Læsetid: 7 min.

Sidste udkald for Clinton i Mellemøsten

11. december 1997

Amerikansk professor frygter ny krig i Mellemøsten, hvis Clinton-administrationen fortsætter sin uhyrlige fejllæsning af begivenhederne i regionen

"Manden fra Arkansas sætter indenrigspolitik frem for alt."
Sætningen, der står fremhævet i næste nummer af det velrenommerede amerikanske tidsskrift Current History, lyder måske tilforladelig. Men så snart man ser og især lytter til forfatteren live, forstår man den skånselsløse dom bag ordene.
"Jeg er dybt bekymret for stabiliteten i Mellemøsten, og jeg er meget bange for, at betingelserne for en ny krig kan blive dannet, hvis der ikke kommer gang i fredsprocessen. Måske mellem Israel og Syrien," siger Augustus Richard Norton, der er en af USA's førende Mellemøst-eksperter og professor i antropologi og internationale forhold ved Boston University.
I et interview med Information siger han, at Clinton-administrationen gør sig skyld i en eklatant fejllæsning af situationen i Mellemøsten, og at udfaldet - hvis ikke det værste krigsscenario går i opfyldelse - kan blive, at USA - ganske vist utilsigtet - må påtage sig en væsentlig skyld for, at de samfundsmæssige og strukturelle fremskridt, de mellemøstlige lande ellers kunne nærme sig i et konstruktivt klima, bliver forhalet.
Han mener, at USA er godt på vej til at forpasse en historisk chance for at tilskrive sig æren for en fredelig løsning på det arabisk-israelske problem, fordi Clinton på grund af sit indenrigspolitiske fokus ikke besidder det fornødne udenrigspolitiske udsyn, endsige interesse.
"Blandt eksperter i USA er der enighed om, at USA bliver nødt til at spille en mere aktiv rolle og øge presset på Israel, men samtidig er der manglende tro på, at præsidenten vil gøre andet end at holde patienten i respirator," siger Norton.
Ganske vist har USA inden for de seneste uger og på direkte foranledning af Irak-krisen trappet presset mod Israel en anelse op, men kun en anelse og alt for lidt.

Al Gores præsidentdrøm
Det er der ifølge Norton to forklaringer på. Den ene er, at Clintons demokratiske parti modtager penge og stemmer fra de amerikanske jøder.
"Især forsøger vicepræsident Al Gore at påvirke Clinton til ikke at træde jøderne over tæerne. Han er ude på at vinde præsidentvalget i år 2000 og er bange for at give republikanerne ammunition, som de kan bruge mod ham til valget," siger Norton.
"Den anden forklaring er, at Kongressen er blevet mere royal end kongen i forhold til Israel, så præsidenten er bange for den kritik, han risikerer at løbe ind i her."
"Men Clinton læser situationen og den offentlige stemning i USA forkert. I 1991 afviste George Bush en israelsk anmodning om økonomisk hjælp. Bush sagde, at sålænge der ikke var garanti for, at pengene ikke ville gå til nye bosættelser, fik israelerne ikke så meget som en dollar. Mange af Israels støtter sagde dengang, at Bush ikke forstod, hvor stor opbakningen bag Israel er i USA. Disse eksperter tog helt fejl. Bush fik folkets støtte. En meningsmåling sagde, at 85 procent af befolkningen støttede hans politik."
"Desværre er det lykkedes den pro-israelske lobby at skabe en stødpudezone omkring emnet Israel og overbevise politikerne om, at det er livsfarligt at overskride zonen. Men det tror jeg bestemt ikke, det er. Hvis Clinton begyndte at kalde en spade for en spade og lige ud sagde, at Israels ministerpræsident Benjamin Netanyahu fører en destruktiv politik, så ville han opdage, at han har bred støtte i USA, også fra jøderne," siger Norton.

Golfpolitikken i fare
- Hvad bliver konsekvenserne, hvis USA ikke øger presset på Israel?
"Hvis status quo fortsætter, vil det blive stadig sværere for USA at bevare sine alliancer i Golfen. Disse arabiske stater har brug for fredsprocessen til at retfærdiggøre deres alliance med USA. De har ikke råd til at fortsætte alliancen, hvis fredsprocessen ensidigt skader palæstinenserne. Så Golf-politikken er i fare."
"Dertil kommer en hel række multilaterale aftaler om vand, miljø, sikkerhed og flygtninge, som også kommer i farezonen, hvis fredsprocessen standses. Og hvis rygterne om Yassir Arafats dårlige helbred holder stik, vil vi i tilfælde af en standset fredsproces givetvis se en mindre forsonlig palæstinensisk ledelse efter et magtskifte. Og det vil udgøre en reel risiko for den fremtidige situation."

Don't worry be happy
- Hvordan kan Clinton undgå at få øje på disse risici?
"Det overgår også min forstand. Ting, der for dig og mig synes indlysende, bliver diskutabelt i Washington. Det er for eksempel først inden for de seneste uger, at Clintons politiske rådgivere har indset, at der er en sammenhæng mellem fredsprocessen og den øvrige situation i Mellemøsten. At det for eksempel er på grund af utilfredshed med fredsprocessen, at USA's allierede i Golfen nægtede at støtte en militær intervention i Irak. Så sent som i forrige uge argumenterede en højtstående rådgiver i et avisindlæg for, at der ikke er nogen sammenhæng."
"Sagen er, at vi har en præsident, der som udgangspunkt ikke er særlig interesseret i udenrigspolitik og en række rådgivere, der siger til ham: don't worry be happy. Så han er glad. Jeg tror simpelthen ikke, at manden instinktivt er interesseret i ting, der foregår langt fra USA. Og det er den rene ironi. For vi har en præsident, der på et sølvfad har chancen for at fremme en israelsk-arabisk fred, som ville være en en milepæl, et historisk resultat for enhver præsident."

Politiske reformer
- Og det rækker vel videre end det. Ville en god aftale mellem palæstinenserne og Israel ikke også fremme den demokratiske proces i Mellemøsten som helhed?
"Jo, jeg tror, at fredsprocessens succes er uigenkaldeligt forbundet med bestræbelserne på at reformere de politiske systemer i de autoritære stater i regionen. Disse stater har retfærdiggjort begrænsninger i den individuelle og politiske frihed med argumenter om national sikkerhed. Det gælder for eksempel Syrien. Hvis man fjerner de argumenter, må man nødvendigvis styrke reformprocessen. Faktisk så man i Damaskus, da fredsprocessen mellem Syrien og Israel så ud til at føre nogen vegne, at syrerne begyndte at stille spørgsmål som: 'hvorfor bruger vi så mange penge på militær? Vi skulle hellere udvikle vores økonomi'. Der er altså en helt tydelig sammenhæng."
"Så jeg tror, at fredsprocessen ikke bare er afgørende for sikkerheden i Golfen, for olien og for USA's alliancer i regionen, men også for chancerne for at fremme en udvikling i disse politiske systemer."
En manglende demokratiseringsproces vil samtidig øge spillerummet for de militante islamister. Mens dét naturligvis ville være negativt, mener Norton ikke, at Vesten entydigt bør fordømme de islamistiske bevægelser. Han hører til den lange række eksperter, der ser den islamistiske bevægelse som et udtryk for en social protest over for de autoritære regimer i Mellemøsten mere end som en fare for Vesten.
"Lige som fisk svømmer og fugle flyver, så undertrykker autoritære regimer pr. definition. Det ligger i deres natur. De prøver at kontrollere det offentlige rum og forhindrer eksistensen af uafhængig organisation, kort sagt forhindrer det civile samfund i at komme til udtryk. Det er miljøet, som islamisterne har haft fremgang i, og som sådan er de et udtryk for en social protest, der bliver udkæmpet med og uden voldelige midler afhængigt af, om de protesterende ser vold som et effektivt middel til at nå målet."

Ingen islamisk revolution
- Vil det sige, at der ikke længere er en risiko for en islamisk revolution i Mellemøsten?
"Ja, den frygt er overdrevet. På trods af, at de arabiske regimer er stadig mere upopulære og autokratiske, har de stadig stærke tvangsinstrumenter til deres rådighed. Hemmeligt politi, militser, militær osv. Og det har islamisterne grundlæggende affundet sig med. I hvert fald er deres svar ikke en revolution, bortset fra måske et lille mindretal som f.eks. i Egypten."
"De fleste islamister mener, at det gælder om at få social opbakning i samfundene og fylde tomrummet ud efter de regimer, der ikke er i stand til at reformere de økonomiske systemer eller forsyne borgerne med en ordentlig service, for eksempel inden for sygehusvæsenet. Hvis du bliver syg i Egypten og ikke har råd til en privat læge, så kan du vælge mellem en offentlig klinik, der er beskidt og dårligt udstyret. Eller du kan få en glimrende, billig behandling på en klinik drevet af Det Muslimske Broderskab. Det vil sige, at vi i Vesten faktisk kan identificere os med meget af det, islamisterne står for. Det handler nemlig ikke om religion, men i bund og grund om at forbedre det civile samfund."
"Jeg tror derfor, at hvis Clinton rejste sig op og pointerede, at fredsprocessen ikke kun handler om en interesse i Israels sikkerhed, men en interesse i Mellemøstens fremtid og sociale velfærd, så ville folk kunne forstå det og forholde sig til det. Men det har præsidenten ikke gjort," siger Augustus Richard Norton.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her