Læsetid: 3 min.

Den schweiziske vaskemaskine

6. december 1997

Schweiziske banker hvidvaskede det nazistiske tyvegods, som nazisterne brugte til at finansiere deres krigsmaskine

Var Schweiz Hitlers hæler og medskyldige i den systematiske plyndring? Og forlængede Schweiz' økonomiske samarbejde med nazisterne krigen, så den kom til at koste flere mennesker livet, end det ellers ville have været tilfældet? Det var i store træk den amerikanske holdning i 1944.
Den schweiziske regering har hele tiden afvist disse anklager som grundløse. Men selv om man kan anlægge flere fortolkninger, er kendsgerningerne ubestridelige.
Efter Frankrigs fald i maj 1940 befinder Schweiz sig i en vanskelig position, omgivet af Aksemagternes styrker. Det frygter selv at blive opslugt af Wehrmacht. Regeringen mobiliserer sine soldater, men dens største trumf er landets rolle som finanscentrum og schweizerfranc'ens betydning som den eneste konvertible valuta under hele krigen.
Den tyske krigsmaskine har desperat brug for de neutrale lande: Sverige forsyner den med jern og kuglelejer, Portugal leverer adskillige uundværlige mineralressourcer til våbenproduktion, Spanien opretholder en aktiv handel med mange råstoffer, Tyrkiet leverer krom.
Disse lande accepterer ikke Reichsmark som betaling. Nazisterne skal betale med guld eller valutaer, der kan omsættes på markedet - helst schweizerfranc.
Men efter det tyske nederlag ved Stalingrad begynder flere af de neutrale lande at spørge sig selv, om det stadig er ønskeligt at tage sig betalt i guld. Vil det ikke være klogere at nægte at modtage dette guld og spare sig selv for politiske problemer efter krigen? Snart meddeler Spanien og Portugal, at de ikke vil have mere "tysk" guld.
Derefter bliver Schweiz' rolle af afgørende betydning. Reichsbank-præsident Walther Funk konstaterer: "Schweiz er det eneste land, hvor betydelige mængder guld stadig kan veksles til valuta."
I juni 1943 skriver han endda, at Tyskland uden den schweiziske hjælp til at få guldet vekslet ikke kan klare sig "mere end to måneder".

Schweizisk tryllekunst
I en fortrolig rapport på tre sider dateret oktober 1942 drager Paul Rossy, der er vicepræsident i den schweiziske nationalbank, Banque Nationale Suisse (BNS), denne konklusion: "Portugal accepterer ikke længere guld fra Reichsbank som betaling - til dels af politiske årsager, men uden tvivl også af juridiske."
Han tilføjer: "Den slags betænkeligheder forsvinder, hvis guldet har været gennem vore hænder. Det bliver vi nødt til at tænke over."
Rossy får en idé: Man kan ved hjælp af en slags "tryllekunst" forvandle det tyske guld til schweizisk guld.
Der er tale om en perfekt hvidvaskningsmanøvre, som tager form af en trekant: Hitler leverer det stjålne guld mod schweizerfranc, og med dem betaler han strategiske råstoffer fra Tyrkiet, Portugal og Schweiz. Endelig ombytter disse lande deres schweizerfranc til guld med schweizisk oprindelsescertifikat.

Schweizisk monopol
Da De Allierede i 1943 advarer de neutrale lande mod at acceptere guld fra Tyskland, er det for sent: Guld for 756 millioner schweizerfranc har allerede fundet vej til Bern. Resten af krigen passerer 1,7 milliarder schweizerfranc gennem Schweiz.
Schweiz har stille og roligt - midt under krigen - opnået et monopol på handelen med guld. Nationalbankens hvælvinger er dens epicenter.
Det geniale i Paul Rossys trekantede marked er, at salget af strategiske produkter finansielt set består i at flytte guldet fra det ene depot til det andet, endda i samme lokale. Alt guldet ligger faktisk i et 120 m2 stort rum - 39.000 guldbarrer på hver 12,5 kg omhyggeligt fordelt i reoler, 48 ton på hver hylde.
Den schweiziske regering har givet sin velsignelse. I maj 1944 konstaterer udenrigsministeriet overraskende frimodigt i et fortroligt notat:
"De tyske betalinger til Sverige foregår generelt i guld til Bern, hvor barrerne bliver stemplet med kodetal. (...) Naturligvis ved offentligheden intet, og Sverige nævnes ikke i pressen som køber af stjålet eller plyndret guld. Schweiz fungerer altså som skærmbræt og beskyttelse for landet."

Nazi-guldet
Internationale eksperter afsluttede torsdag en tre-dages konference i London, som skulle fastslå, hvad der blev af det guld som Nazityskland beslaglagde under Anden Verdenskrig fra bl.a. besatte landes nationalbanker og jøder, der omkom i koncentrationslejre. På konferencen deltog 240 repræsentanter fra 41 lande, seks private organisationer og fire organer.

Tema
© 1997 Libération & Information
Oversat af Birgit Ibsen
Tidligere artikel om naziguldet blev bragt 5. december

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her