Læsetid: 6 min.

Så fuld som en bus i regnvejr

12. december 1997

Det Hvide Mørke er en samling af tekster, tegninger og malerier af digteren og billedkunstneren Lars Dan. Teksterne beskæftiger sig med nogle af de inspirations- og oplevelseskilder, der har været væsentlige for ham. En af dem er den svenske skjald og forfatter Ulf Lundell

Boguddrag
Vi har vores livs dagbog støbt i ridset vinyl, men danser reelt om kulturens nulpunkt. Vort eget. Til en musik af smagløs spektakulær kynisme og den vanlige blanding af arrogance og sentimentalitet. Tidsånden og dens mangel på almen menneskelig samvittighed har nået en dekadent perfektionisme, som ligner den, vi normalt forbinder med den glatte konferencier i musicalen Cabaret. Og med forbavsende medfølelse lader han os tro, at vi lever i et hektisk, dramatisk nu. Hans ferme fingre kan så meget - lave symboler og realisme, parre smerte og vid. Hans slikne stemme kan sjofelt, men raffineret, reducere livets meningsløshed til en gnæggende hånlatter. Derfor er seismografen Lundell så vigtig.
Denne tekst er skrevet i hovedet mange gange. Men jeg har hidtil opgivet at føre den ned på papir, fordi jeg aldrig har haft - og nok aldrig får - hvad der skarpt er blevet kaldt afstandens indsigt. Fanden i det! Nu skriver jeg den - i brokker, i flow, i backflash... Jeg slipper ordene, billederne og lader tanker og stemninger komme, som Lundells sange med tiden er væltet ind over mig.
Ulf Lundell er uden sammenligning den nulevende kunstner, som har påvirket og betydet mest for mit liv. Han er min broder i ånden. Ingen anden i Norden har skrevet så skønt passionerede lyriske ballader.

Man skal som regel spænde hanen på sin intellektuelle pistol, når der diffust refereres til "fagfolk". Og måske er det farligste, der kan ske for en kunstner, at tro på en undermuring af ens pornografiske bekendelser med en videnskabelig, filosofisk jargon. En intern jargon, der udadtil foregøgler mere viden og indsigt, end der er substans til. Den tanke har, Gud være lovet, aldrig strejfet en mand som Lundell. At de nu om dage forsker i hans værk på universiteterne i Sverige, hvor der allerede ligger adskillige arbejder om hans værk arkiveret, rager ham en papand. Kunst kan aldrig legitimeres med videnskabelige tekster. Det kan højst føre til en dvask selvbekræftelse.
Ulf Lundell har alle dage været omgæret af myter og skandaler. Men det synes ikke at bekymre ham en tøddel. Han gør det, han gør. Han skriver og synger og samler noget af det i bøger eller dobbelt cd'er, for i det mindste at vriste sig fri af myterne og håbe på, at nogen vil læse og lytte til det og måske indse, at det er mere indviklet end som så, dette med at være etiketteret til at være nationalskjald og hard core alkoholiker. Omverdenen danner sig lynhurtigt et billede af kunstneren, det er uundgåeligt, og billedet består lige så uundgåeligt af klicheer. De værste er til at håndtere, nogle gange ligefremt morsomme. De handler om sprut og kvinder. Om skilsmisse og penge. Om afsavn og vellyst og hverdagens slugter og mirakler.

En dag for en halv snes år siden havde jeg lokket ti, femten venner og bekendte med til Lundell-koncert. De fleste kendte kun til hans fortræffeligheder fra min mund. Koncerten var en katastrofe. Manden var fuld som en bus i regnvejr. Alle sange faldt fra hinanden. Højdepunktet indtraf, da han selv ganske uvidende pissede i bukserne. Dagen efter kunne man læse i en formiddagsavis, at det eneste han længtes efter var et reb. Han ville forvandle orden til kaos, død til liv. Han ønskede at nedbryde alt. Gøre rockmusikken vildere, skabe vanvid. "Jeg bliver aldrig nogen jukebox!". Senere samme år gik han på en vellykket Minnesota-kur. Lundell har været en nøgtern og sober alkoholist siden hint efterår, som man vel roligt kan kalde hans sæson i helvede.
Ulf Lundells talent er naturgivent. Selv i alle de år, hvor han forstærkede sin medfødte energi med flasken, var det umuligt for ham at ramme helt ved siden af.
Jeg tilhører en generation som voksede op med høretelefoner på og volumen helt i bund. Fra jeg var seks-syv år gammel blev jeg fanget ind af musik. Rockmusik. Selvfølgelig kendte jeg sangen "Öppna landskap" fra lp'en Kär og Galen, men det var først, da Lundell udsendte dobbelt-albummet Den vassa Eggen i oktober '85, at jeg forstod, at her var en artist af format og med gennemslagskraft, der rækker ud over det normale.
Ulf Lundell er fundamentalt utilpasset. Han lever i en tilstand af permanent hjemløshed og uforløst kærlighed. Her er ingen skelnen mellem sjæl og legeme, derimod et forfinet billedsprog, hvor følelser og sindsstemninger indfældes i en lyrisk og gennemreflekteret gengivelse af menneske og natur i samspænd. Det er sange fra det hvide mørke i erindringens tilrøgede baglokaler, sange om et vaklende liv på tilværelsens frontbastioner. Sange om at hente sig selv op fra gulvet og kæmpe, kæmpe videre. Kun en kunstner af virkelig klasse forener desperation med en stålsat selvdisciplin. Han holder smerten i ave ved altid at arbejde.
De fleste mennesker bærer på en uartikuleret længsel, noget som jager dem, tynger dem ned og får dem til at begå handlinger, de ikke kender motiverne for. Lundell er en fuldblodsromantiker, det er hans ubestridte drivkraft. Han elsker den dobbelttydige kvinde - luderen & madonnaen. Kvinden er altings forudsætning. Men han tilstrækkes ligeså ofte - som alle andre mænd fra Strindberg til Nick Cave, mørkets fyrster - af stærke selvstændige kvinder, der skånselsløst drager, forfører og tager det hele. Lady grinning soul.

Lundell stirrer ned over alle årene, og ser det, han har gennemlevet og griber det i et forsøg på at binde det til nuet. Nok er Lundells sange udstyret med en vis sentimentalitet og nostalgi - men det virkelig interessante og ligefrem besættende ved dem er, at de aldrig bliver stående i en begrædelse af tab eller i en dyrkelse af smerten i sig selv. For Lundell sætter hele tiden sig selv og sit univers på spil.
Lundells sange er filtrerede og rensede. I fuld overensstemmelse med de idealer (Celine, Hemingway, Kerouac og 2xDylan), der prægede ham sent i 60'erne og først i 70'erne, hvor han trådte i karakter.
Kærlighed er den uendelige generøsitet, skriver Sartre. Lundell er ikke for fastholdere. Derimod taler og synger han til - og for - de rastløse i drift, nomaderne, som tænker på tværs, og han formulerer længslen hos de grænseløst ømhedstørstende, som slås for at bevare deres frihed og holde drømmen om kvinden og manden i live. Han arbejder i et tempo, som ville lægge de fleste i graven før tiden.
Sangene rejser sig med en hunger efter kærlighed, som de ofte selv forløser, og de breder sig i lytteren med egenartede naturstemninger og de sparker igen med forsøg på løsrivelse fra alle snærende bånd, formynderi og konservatisme. Det nytter ikke at affærdige Lundells oeuvre som en dåres private opgør med tilværelsen, dertil er det nordiske mørke og den inderlige kraft i dem for stor: Hans sange, digte, romaner og sceneoptræden taler hele tiden nyt om det glemte, og profetisk om det kommende, længe efter, at man har vendt ryggen til, eller har glemt at kæmpe - videre. Det handler altsammen om lidenskab. Som Jack Kerouac udtrykte det, gælder det om at brænde, brænde som fantastiske romerlys.

*Lars Dan: Det Hvide Mørke. 80 sider, rigt ill. i farve og s/h. Indb. kr. 190, i kommission hos Borgens forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu