Læsetid: 3 min.

Schengen-arkiv lækker

3. december 1997

Hemmelige, personfølsomme dokumenter fra Schengen-samarbejdets registre er blevet fundet på en station i Belgien - det er en skandale, mener professor i registerret

En medarbejder i det belgiske kontor for Schengen-systemets registreringer af kriminelle har tilsyneladende fjernet fortroligt materiale fra sin arbejdsplads.
Hemmelige dokumenter med følsomme personoplysninger fra Schengen Information Systems (SIS) arkiver er blevet fundet efterladt på et offentligt tilgængeligt sted - på en togstation i byen Gent i Belgien. I går blev en belgisk mand arresteret i sagen, men det er stadig uklart, hvad hans motiv til forbrydelsen har været.
Den danske professor i registerret, dr. jur. Peter Blume fra Københavns Universitet tøver ikke med at kalde sagen "en skandale."
"Jeg er meget overrasket over dette. Det er rent ud sagt en skandale, at man tilsyneladende ikke kontrollerer brugen af et af de mest følsomme registre, der findes," siger Peter Blume til Information.

Slag mod sikkerhed
Datasystemet SIS er rygraden i det fælles europæiske politi- og grænsesamarbejde, og systemet skal hjælpe politiet i Schengenlandene med at udveksle oplysninger om kriminelle. Hovedkontoret med den centrale SIS-computer ligger i Strasbourg, og der er mere end tre millioner personoplysninger i systemet. 30.000 computere ude omkring i Schengen-landene har adgang til SIS.
Fjernelsen af dokumenterne er et alvorligt slag mod registersikkerheden i det europæiske politi- og grænsesamarbejde, mener Peter Blume.
"Problemet er jo også, at Schengen-systemet er solgt på, at der er en meget høj grad af beskyttelse af personlige oplysninger, og at sikkerhedssystemerne er i top. Men dette viser, at det ikke er tilfældet," siger Blume.
Justitsminister Frank Jensen kalder sagen for "et groft brud på sikkerheden i SIS."
"Det er uacceptabelt, og jeg har i dag (tirsdag, red.) haft kontakt til Schengenmyndighederne i Strasbourg og bedt om en redegørelse fra den belgiske minister ved det næste møde den 15. december," siger justitsministeren til Information.
Schengenlandenes fælles tilsynsmyndighed, Joint Supervisory Authority (JSA), skal holde øje med, at de føl-somme registreringer i SIS ikke bliver misbrugt, og flere i JSA er rystede over det skete. Tilsynsmyndigheden er, efter at afsløringerne kom frem på portugisisk tv i november, kaldt til møde om sagen 12. december.
Den norske observatør i JSA, Georg Apenes, der til daglig arbejder i det norske Datatilsyn, synes "sagen er tankevækkende" og fortæller, at han i går fik yderligere detaljer i sagen.
"Jeg har fra belgisk side fået besked om, at politiet også har beslaglagt andet følsomt materiale hjemme i hans lejlighed," siger Georg Apenes til Information.
Den danske repræsentant i JSA, Lotte Nylykke Jørgensen fra Registertilsynet, siger til Information, at det er "uhyrligt og højst uacceptabelt."

Regeringernes ansvar
Præsidenten i JSA, Alex Turk, er "meget bekymret" over situationen, men han ved endnu ikke, hvad Tilsynsmyndighedens officielle holdning er: "Det beslutter vi den 12. december."
"Vi vil nok komme med en anbefaling til Schengenlandenes regeringer om, hvad de skal gøre. Sagen er, at vi i JSA intet kan stille op over for sager som denne," siger Alex Turk til Information.
"Vi har lavet et stort arbejde for at kunne sikre effektivt mod misbrug af systemet. Men tilsynsmyndigheden kan kun tjekke, hvordan registersikkerheden ser ud i hovedkontoret i Strasbourg. Det er de enkelte landes regeringer, som må passe på nationalt," siger Turk.
I datasystemet hos det danske politi skal medarbejderne 'logge' sig ind, hver gang de skal ind i registrene. Derfor kan man se, hvem der har været inde i systemerne.
Det kan man ikke i SIS.
Justitsminister Frank Jen-sen erkender, at der heller ikke er udsigt til, at der vil komme et mere sikkert system i SIS.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her