokkende for dem, så Moskva har spildt dyrebar tid med forsøg på at genetablere dominans over tidligere sovjetrepublikker.
På et punkt bød året på et stort fremskridt: Forbedring af relationerne mellem Ukraine og Rusland med underskrivelse af en længe udskudt Venskabs- og Samarbejdsaftale i foråret. Den indebærer russisk anerkendelse af de ukrainske grænsers ukrænkelighed, altså Kremls officielle accept af, at Krim er ukrainsk. Det er lige som Kremls tilbud til de baltiske lande om russiske sikkerhedsgarantier udtryk for, at gulerødder i år blev brugt i stedet for stokke over for naboerne.
Med samarbejdsaftalen med NATO i forbindelse med den vestlige alliances første udvidelse østover, afløste harmoni lang tids konfrontation. Det varer ikke ved, med mindre NATO opgiver at indlemme de baltiske lande. Og NATO ser jo ikke umiddelbart ud til at have den store lyst til at åbne det slagsmål, der kan ventes at blive endnu mere bittert, end slagsmålet op til Polens, Ungarns og Tjekkiets optagelse i alliancen.
1997 blev dermed også året, hvor Rusland accepterede, at det ikke kunne bremse NATO's første udvidelse og valgte at få det bedste ud af det: Masser af indrømmelser hvad angår integration i verdensøkonomien.
1997 blev også året, hvor Rusland viste mange tegn på erkendelse af, at det nok er en stor europæisk nation, men ikke længere en supermagt, der kan bestemme verdens gang sammen med USA.
Fra Helsingforstopmødet med Clinton proklamerede Jeltsin, at Rusland er parat til EU-medlemsskab. Det var en besked til Europa om at tage sine egne løfter om ikke at isolere Rusland alvorligt på det økonomiske plan, når NATO-udvidelsen nu viste, at det ikke er parat til det på det militære plan.
Og et af de mange forbløffende udspil fra Jeltsin, der nok viser hans hensigter klarest, kom i Strassbourg i oktober. Her foreslog han sin franske kollega Chi-rac, at de sammen med Kohl skal skabe en europæisk 'troika' til at afbalancere NATO's indflydelse på kontinentet - altså afbalancere USA's indflydelse. Under et uformelt møde i november enedes Kohl og Jeltsin om at afholde det første af en række 'troika'-topmøder i Jekaterinburg i første halvdel af næste år.
Hverken Paris eller Bonn har officielt tilsluttet sig Jeltsins ide, og det forekommer også utænkeligt, at de to store NATO-lande skulle indgå i en akse imod NATO. De afviser imidlertid ikke 'troika'-ideen. For den franske regering er det fristende som en vej til at mindske den amerikanske indflydelse i Europa. Bonn har ikke konflikter med Washington som Paris, men Kohl har ofte understreget, at han ser det som sit personlige ansvar, at modvirke isolation af Rusland. Og noget må gøres for inddrage Rusland sikkerhedspolitisk i den europæiske familie. Og det er ikke nok for
Moskva med det fælles råd, der blev dannet i forbindelse med den særlige samarbejdsaftale mellem Rusland og NATO.
Alexander Rahr, analytiker ved Det Tyske Udenrigspolitiske Selskab siger, at det største problem for Bonn er, "hvordan en mekanisme for en sådan troika kan skabes", uden at det påvirker NATO's dagsorden eller skader USA's interesser i Europa.

I Jeltsins aktive perioder, som faktisk har været hovedparten af det forgangne år, har han taget masser af både indenrigs- og udenrigspolitiske initiativer. En del udenrigspolitiske fusere har hans apparat siden måttet bortforklare, men "troika"-initiativet synes blandt de mere gennemtænkte. Europas store skylder Rusland noget, og Jeltsin har i hvert fald fået dem sendt i tænkeboks.
Og efter den seneste "forkølelse", "influenza" eller hvad det nu var, mødte han lillejuleaften på arbejde igen. Lærere, kulminearbejdere og andre statsansatte skal have deres løntilgodehavender senest nytårsaften, ellers ruller der hoveder i regeringen, lover præsidenten.
Det går sin skæve gang, men hidtil er det gået, uden at den russiske virkelighed har givet de helt store katastrofevisioner ret. For er der noget russerne kan, så er det at møffe sig igennem.
Det kan de også derude i rummet på den i året der gik, ofte dødsdømte rumstation Mir. Den britiske astronaut Michel Foale siger om sin tid deroppe, at "kun sort humor og det russiske mandskabs dygtige improviseringer holder den gamle fugl flyvende".
Det er noget af det samme dernede på jorden, hvor mandskabet finder ud af at holde skuden flydende, mens magtapparatet stadig er mest optaget af intrigerne ved zarens hof.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her