Læsetid: 5 min.

Satellit-tv smadrer sammenholdet

8. december 1997

Også i Frankrig myldrer satellit- og betalingskanaler frem. Sociologen Dominique Wolton frygter, at de mange nye kanaler vil splitte befolkningen efter interesser og forstærke den
kulturelle ulighed

Sociologen Dominique Wolton, forfatter til Penser la communication, mener, at fjernsynet udgør et socialt bindeled, der er nødvendigt for demokratiet. Wolton frygter imidlertid, at de mange nye betalingskanaler vil føre til en opsplitning af befolkningen efter interesser og på den måde forstærke den kulturelle ulighed. Derfor finder han det vigtigt, at de landsdækkende public service kanaler bevares og styrkes.
- Er der en risiko for, at betalingskanalernes udbredelse sker på bekostning af public service kanalerne?
"Nej, ikke hvis de supplerer dem. Men hvis man tror, de er et fremskridt i sig selv, så ja".
"Public service kanalerne gør det muligt for seerne at se noget, som de ikke nødvendigvis har bestemt sig for at se, og dagen efter snakker de med andre mennesker om det. Kort sagt forbruger de individuelt et kollektivt produkt. Det er vigtigt i en tid, hvor tendensen går i retning af, at folk isolerer sig i hver sin lille kasse".
"Med den eksplosionsagtige vækst i antallet af satellit- og betalingskanaler er der imidlertid risiko for en segmentering af programmerne og en individualisering af interesserne, som kan bringe den nuværende samfundsligevægt i fare. Problemet i dag er den sociale samhørighed."
- På hvilken måde?
"Presset fra aktørerne på markedet er så stort, at det giver indtryk af, at massemedierne (de medier, der er for alle red.) allerede er dinosaurer fra fortiden, mens de tematiske satellit- og betalingskanaler er en slags strålende fremtid. Man siger til folk: "Nu kan I slippe for at se programmer, som ikke interesserer jer; I kan nøjes med at vælge det, I har lyst til!"
"Det er tilsyneladende et uigendriveligt argument. Men man glemmer, at folk risikerer at blive spærret inde i deres valg og berøvet muligheden for at opdage ting tilfældigt".
"Hvis man går for vidt uden at reflektere over det, risikerer man at styrke den sociale og kulturelle ulighed. Hver har sin plads, og der bliver passet godt på hjorden!"
- De almene kanaler har en kedelig tendens til at nivellere, deres programudbud er ikke frygtelig originalt. Kan temakanalerne ikke tilføre nyt?
"Bestemt. Men erfaringen viser, at en betalingskanal (det gælder i øvrigt også radiokanaler) aldrig holder ret længe. Det er et mekanisk fænomen: Når en betalingskanal går godt, vil den være almen eller delvis almen. Se bare Arte: Den begyndte som en kulturel kanal, men blev lidt efter lidt kvalt af mangel på seere. Resultatet er, at den er blevet en semi-almen kanal. Eller tag Canal+: Den var en kodet kanal, som blev forvandlet til en almen kanal, men en almen kanal med alle en betalingskanals fordele uden et monopols begrænsninger. Hvis jeg var TF1 eller andre almene kanaler, ville jeg ikke være glad!"

Lunken public service
- Hvis betalingskanalerne ikke holder ret længe, så har de almene kanaler jo ingen grund til at føle sig truet.
"Jo, for vi ender i en slags lunkenhed. På den ene side kan kanaler som TF1 og France 2 undlade at bringe en vis mængde specialprogrammer med den begrundelse, at det er en opgave for kabel- eller satellitstationer. På den anden side risikerer man at få temakanaler, der splitter udbudet, samtidig med at det ikke afholder dem fra en skønne dag at ville lege med de store. I begge tilfælde taber vi ved det. Udfordringen kommer fra de almene medier (den skrevne presse, radio og tv), ikke temakanalerne."
- Men de kan også supplere. F.eks. sendes serien Friends nu på France 2, efter at Canal Jimmy har haft succes med den.
"Javist, en temakanal kan udmærket fungere som forsøgskanin; den kan forbedre tv-medier og øge udbudet. Men læg mærke til, at det kun er de kanaler, som kan støtte sig til de store grupper, der tør løbe den risiko. Om alle de andre temakanaler - med f.eks. sport eller sex - kan man ikke sige, at det handler om kvalitet"!
- Undervurderer De ikke folks evne til at skelne mellem gode og dårlige programmer?
"Jo. Men skal man af den grund udfordre Djævelen ved at lade markedet råde? For mig at se er der ingen kommunikationsfrihed uden organisering af kommunikationen. Presset fra markedet er så stærkt og de tekniske interessers magt så stor, at man ikke kan tillade sig at undvære normer og regler på området".
"Det forudsætter teoretiske overvejelser over fjernsynets og de nye teknologiers plads i samfundet, og de kan foretages af de offentlige myndigheder, forskerne, de politiske partier og forskellige regulerende instanser. Under alle omstændigheder kan man ikke forlade sig på teknikken og markedet som de eneste reguleringsmekanismer. Dertil står der for meget på spil - politisk, socialt og kulturelt".
- Man vil anklage Dem for at ønske endnu mere regulering end de ret snævre rammer, lovgivningen allerede sætter?

Tv er underholdning
"De nuværende magthavere ønsker ikke regulering. Sådan var det i 1830, da kapitalismen brød igennem i Storbritannien, og sådan er det også i dag. Men mellem de kræfter, der ønsker oplysning til alle, og dem, der vil lade pengene regere og er fascineret af markedet, er der et spillerum".
"For mig er fjernsynet en forlystelse. Men demokrati er ikke laisser-faire. Der må være regler, og for at skabe disse regler må man være enig om mål og retning; man må reflektere over den enkeltes rettigheder. Men i dag er de politiske eliter i vildrede og fascinerede af denne eksplosion i antallet af kanaler."
- Hvad vil De foreslå?
"For det første går jeg ind for mere smidige regler. Dernæst kræves der klarere regler for, hvordan rollerne kan fordeles mellem de almene kanaler og temakanalerne. Men det vigtigste er at finde ud af, hvad reglerne skal sigte imod. Når det drejer sig om folkesundheden, miljø eller uddannelse, er der ret klare normer og teoretiske debatter. Når det drejer sig om kommunikation, er det ikke tilfældet. Hvorfor ikke?"
- Man får indtryk af, at hele røret omkring de mange nye kanaler irriterer Dem...
"Det, man lover os nu, er vanvid. Vi er i dag vidne til en slags dumping på temakanalerne. Den mindste investor eller spekulant kan love guld og grønne skove. Da jeg begyndte at arbejde med den elektroniske presse i 1976, var det ligesådan. Man sagde til os, at alt ville ændre sig. Men man må gøre sig klart, at køreplanerne aldrig respekteredes".
"Problemet er ikke at vide, om vi vil få 100 eller 200 kanaler, det er at tænke over, hvad det er, vi vil have. Det er projektet, der er vigtigst, ikke teknikken," siger Dominique Wolton.

© 1997 Libération & Information. Oversat af Birgit Ibsen. Redaktion: Karen Syberg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu