Læsetid: 6 min.

Det serbiske præsidentvalg - sidste akt

23. december 1997

Der er udsigt til et roligere nytår i Serbien, efter at en socialistisk kandidat endelig har besejret den radikale udfordrer Seselj. Men dennes tilhængere taler om valgfusk

Gyseren omkring det serbiske præsidentvalg synes at have fundet en rolig afslutning. For fjerde gang inden for kort tid gik vælgerne i Serbien til valg, og endelig kom der et resultat ud af det, som kunne bruges af præsident Milosevic.
Første akt udspillede sig den 21. september. Her fik det Serbiske Radikale Partis præsidentkandidat Vojislav Seselj flest stemmer, men langt fra den halvdel af stemmerne han havde brug for, for at blive valgt i første valgomgang.
Næste akt fandt sted den 5. oktober. Her stillede kun de to stærkeste af deltagerne i forrige valgomgang op, og den kandidat ville vinde, som fik flest stemmer. Det var udover Seselj kandidaten for Milosevic' Serbiske Socialistparti, Zoran Lilic, den hidtidige forbundspræsident. Igen vandt Seselj, omend snævert (49,1 mod 47,9 procent til Lilic). Men valgdeltagelsen skulle være over 50 procent, for at valget kunne godkendes. Og den blev opgjort til kun 48,97 procent, ifølge de officielle optællinger, som blev bestridt af de radikale.
Det betød "tilbage til start". Den tredie valghandling fandt sted den 7. december. Denne gang havde socialisterne udskiftet taberen Lilic med udenrigsminister Milan Milutinovic, og denne kom ind som nummer ét med 43,7 procent af de afgivne stemmer - altså ikke nok til at gå ud af valget som sejrherre allerede i første valgomgang - mens Seselj fik 32,19 procent. Derfor var det nødvendigt med en fjerde valgomgang, søndag den 21. december, hvor Seselj blev endeligt slået af socialisternes Milan Milutinovic. Denne vandt endda en komfortabel valgsejr med 59,69 procent af de afgivne stemmer mod 37,25 procent til Seselj. Og valgdeltagelsen er senest blevet opgjort til 50,77 procent.

De radikale har imidlertid ikke erkendt nederlaget, men hævder, at valgdeltagelsen også denne gang har været under 50 procent, nemlig 49,21, og at valget derfor igen skal gå om. Og de hævder, at valgsvindel denne gang har været så udbredt, at de slet ikke kan pege noget sted ud, hvor den har været særlig udtalt!
Der har langt fra været så mange observatører fra OSCE i Serbien som til valgene i Bosnien, der jo har ligget i samme periode. Men det er nu deres opgave, at tage stilling til, om der har været tale om svindel. Ingenlunde nogen nem opgave, landets udstrækning og observatørernes spredte tilstedeværelse taget i betragtning.
Skal vi nu forvente en storm af demonstrationer ligesom for et år siden, hvor hundredtusinder gik på gaden i Beograd og andre byer for at demonstrere mod annulleringen af oppositionens valgsejre i en række byer?
Det er nok tvivlsomt. For sidste år vendte Seselj sig som den eneste større opposi-tionsleder mod demonstrationsvåbnet som en forkert politisk aktionsform. Selvfølgelig kan han vælge sig det modsatte standpunkt i år, men det vil gå imod det billede, han ønsker at give af sig selv som en principfast politiker.
Dertil kommer, at muligheden for, at de andre oppositionspartier vil bakke de radikale op ved at gå på gaden, er meget lille. Den poltiske afstand imellem dem er simpelthen for stor.
Og her er vi ved "hemmeligheden" ved Milutinovics - og dermed Milosevic' - sejr ved decembervalgene: Oppositionens dybe splittelse.

For et år siden kunne - bortset fra de radikale - hele oppositionen mod Milosevics socialistparti samles til en protestbevægelse af hidtil uset omfang. Men i 1997 smuldrede sammenholdet, først og fremmest på grund af striden mellem det Serbiske Fornyelsespartis leder Vuk Draskovic og det Demokratiske Partis leder Zoran Djindjic, om hvem af dem, der skulle være opposi-
tionens fælleskandidat til præsidentvalget. Da Djindjic ikke ville støtte en Draskovic-kandidatur og gik ind for at boykotte valget som udemokratisk, fordi regeringen kontrollerer de vigtigste medier, gik Draskovic den modsatte vej og stillede op både i september og ved omvalget i december - dog uden overbevisende resultat.
Og Draskovics nye samarbejde med Milosevic' socialister fik også et andet resultat: At Zoran Djindjic blev styrtet som borgmester i Beograd. Det blev oppositionskoalitionen "Zajedno"'s ("Sammen") endeligt.
Hermed var banen klar for serbisk politiks dark horse, juraprofessoren og ultranationalistien
Vojislav Seselj og hans højreekstremistiske Serbiske Radikale Parti. Og den 5. oktober i år stod han tilsyneladende ved målet: Den serbiske præsidentpost, den hidtil uden sammenligning vigtigste politiske position i det nye Jugoslavien.
Hans program var klart: Udryddelse af korruption og velerhvervede rettigheder (ikke mindst det regerende socialistpartis), og slut med enhver eftergivenhed over for vesten, forkastelse af Dayton-aftalen, opfyldelse af serbiske nationalistiske krav på områder i Bosnien og Kroatien, om nødvendigt ved krig, og en radikal løsning af problemerne med den albanske flertalsbefolkning i Kosovo-provinsen inden fem dage efter Seseljs magt-overtagelse!

Det er helt klart, at en sådan politik ville have fremkaldt meget stærke reaktioner fra udlandets side - var Seseljs sejr den 5. oktober blevet godkendt, havde det ført til en yderligere nedfrysning af Jugoslaviens forhold til vesten. Og desuden ville det have ført til en yderligere svækkelse af Milosevic' politiske position - dennes kandidat til præsidentposten i Montenegro, den hidtidige præsident Momir Bulatovic, har jo i år tabt til udfordreren Djukanovic. Regimets interesse i, at valget den 5. oktober blev kendt ugyldigt på grund af manglende valgdeltagelse, er derfor så åbenlys, at det er svært for Milosevic' folk at befri sig for mistanken om at have "stillet lidt på valgvægtens decimaler".
Og præcis det samme gør sig gældende nu. Når Milutinovic har fået et så relativt godt resultat, trods mange jugoslavers utilfredshed med regimet, skyldes det givet vælgernes frygt for, at alternativet ville vise sig endnu værre. Men den største fare mod Milutinovic var den lave valgdeltagelse og dermed boykot-bevægelsen. Den var allerede mærkbar den 7. december, hvor valgprocenten kun var 52.75. Den 21. december faldt den altså til 50,77, hvis de officielle tal står til troende. Unægtelig en betragtelig succes til boykot-bevægelsen. Og igen er det så nær-liggende at mistænke "nogen" for at have stillet lidt på vægten.

Hvad vil dette decembervalg betyde for fremtiden? Ja, Milosevics politiske magt kan siges at være blevet reddet på målstregen. I nogen grad takket være en mere overbevisende kandidat end den farveløse Zoran Lilic, men især i kraft af den stærke medieopbakning, Milutinovic har fået, herunder en voldsom agitation mod hans modkandidat Seselj.
Men skal man summere det politiske billede i Jugoslavien op, står man tilbage med en svag koalition af socialister, JUL (Det Forenede Venstre) og Nyt Demokrati over for en endnu svagere opposition, som er dybt splittet og kun er fælles om modviljen mod Milosevic og hans hustru Mira Markovic, der tegner JUL.
Og det statsbærende socialistparti er i sig selv præget af spændinger mellem reformtilhængere og reformmodstandere.
Samtidig er Jugoslavien stadig i en tilstand af halv isolation over for omverdenen, hvor landets alvorligste handicap er den uafklarede situation omkring Kosovo-provinsen. Det er det vanskeligste udestående problem for Milosevic, og det der var sværest for ham at tackle med Seselj kiggende ham over skulderen.
Skal der ske nogen bevægelse i dette spørgsmål, hvis løsning er blevet en forudsætning for, at Ju-goslavien kan blive fuldt anerkendt af omverdenen og indtage sin naturlige plads i OSCE, så er tidspunktet kommet nu.
Betingelserne for Jugoslaviens optagelse i "det gode selskab" blev formuleret af udenrigsminister
Niels Helveg Petersen på OSCE-mødet i København i sidste uge som "demokratiske reformer og fuldt samarbejde med det internationale samfund".
Et passende skridt fra jugoslavisk side ville efter den tyske og den franske udenrigsministers mening være, at OSCE fik ret til at oprette kontorer i de etnisk problematiske områder Kosovo, Sandzak og Vojvodina med deres talstærke ikke-serbiske befolkningsgrupper. Der ligger heri nogle konkrete vink, som det nu vil være muligt for Milosevic at tage op, efter hans indirekte sejr ved det serbiske præsidentvalg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu