Læsetid: 6 min.

Og så blev Clinton flintrende gal

15. december 1997

På trods af advarsler fra republikanerne vil USA's præsident i dag udnævne sin nye vogter af mindretalsrettigheder. Det vil skabe ravage i Kongressen efter nytår

I biografier nævnes det ofte, at Bill Clinton har temperament, så det batter, skønt den amerikanske præsident forstår at lægge bånd på sine lidenskaber i det offentlige søgelys.
Men de første par år i Det hvide Hus var sandelig ikke lette. Den nyvalgte præsidents politiske rådgiver George Stephanopoulos fortalte engang, hvor rødglødende af raseri Clinton kunne blive, hvis en morgenavis serverede "endnu en løgnagtig påstand" om hans hustru Hillarys indblanding i Whitewater-affæren.
"Men som tiden gik, blev præsidenten mere hårdfør. Nu tager han ikke længere de personlige angreb så tungt," sagde Stephanopoulos, der forlod Det hvide Hus i 1996.
Nuvel, det rapporteres i den amerikanske presse, at Clinton i de seneste par uger har været så indigneret over republikanernes afvisning af regeringens kandidat til vicejustitsminister, at han idag vil tage det store spring og udnævne Bill Lee til den ansvarsfulde post alligevel. Uanset de alvorlige konsekvenser et sådant skridt kan få for præsidentens forhold til flertalspartiet i Kongressen.
Denne vordende politiske konflikt er dels et forvarsel om det kommende midtvejsvalg i 1998, dels et symptom på én igennem lang tid voksende frustration i det ovale kontor over republikanernes arrogante, ansvarsløse og intolerante opførsel - for at formulere nogle af præsidentens kritikpunkter frit.
Clintons anden embedsperiode skulle ifølge præsidentens édstale den 20. januar have været indledningen til en ny æra i amerikansk politik med tværpartisk samarbejde i Washington. Kun i dette lys kunne man fortolke resultatet af sidste års præsidentvalg, hvor Clinton blev genvalgt med under 50 procent af de afgivne stemmer, og republikanerne lige netop bevarede kontrollen i Repræsentanternes Hus, men til gengæld øgede deres flertal i Senatet.
Et tilbageblik på de første ti måneder efterlader indtrykket, at de to sider har fundet fælles fodslag i den økonomiske politik, mens næsten alle andre områder er blevet ofre for parti-egoisme og snævre egeninteresser i Kongressens to kamre. Det kan virke som et paradoks, al den stund økonomiske anliggender jo traditionelt er genstand for størst uenighed mellem folkevalgte og mellem partier.

Den amerikanske økonomi kører imidlertid ligeså godt som den nyeste Mercedes Benz - mener politikerne - og næste år forventes et overskud på forbundsstatens budget. Finansloven for 1998 blev derfor vedtaget tidligt på året uden en reprise af bråvallaslaget fra 1994-95, hvor Newt Gingrich tvang Clinton til at dreje nøglen om i regeringskontorerne.
Nød lærer nøgen kvinde at spinde. Et eller andet skal skille parterne ad, ellers kan man ligeså godt ophæve topartisystemet i USA. Så republikanerne har virkelig hyppet deres egne kartofler dette efterår i følsomme spørgsmål, som angår deres ideologiske identitet. Et ret chokerende resultat af denne linie kunne man se fornylig, da det lykkedes et konservativt republikansk medlem af Repræsentanternes Hus, Christopher Smith, at sammenkæde abort og udenrigspolitik.Smith fik overbevist et tilstrækkeligt antal partifæller til at modsætte sig regeringens anmodning om en betaling af USA's gæld på en milliard dollar til de Forenede Nationer og en bevilling på 3,5 milliarder dollar til den Internationale Valutafond ene og alene, fordi Det hvide Hus afviste at annullere USA's finansiering af abort i den 3. Verden gennem FN.
Republikanernes blokering af bevillingerne faldt i en periode, hvor Clinton-regeringen arbejdede hårdt på at mobilisere støtte for sin Irak-politik i FN's sikkerhedsråd. Ikke kun det. I samme tidsrum toppede finanskrisen i Sydøstasien, og IMF havde brug for et tilsagn fra USA om yderligere lån til sin fond. Men den slags hensyn kunne ikke bevæge de konservative republikanere. De følger fremfor alt en snæver ideologisk dagsorden, som skal sikre genvalg i deres kreds næste november.
Præsident Clinton har også løbet panden mod en mur i forbindelse med Senatets godkendelse af hans kandidater til ledige stillinger i forbundsdomstole, ministerier og ambassader. Flere snese dommere har ventet i op til et år på det grønne lys fra Kongressen, mens forbundsdomstole rundt omkring i landet er underbemandede, deres kolleger er overbebyrdede og varetægsfængslede venter urimeligt lang tid på at få deres sag behandlet.
Samme problem oplever det amerikanske diplomati. Snesevis af ambassadørposter venter på at blive besat, men desværre: Senatet er taget tidligt på ferie i år, så kandidater kan godt forberede sig på at vente til 1998 - et valgår, hvor republikanerne igen vil hvæsse de ideologiske knive. Man må antage, at der kan gå flere år førend nogle ambassadører endelig besætter deres stilling.
Hvad der virkeligt vækker opsigt er, når Kongressen sætter sig op imod en ministerkandidat af rent ideologiske grunde. Det er et relativt nyt fænomen i amerikansk politik, som kan skrives tilbage til det demokratiske partis kampagne i 1985 mod den konservative forbundsdommer Robert Bork, præsident Ronald Reagans kandidat til Højesteret. Dengang havde demokraterne flertal i Senatet, og da det blev klart, at Borks moralske kompas lå for langt til højre for et flertal i Senatet, måtte han trække sig.

Traditionelt har Senatet givet en præsident større spillerum og kun afvist kandidater til høje embedsposter, hvis deres renommé er flosset eller de bevisligt har været på kant med loven. Det skulle efter sigende have været hensigten med denne regel i forfatningen.
Konservative republikanerne har aldrig tilgivet demokraterne for deres behandling af Robert Bork, så da Clinton i 1993 udnævnte sin gamle klassekammerat Lani Gunier fra det juridiske fakultet på
Yale University til posten som vicejustitsminister med ansvar for mindretals borgerrettigheder, eftersøgte de hendes artikler med en lup. De fandt nogle juridiske argumenter om positiv særbehandling, som skal have været tvivlsomme - i en sådan grad, at Clinton kort efter bad Gunier om at trække sit kandidatur tilbage.
Hendes efterfølger var en ung lektor fra Boston Universty, hvis offentlige profil har været ret lav. Da han trådte tilbage sidste år, faldt Clintons øjne på en advokat af asiatisk afstamning, der har arbejdet for USA's ældste borgerretsorganisation NAACP siden 1980. Valget var primært opsigtsvækkende, fordi Bill Lee ikke er af afrikansk afstamning - traditionen tro har sorte amerikanere besat stillingen.
Det asiatiske samfund jublede over udnævnelsen, fordi ingen fra deres etniske gruppe nogensinde har besat en højere politisk post i USA's historie. Glæden forsvandt hurtigt, for så snart Lees sag kom til behandling i Senatet, gik formanden for retsudvalget Orrin Hatch i offensiven og påstod, at den 48-årige borgerretsadvokats syn på positiv særbehandling for minoriteter "ligger uden for den konventionelle opfattelse" i USA.
Hvad senatoren mente, var følgende: At Bill Lee er af den gale opfattelse, at borgerretslovene fra 1964-65 - der skænkede det afro-amerikanske mindretal lige rettigheder med andre borgere - giver hjemmel til at anvende racepræferencer i USA's offentlige sektor, herunder på de statsdrevne universiteter.

Det skrev Lee engang i 1982 og selv om han tilsyneladende har en mere nuanceret opfattelse i dag, så er det Clinton-regeringens politik, hvorfor han må støtte den. Problemet er imidlertid, at republikanerne er af den stik modsatte opfattelse. De mener, at positiv særbehandling er en form for racediskrimination, hvilket er i strid med forfatningen. Ergo: Bill Lee kan ikke betros med en stilling som forvalter af USA's borgerretslove.
For to uger siden stemte retsudvalget seks mod seks. Under normale omstændigheder ville en kandidat have trukket sig tilbage, men Clinton blev så arrig over dette udfald, at han - for en gangs skyld - besluttede at blæse på det gode forhold til det andet parti. I dag vil han øjensynligt udnævne Bill Lee, selv om Orrin Hatch og andre republikanske ledere har advaret præsidenten om en
guerrilla-krig, når Kongressen samles igen til januar.
For ikke-amerikanere kan denne polemik måske forekomme at være ret fjern og uvedkommende. På ingen måde.
Meget tyder på, at USA's gæld til FN, bidrag til IMF og endda klimatraktatens skæbne hænger i så tynde tråde, at blot den mindste 'provokation' fra en moderat præsident kan tirre republikanerne til at slå bremsen i.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu