Læsetid: 13 min.

Hvor sidder genet for skønhed

27. december 1997

Skønheden i naturen slår os med andagt og gør os stumme af betagelse. Men samtidig analyserer vi skønheden, regner på den. Måske lykkes det en dag at forklare skønheden som ren hensigtsmæssighed. Bliver livet mon skønnere af det?

Den kommer frem i mørke. Når tropenatten sænker sig begsort over koralrevet og suger alt lys ud af den undersøiske verden, glider den frem fra sit skjul i de dybeste grotter. Hexabranchus sanguineus hedder den. Medlem af gruppen af nøgne baggællesnegle. Et ubeskyttet bløddyr som alt for nemt ender mellem tænderne på en grådig rovfisk, hvis den vover sig frem i dagslys. Kun i den natlige underverden befolket af knapt synlige skygger tør den risikere sit liv for selv at finde føden.
Det sårbare bløddyr har et tilnavn. Den spanske danser. Givet den af dykkere, der har trodset døgnets orden og udforsket koralrevets natlige verden i stavlygtens skær.
For den første af dem må mødet med Hexabranchus sanguineus have udløst et lammende sansechok. For den spanske danser er åndeløst smuk. Denne op til 30 centimeter store, fløjlsbløde beboer af mørket danser langsomt forbi stavlygtens spotlight, båret frem af sin dragts bølgende flæser. I farver der changerer fra pink og rosa til det dybeste blodrøde og kantet af hvidt eller turkis er den så sensuelt dragende som en spansk flamenco-danserinde. De dusk- eller fjerformede, hvidbræmmede gæller bæres, hvor ryggen ender, drilsk og lokkende som en opfordring til den fortryllede iagttager om at følge med.
Men hvem lokker Hexabranchus sanguineus? For hvis skyld er denne baggællesnegl udstyret med så overvældende skønhed? Og til hvilken nytte? Selv er den næppe i stand til at øjne andet end skygger. Og stavlygter og natlige dykkere hører ikke til naturens orden. Så normalt er der vel ingen, der ser den spanske dansers pragt? Selve pointen, overlevelsesstrategien, for den nøgne snegl er jo at være så usynlig som overhovedet mulig.
Hvilket formål tjener så skønheden?

Det er ikke fordi, Hexabranchus sanguineus er ene om at være skøn. Hele ordenen af baggællesnegle, der ifølge den danske ekspert på området, dr.scient. Kathe Jensen, Zoologisk Museum, tæller 3-6.000 arter, rummer et stort antal forunderlige skabninger, hvis farver, mønstre og hele kropspragt er så rig og fantasimættet, at enhver modeskabers kreationer ved sammenligning fremstår som tarvelige plagiater.
Den australske Cyerce - også kaldet den elegante fjersnegl - fører sig frem i en robe tæt applikeret med fjerlignende hudlapper i natsort med orange kantbesætninger og prikker. Den lille Chromodoris quadricolor glider af sted på en ildrød fod, hvorover kroppen hvælver sig i sort med ultramarinblå partier, prydet fortil og bagtil med henholdsvis ildrøde antenner og ildrøde gælleduske. Den elegante Aeolidia papillosa fra de nordlige farvande er besat med et utal af smalle, bløde vedhæng marmoreret i offwhite og blegrødt, der som en pels indhyller den sarte hvide krop. Helt bjergtagende er den caribiske Tridachia crispata, der svæver frem i et brus af chiffon-lignende flæser, vekslende i nougatfarvede, varmt orange og røde nuancer, der kontrasteres af cremehvide kanter.
Sådan kan man blive ved. "Mange af disse dyr er åndeløst smukke - få af dem, hvis nogen overhovedet, er synlige om dagen," skriver marinbiologen, dykkeren og forfatteren Joseph Levine i bogen The Coral Reef at Night.
Derfor aktualiserer disse bløddyr gåden om, hvad skønhed er - og er til for.

I umindelige tider har mennesket været optaget af at bearbejde de overvældende indtryk af skønhed, som naturen udsætter os for. Hvad enten det har været blomsternes duftende pragt, fuglenes fantastiske fjerdragter, sneglehusenes sofistikerede mønstre og former eller sommerfuglenes flagrende vingetegninger, så har virkningen på os været så stærk, at vi har måttet reagere, fortolke eller tilbede. Mennesket har måttet bryde ud i sang, bruge poesien, maleriet og dansen eller - direkte og uden omsvøb - den religiøse dyrkelse - for at få afløb for den betagelse, som mødet med naturens under igen og igen har overvældet os med.
Da fornuften kom til magten i Europa i det 17. århundrede, var det imidlertid ikke længere nok med tilbedelsen. Ydmygheden over for underet blev afløst af et krav på forklaring. Som døden måtte det skønne have en årsag. En affortryllelse af naturen skulle gøre det muligt at slippe af med den uro og den følelse af mindreværd, som det levendes ukontrollable kraft og ubegribelige skønhed plagede mennesket med. Fornuft og videnskabelig rationalitet skulle bringe sjælefred og beherskelse.
Det blev som bekendt Charles Darwin, der med en af videnskabens mest succesfulde teorier midt i 1800-tallet kastede lys over det skønnes hensigtsmæssighed. Eller, med en mere traditionel formulering, beskrev, hvordan arternes udvikling former sig som organismernes kontinuerte tilpasning til et foranderligt miljø via en proces, der benytter sig af naturlig udvælgelse blandt de tilfældige, arvelige variationer i den enkelte art. Når miljøet trykker på det levende, bliver de dårligste egenskaber, individer og arter udkonkurreret. Det bedste og i den forstand skønneste får succes og overlever.
Op igennem dette århundrede og med særlig kraft siden 1950'erne har den darwinistiske teori skiftet fokus fra at arbejde med organismen som den enhed, der står i centrum for den naturlige udvælgelse og biologiske evolution, til at koncentrere indsatsen om det genom, de enheder i arvemassen som i stigende grad er blevet tildelt hovedrollen som det levendes kontrolinstans. I dag flyder den naturvidenskabelige litteratur over med skrifter, der - med den canadiske biolog Brian Goodwins ord i bogen How the Leopard Changed its Spots - reducerer organismerne til "komplekse molekylære maskiner kontrolleret af de gener, de er bærere af." Den enkelte skabning bliver en ren overlevelsesmaskine, en midlertidig vært for de udødelige gener, der som de egentlige hovedrolleindehavere vandrer videre, slægtled efter slægtled.
Denne fokusering lever op til den oprindelige drøm fra 1700-tallet om at kunne forklare det levende og dets egenskaber som en maskine underordnet bestemte grundlove. I sidste ende er målet "at forklare al biologi gennem fysik og kemi," som den ene af DNA-molekylets opdagere, biokemikeren Francis Crick, udtrykte det i 1960'erne.
Med udgangspunkt i oplevelsen af, at skønhed er en så påfaldende, en så overordnet egenskab ved mange levende organismer, at den ikke kan være en tilfældighed eller et synsbedrag, bliver det derfor fristende at spørge med den herskende videnskabs terminologi: Jamen, hvor sidder så genet for skønhed? Hvor er den operatør, der bærer ansvaret for, at nogle organismer så tydeligt har det, mens andre ikke har?
Det er imidlertid et spørgsmål, som den moderne, deterministiske naturvidenskab ikke godkender. Videnskaben har tværtimod været optaget af at dokumentere, at det skønne er et uinteressant, ja, uberettiget og dybest set ikke-eksisterende begreb i videnskabelig sammenhæng. En overlevende organismes fremtoning er i en eller anden konkret forstand hensigtsmæssig. Om den i en anden terminologi kan kaldes skøn eller grim er videnskaben uvedkommende.
Og man må anerkende, at videnskaben har opstillet en lang række plausible forklaringer på, hvordan det, der for en lægmand fremtræder som skønhed, i virkeligheden er praktiske evolutionære tilpasninger, der konkret øger chancerne for overlevelse.
Centralt i forklaringerne står det forhold, at dét, der for lægmand fremstår som skønhed, i den biologiske verden simpelthen tjener funktionen synlighed.
Synlighed kan have flere funktioner. Tag påfuglehannens halefjer. Man ved, at påfuglehunner går efter hannen med de mest imponerende fjer. Ligesom kronhjorten med det største gevir tiltrækker flest hinder. Og akvariefisken sværddrageren med det længste sværd foretrækkes af flest hunner. Osv. Som det gælder for en række andre visuelle, kønsbundne karakterer ved man, at hunnen går efter hanner med de mest iøjnefaldende attributter. Ikke fordi disse hanner er smukkest, men fordi deres 'udstyr' er et visuelt signal om, at de er store, livskraftige og derfor med stor sandsynlighed velkvalificerede til at give hunnen et levedygtigt afkom.

Synlighed, af den menneskelige iagttager oplevet som skønhed, kan mindst lige så ofte tjene som signal om det modsatte: Et faresignal der skal få andre til at holde sig væk. Der findes vidunderligt smukke, stærkt farvede frøer i den sydamerikanske regnskov, som er dødeligt giftige, hvis man indtager dem. For frøædende pattedyr eller fugle er det skønne ydre derfor et regulært advarselsskilt: Pas på, dette er arten, som slår dig ihjel, hvis du æder den. Vi kender det selv fra opholdet på badestranden: Den gennemsigtige vandmand er en harmløs gople, som ingen behøver være bange for, mens den smukke, rødlilla - læs: iøjnefaldende - brandmand er et smertefuldt bekendtskab. For ikke at nævne den imponerende skønne og stærkt giftige portugisiske orlogsmand, der kan slå et menneske - eller en fisk - ihjel med sine nældeceller.
Selve det at kunne kendes igen - hvad enten det er for at tiltrække eller for at advare - er måske nøgleegenskaben ved det, vi kalder skønhed, men som i den videnskabelige og materielle virkelighed er ren overlevelsesstrategi. Og et af de virkemidler, der har vist sig at virke i så henseende - og samtidig virke skønt på os som iagttagere - er symmetri. Evolutionsbiologen professor Anders Pape Møller har efter langvarige iagttagelser dokumenteret, at hunsvaler går efter de svalehanner, der har de mest symmetriske haler. Fordi, lyder ræsonnementet, symmetrien er iøjnefaldende, let at genkende. De symmetriske hanner har dermed størst chance for at få afkom - de er gode overlevelsesmaskiner for deres gener. Deres 'skønhed' er formålstjenlig.
Studier af japanske rovfluer peger på det samme: Hunnerne går efter de mest symmetriske hanner, og det er hensigtsmæssigt, fordi de viser sig at være de bedste jægere, bedst til at fange et bytte og bedst til at forsvare det mod konkurrerende hanners tyveriforsøg.
Den amerikanske økolog Randy Thornhill, University of New Mexico, der har studeret rovfluerne, mener endog at kunne påvise, at symmetri - ansigtssymmetri - er et afgørende succeskriterie for arten menneske. Symmetriske mennesker får flere sexpartnere og fremkalder hyppigere orgasmer end skæve eksistenser og har dermed et fortrin i konkurrencen om at bringe gener videre.

Det er ikke alene sådan, at forskere i masser af tilfælde kan forklare, hvorfor det, vi andre kalder skønhed, er udtryk for hensigtsmæssighed. I stigende grad kan de også forklare, hvordan skønheden opstår. Nemlig via de formdannende processer af ikke-lineær dynamik, som man har fået øjnene op for gennem de seneste to årtier. Det er en ny type videnskab, der gør op med forestillingen om generne som eneansvarlige for organismernes udvikling og formdannelse. Og med den del af Darwins lære, der siger, at tilfældige mutationer underkastet naturlig selektion er måden, evolutionen bestemmes på.
"Den fremvoksende videnskab om komplekse systemer peger på, at (cellens, organismens, naturens, red.) orden på ingen måde er tilfældig, men at en uudtømmelig åre af spontan orden er for hånden. Lovene om kompleksitet skaber spontant en stor del af den orden, vi finder i naturen," skriver en af kompleksitets-forskningens ledende skikkelser, Stuart Kauffman fra Santa Fe Institute i New Mexico, i bogen At Home in the Universe.
"Det er ikke så svært at forstå de former, livet har, hvis vi blot forstår dynamikken," betonede en anden nøgleperson, biologen Brian Goodwin, da han sidste år forelæste på Niels Bohr Institutet.
"Det drejer sig om at indse, at generne ikke er hovedrolle-indehaver i organismen. At der simpelthen ikke er nogen enkelt hovedrolleindehaver. Organismen er et hele."
Og den dynamik, der virker på og i organismen, kan i dag delvis forstås via den nye matematik, der takket være computernes regnekraft kan beskrive udviklingerne i ikke-lineære systemer. Det er udviklinger, der i deres matematiske natur nok er deterministiske, men samtidig uforudsigelige. Hvilket betyder, at vi i dag kan simulere - og dermed forstå - de formdannende processer, der ligger til grund for et bregneblads smukke, symmetriske opbygning, mønstrene i et blomkålshoved eller en solsikkekrone, de fantastiske tegninger på tropiske snegles huse, zebraens og giraffens farvemønstre og mange andre udtryk for skønhed i naturen. Vi kan på computeren vise, hvordan denne skønhed er opstået. Og vi kan lade computeren gennemspille tusind scenarier for, hvordan et givent system, en given organismes fremtoning vil kunne udvikle sig. Men vi kan aldrig forudsige, hvilket scenarie der virkeliggøres. Hvilket bestemt udtryk skønheden antager næste gang.

Er alt dette nu nok? Er forskningen, der kombinerer den klassiske darwinisme med studiet af genernes virkemåde og med indsigten i komplekse systemers evne til selvorganisering, tilstrækkeligt til at afmystificere skønheden? Kan vi ende med at forstå og anerkende skønhed som alene et udtryk for bestemte "skønne" matematiske positioner, virkende på produktet af bestemte "skønne" gener?
I tidens løb har adskillige forskere - fra biologer til filosoffer - måttet give op. En af Darwins tidlige støtter, den britiske teolog William Paley, beskrev i 1802 i et omfattende værk utallige eksempler på organismernes forunderlige og smukke evne til at tilpasse sig hinanden og miljøet. Men for Paley var skønheden i denne tilpasning netop så fantastisk, at den måtte have en dybere begrundelse og drivkraft end miljøets tryk på summen af tilfældige arvelige egenskaber. Kun en viis Skaber som tilrettelægger af spillet kunne forklare det.
Stuart Kauffman, den moderne kompleksitetsforsknings lederskikkelse, taler ikke om Skaberen, men han er tæt på.
"Jeg bevæges af muligheden af, at de levende organismer ikke blot er underlige tingester stablet oven på underlige tingester, men udtryk for en dybere orden iboende alt levende," siger Kauffman.
Han taler om at genopfinde "det hellige".
"Hvis ikke man kan finde åndelighed, ærefrygt og ærbødighed i alt det, der udfolder sig, så er man ikke rigtig vel forvaret," mener han.
To fremtrædende, nøgterne evolutionsforskere og darwinister, palæontologen Stephen Jay Gould og biologen Ernst Mayr er enige om, at en række af evolutionens frembringelser ikke kan forklares som resultatet af den normale lange kæde af små, hver især hensigtsmæssige tilpasninger. Nogle egenskaber eller formdannelser er der bare. Den menneskelige blindtarm kan være ét sådant - ikke særlig skønt - eksempel. Den spanske danser kan være et andet, overordentlig skønt.
Dette rækker imidlertid næppe i sig selv til at hævde, at det skønne så er der som udtryk for noget guddommeligt. Det skønne kan godt være der af ren tilfældighed. For hvis ikke det koster den spanske danser særlig energi og dermed evolutionær konkurrenceevne eller gør den særlig sårbar at være så opsigtsvækkende smuk, så er denne skønhed neutral i arternes strid om overlevelse.
Der kan næppe føres bevis for - eller imod - skønhedens ultimative hensigtsmæssighed og lønsomhed. Det kan ikke afklares, om der er "et gen for skønhed" eller ej. Men måske er det heller ikke så vigtigt. Måske er det vigtige spørgsmål at svare på, om der er et gen, der vækker glæden ved skønhed?
Altså, om ikke det enestående ved det levende er selve evnen til at betages og berøres af det skønne, det gode, snarere end evnen til at dissekere og forklare det?
Den amerikanske fysiker og forfatter Douglas Hofstadter skriver i sit klassiske værk Gödel, Escher, Bach:
"Vi er måske ved det sted, hvor ordene mister evnen til at formidle, hvad ånden kan føle. Ja, jeg vil vove at påstå, at der ikke findes noget sæt af regler, som beskriver, hvad det er, der gør et stykke smukt, og der kan ejheller nogensinde eksistere et sådant sæt regler. Sansen for Skønhed er Den bevidste Ånds eksklusive domæne, den ånd som via erfaringen med at leve har vundet en dybde, som overgår nogen forklaring, der kan gives af noget simpelt sæt af regler."
Hofstadter mener, at det at føle skønheden ved en levende skabning, et stykke musik eller et stykke billedkunst er udtryk for, at vi sanser "en indre mening", der rækker ud over selve objektets former.
"Vores bevidsthed besidder oversætter-evnen til at udtrække en flerdimensionel betydning af et todimensionelt signal, en betydning så kompleks, at vi ikke kan beskrive den rationelt," skriver han.

Det lyder sandsynligt. Men skal man være nøgtern og ydmyg kan man nøjes med at sige, at intet er bevist, og at vi derfor har et valg i omgangen med det levendes skønhed. Vi kan vælge at forholde os til det skønne via beherskelsens logik. At analysere det skønne som et forhold, der vedrører hensigtsmæssighed, magt, konkurrenceevne, køb, salg og ADAM-modeller. Vi kan stræbe efter at forklare det til sidste decimal. Og nyttiggøre det til sidste gen.
Men vi kan også vælge den anden tilgang. At tage det skabtes skønhed til os som et signal om det, Kauffman kalder "det hellige". Stille os tilfredse med, at det er der, uden at insistere på nytteværdi og hensigt. Indse at meningen med skønhed er skønhed. At hver eneste art er, hvad evolutionsbiologen Edward O. Wilson kalder "en fortryllet brønd", og at det levendes værdi og berettigelse ligger i dets væren frem for i dets præstationer, sådan som filosoffen Immanuel Kant udtrykte det. Skønheden skal - siger Dostojevskij - redde verden.
Dét er en synsvinkel på det levende, hvis sandhedsværdi ikke kan bevises. Men argumenterne for denne synsvinkel forekommer lige så ræsonnable som argumenterne for den alternative, hvorom Brian Goodwin siger, at "hvis organismer anskues som mekanismer, så bliver de også behandlet som sådan, og sådan vil vi også behandle hinanden."
Der foreligger muligheden for et valg. Fordelen ved at vælge side med folk som Kauffman og Goodwin er, at vi åbner vores sind for andet end den reducerende beregnings logik.
Hexabranchus sanguineus er måske skøn, fordi den er det. Måtte den svæve ubemærket rundt i sit undersøiske nattemørke længe endnu. Det giver tryghed at vide, at den er der.o

Kilder:
*Douglas R. Hofstadter: Gödel, Escher, Bach: An Eternal Golden Braid, Pengiun Books, 1979
*Stuart A. Kauffman: At Home in the Universe, Oxford University Press, 1995
*Brian Goodwin: How the Leopard Changed its Spots, Phoenix Giants, 1994
*Joseph S. Levine: The Coral Reef at Night. Photos by Jeffrey L. Rotman. Harry N. Abrams Inc. Publishers, 1993

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her