Læsetid: 7 min.

'Og så tog vi med bussen og så slog vi ham ihjel...'

30. december 1997

Den engelske dokumentarist, Clive Gordon, hvis seneste film, Konys hær, bliver vist på DR2 i aften, har tilbragt adskillige år i alverdens brændpunkter

INTERVIEW
Den engelske dokumentarist Clive Gordon lod for snart mange år siden en akademisk uddannelse i litteratur bag sig for i stedet at beskæftige sig mere med 'virkeligheden'.
"Jeg var interesseret i dokumentarfilm og startede som journalist, for det var faktisk den eneste vej, man kunne komme ind i den verden."
Clive Gordon, der er i Danmark for at præsentere sin seneste film, Konys hær, har rejst over det meste af verden og lavet film fra mange af de værste konflikter, men i bund og grund drejer alle hans film sig om det samme.
"I sidste ende går man bare fra det ene sted til det andet. Dette kunne have været Gulu, det kunne have været hundrede andre steder i Afrika, hvor man formodentlig kunne have fortalt den samme slags historie."
Historien, Gordon taler om, er den, han fortæller i Konys hær. Om Joseph Kony, en oprørsleder i Uganda, der sammen med sine rebeller lever et liv med overtro og bestialsk brutalitet. Gennem trusler om henrettelse og tortur nyder han uindskrænket magt over sine tilhængere, for en stor dels vedkommende kidnappede børn. I ly af natten sniger Konys hær sig ind i landsbyerne og dræber, voldtager og kidnapper beboerne for lige så stille og ubemærket at forsvinde ud i bu-shen. Det har været dagligdag for befolkningen i det nordlige Uganda gennem mere end ti år, og regeringen synes næsten magtesløs.

Hård kost
Konys hær, der er en engelsk-dansk co-produktion mellem October Films og Karen Hjort Film, tager sin begyndelse i Gulu, hvor et statsligt terapicenter er oprettet for at hjælpe ofrene for Konys brutale krigsførelse. Behandlerne og 'patienterne' arbejder hårdt gennem sang, dans og kærlighed for at skabe en tålelig tilværelse for de mange ofre.
Det er hård kost at høre de mange børn fortælle om alle de forfærdelige ting, de har gjort, og alle de pårørende til kidnappede eller myrdede børn fortælle om deres pinsler - især fordi de virker uberørte af det, de har gået igennem. Men, forklarer Gordon, "i Gulu er de vant til at leve med forfærdelige ting. Den gennemsnitlige levealder for en mand i Gulu er 38 år, så folk, der dør unge, er ikke en tragedie."
"Der er en fyr i filmen - en af forældrene til en af pigerne - han er bekymret, men han jokede også med os bagefter. 'Kony er min svigersøn'. Vi kunne ikke forstå, at der faktisk var et følelsesmæssigt indhold her."
Derfor var det også svært for Clive Gordon og hans filmhold at lade være med at fortolke det, de hørte. På trods af at Gordon helst vil holde sig udenfor og ikke forsøge at forstå for meget.
"En af grundene til at tage derned var, at det var en fremmed kultur, noget meget mærkeligt. Vi kan ikke forstå den med vores sædvanlige metode. Filmen måtte ikke prøve at bygge bro mellem vores to kulturer, for så reducerer man noget, man ikke kan forstå til noget, man kan forstå, og derved forfalsker man det. En af de ting, man ser, er børn, der taler om at slå ihjel. 'Og så tog vi med bussen, og så slog vi ham ihjel og fortsatte så med at gå'. Der var slet ingen følelser, som vi kunne genkende."
"Så på den ene side er der det kulturelle skel og på den anden side, var vi nødt til at bruge vores europæiske øjne for at gøre de forfærdelige ting, der var sket, synlige overhovedet. Men hvis man lod det hele stå ukommenteret og åbent, var der ingenting, som et publikum kunne relatere til, så det er faktisk lidt af en balancegang."

Autenticitet
I alle sine film er Clive Gordon meget forsigtig med at kommentere og fortolke for meget. Han benytter sig ikke af en voice over eller en fortæller, som gør tingene helt klare for et publikum.
"Kommentarer eller indblanding fra en autoritet vil øjeblikkelig forhindre publikum i at blive involveret i de mennesker, de ser på skærmen."
"Der er dog nogen information, man simpelt hen er nødt til at give, men jeg vil ikke gå ud over det. Der er en tendens til mht. dokumentarer, at manuskriptet er udtænkt på forhånd. Billederne bliver så en slags tapet, en illustration af tingene, og det er naturligvis for mig slet ikke en film. I en film sker der noget på lærredet, og man bliver involveret i det - det er også udfordringen."
I det hele taget er fornemmelsen af indlevelse og følelsen af selv at være dér meget fremherskende, når man ser Gordons film.
"Man prøver at fortælle sandheden i situationen, som man ser den, men i sidste ende, så er det også kun sandheden, som man ser den. Der er ikke noget, der objektivt - det er en myte. Jeg tror, at det er et spørgsmål om ærlighed. Når man laver dokumentar, er det meget nemt at lyve. Det er nemt at forfalske en situation for at få en bedre historie. Og det er dér, man trækker grænsen."
"Faktisk tror jeg, at de fleste publikummer med rette er meget mistænksomme omkring, hvad de ser - jeg ville ikke tro på noget med mindre, jeg selv havde set det. Hvis noget har integritet, så kan man fornemme det. Da menneskene i De forrådte lige var kommet ud af Somashki og skreg, 'de har gjort det og det', så... Selvfølgelig ser man små stykker bevis, som bekræfter det, f.eks. når de siger, at de sætter ild til gamle mennesker, og man så ser de gamle kvinder med deres forbrændte hænder. Der er ikke nogen, som tror, at de bare lyver, at de bare er en del af et eller andet russisk-tjetjensk propaganda-plot. Uden kommentarer taler folk for sig selv. Vi kan selvfølgelig vælge, hvad vi viser, optager, eller hvordan vi klipper det, men i det mindste er det mennesker, der taler og lever midt i noget."

Kontraster
De forrådte fra 1995 er Clive Gordons forrige og meget roste film om nogle af alle de menneskelige og personlige tab, som krigen mellem Rusland og Tjetjenien har krævet på begge sider. Filmen bruger meget voldsomme billeder, og gør, som Konys hær, en dyd ud af at opstille modsætninger, bl.a. mellem den hårrejsende billedside og så en noget mere munter lydside.
"Musik er instinktiv, det er al filmmageri faktisk, og den store prøve kommer, når man sidder i klipperummet. Hvis noget virker for én følelsesmæssigt, så er man nødt til at gøre det. Musikken spiller en meget vigtig rolle, og de fleste mennesker reagerer, som jeg havde håbet på. Der er et par mennesker, som finder, at musikken i De forrådte er helt upassende. Det er jeg ked af, men der er ikke noget, jeg kan gøre ved det - alle reagerer forskelligt - og for mig er essensen af musikken denne kontrast mellem de forfærdelige ting, som man ser, og så denne mere muntre stemning. Ofte følger musikken noget forfærdeligt og giver én et øjeblik til at reflektere over den ironi, som altid er til stede i disse situationer."

Grusomheder
Ja, Clive Gordon har levet med det bestialske i adskillige år nu og i hans film er ét tema afgørende.
"Det er voldsmanden og ikke offeret, der er interessant. Folk indser faktisk ikke, hvor forfærdeligt det er. Naturkatastrofer interesserer mig overhovedet ikke, krige er menneskeskabte og som regel af mennesker, der befinder sig nogen afstand fra lidelserne. Det er meget nemt for dem, og de kan få offentlig støtte hjemmefra og gennem propaganda."
"Man er nødt til at komme tæt på virkeligheden, og hvad den betyder for de folk, som er midt i den. Jeg tænker altid, 'hvordan er det muligt for folk at gøre disse helt grusomme ting mod andre?' Det var på mange måder mest bemærkelsesværdigt i Bosnien, hvor naboer, som havde levet sammen i 20 år, pludselig myrdede deres naboers børn og torturerede og skar halsen over på dem."
"Jeg bor i Berlin, og på tysk tv ser man ofte krigsfilm om tysk skyld osv. - det er ikke noget, de begraver, især ikke i medierne. Hvordan er det muligt for almindelige mennesker - helt almindelige, de er ikke af en bestemt race - at gøre de forfærdelige ting? I sidste ende tror jeg, at det er muligt for alle at gøre det, hvis forholdene lægger op til det. Det er en forfærdelig sandhed om mennesker."
Selvfølgelig gør de mange grusomheder indtryk på Gordon, men som han selv siger, så evner han at bevare sin professionalitet, hvilket også har betydet, at hans arbejde ind i mellem tager sig noget kynisk ud.
"Men vi har jo en grund til at være dér," slutter sandhedssøgeren Clive Gordon af med at sige.

*Konys hær bliver vist på DR2 i aften kl. 20.10

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu