Læsetid: 6 min.

Skal socialdemokratiet ud i opposition

5. december 1997

- for at de udstødte kan komme ind? I debatten og den politiske økonomi

FRIE ORD
Som skrevet stod forleden i en leder her i bladet, er begribelsen og behandlingen af vores tilværelse blevet så teknificeret, at selv ganske almindelige spørgsmål om natur-, samfunds- og åndsforhold i stigende grad besvares af vores vise rådgivere med umådelige mængder af natur-, samfunds- og åndsvidenskabelig teknik. Iklædt speciel faglig terminologi.
Det er vel derfor de vise har skiftet navn og nu kaldes eksperter. Herunder eksperter i det almene, henhørende under kultur-, social-, kirke- og miljøministerierne. Deres specielle fagområder dækker hver for sig det hele, da kulturen, det sociale og det guddommelige og miljøet jo omfatter alt og alle. Hvad kunst-, gud-, social- og miljøteknikerne dog ikke bliver spor mere almene af.
Eksperternes svar er netop ikke almindeligt tilgængelige og går derfor ofte i sort for almindeligt dødelige. Hvad vi alle imidlertid er - uden for vores eget lille ekspertområde! (Hvis vi da i det hele taget råder over et sådant. Eller i hvert fald bilder os ind, at vi gør det. Fordi vi er uddannet til det...). Helt i sort går det for tilsyneladende stadig flere, når eksperterne på hver deres egne forholdsvis snævrere ekspertområder synes at blive stadig mere uenige om det, de ellers skulle være eksperter i.
Hvad en moderne ekspert ellers er, så er han eller hun åbenbart ekspert i at være uenig med de andre eksperter.
Det kunne være til gavn for demokratiet, men da færre og færre fatter, hvad eksperterne taler om (uden for ens eget ekspertområde), betyder det tværtimod at flere og flere opgiver at engagere sig politisk - i det almene. For til gengæld at hellige sig særinteresserne og det helt lokale som "hverdagsmagere" og så ellers passe hver sin selvrealisering og pleje egen karriere i et eller andet ekspertområde. Blandt andet ved at konkurrere med de andre eksperter om at være uenige.
Det gavner ikke demokratiet men overlader det til de mægtigste på markedet og ellers til - eksperterne.

DEN pågældende leder handlede just om uenigheden mellem nogle af vores ypperste eksperter på et særdeles betydningsfuldt ekspertområde nemlig økonomien. Her drejede det sig om striden mellem henholdsvis ypperstepræsterne i Finansministeriet og selveste Det økonomiske Råds formandskab, der - Gud hjælpe os alle i vores mangel på almen visdom - går under den populære betegnelse vismændene!
Lederen konstaterede, at disse vores ypperste økonomiske eksperter overdynger hinanden med økonomisk teknik i form af modeller og tabeller og statistikker og matematiske funktioner samt kurver og prognoser og tal og procenter i én uendelighed, hvad lederskribenten resigneret formodede, ingen læser orkede at sætte sig ind i.
Deri tog han (nemlig undertegnede) imidlertid fejl. Hin enkelte har igen meldt sig med krav om at få dokumentation for, hvorfor lederen nærmest holdt med "vismændene" i forslaget om at nedsætte beskatningen af de lavtlønnede, kaldet beskæftigelsesfradraget.
Mit fundamentale svar er (og var), at globaliseringens og robotiseringens hårrejsende udstødning af mennesker nu er så livstruende og samfundsopløsende, at et forslag som vismændenes fortjener at blive gennemprøvet - sammen med mange andre nødvendige ændringer af vores samfundsindretninger og naturhåndteringer. Beskæftigelsesfradraget kan i bedste fald gøre lidt gavn og kan i værste fald næppe gøre anden skade end at virke generelt løntrykkende.
Hvad der ud fra en økologisk synsvinkel tværtimod er en fordel!
I sidste instans afhænger vurderingen af vismandsforslaget ikke af økonomisk videnskab men af social lidenskab, vil jeg mene som gammeldags journalist. Hvis ypperste ære er ikke at råde over noget ekspertområde overhovedet, men alene være prisgivet det almene. Uden at være ekspert på det almene som teknikerne under kultur-, social-, kirke- og miljø-ministerierne.
Lederen 'nøjedes' derfor med at dokumentere, at regeringens (og EU's) hidtidige såkaldte aktiverings- og uddannelses-strategi ikke har båret og ikke vil bære synderlig frugt. Hvad de mange hundrede tusinder af kvinder og mænd på overførselsindkomster i også de kommende år - efter regeringens egne beregninger! - vidner om.
Derimod kunne den eventuelle virkning af forslaget som generelt løntrykkende være en del af forklaringen på, at Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og den socialdemokratiske statsminister sammen med de såkaldte arbejderpartier SF og Enhedslisten afviser vismandsforslaget som en arbejd-fattig-strategi. Det er i så fald et udtryk for, hvordan totredjedelssamfundets beskæftigede i disse tider rotter sig sammen mod tredjedelssamfundets udstødte.Var Socialdemokratiet i opposition, havde den sociale lidenskab givet været større. Nu bruges den økonomiske videnskab til at holde indignationen nede. Men dét kan da ikke være forklaringen på, at den radikale økonomiminister også afviser forslaget?

FORELØBIG har jeg ikke indladt mig på selve teknikken. Når jeg gør det, er det ikke bare fordi hin enkelte forlanger det, men fordi det også giver mig anledning til at demonstrere, hvor groft der kan manipuleres med teknikken.
Det skete i dagbladet Politiken i onsdags: "Vismænd vil fremme større ulighed," hed en jublende overskrift. Med underrubrikken: "Arbejdsløse og pensionister skal sættes ned i ydelse for at skabe flere job - asocialt, siger Mogens Lykketoft."
Artiklen bar præg af, at både journalist og finansminister var i besiddelse af hele Vismandsredegørelsen og ikke blot det sammendrag, som officielt var blevet udsendt. Men af netop et opslag på side 118-119 i selve redegørelsen fremgår det, at arbejdsløse og pensionister ikke behøver at deltage i finansieringen af beskæftigelsesfradraget. Det er alene en politisk afgørelse, der ikke nødvendiggøres af selve forslagets teknik. Arbejdsløse og pensionister kan men skal ikke absolut sættes ned i ydelse for at skabe flere job.
Politikens og finansministerens påstande er misvisende. For at sige det så mildt som juletiden kræver.
Når det er muligt for Politiken og finansministeren at manipulere så groft, skyldes det netop - teknik. Nu bliver det, kærer læser, for alvor teknisk:
Overførselsindkomsterne reguleres her i landet i forhold til arbejdsmarkedsbidragene. De er en slags bruttoskat, som reguleres i overensstemmelse med lønstigningerne, som for tiden beløber sig til 3-4 procent årligt. Med nogen forsinkelse stiger ydelserne til overførselsindkomstmodtagerne (hvilket ord!) med samme procenter. Da vismandsforslaget opererer med en finansiering af beskæftigelsesfradraget via en forhøjelse af arbejdsmarkedsbidraget eller bruttoskatten, ville det alt andet lige betyde, at overførselsindkomstmodtagerne ville opnå en forøgelse af deres realindkomst. Det kan man politisk have andre grunde til at ønske, men da det ikke er sigtet med "vismandsforslaget", betyder det, at den foreslåede særlige forøgelse af arbejdsmarkedsbidraget ikke skal udløse tilsvarende forhøjelser af ydelserne til - arbejdsløse og pensionister.
Det kan man så med ond vilje - og fordi det er så teknisk - fremstille som asocialt.
Arbejdsløse og pensionister behøver altså ikke at sættes ned i realydelser. Derimod er det klart, at de opnår mindre end hvis de i kraft af beskæftigelsesfradraget kommer ud af overførselsgraven. Men da det er meningen med hele forslaget, kan man dårligt bebrejde vismændene det.
Hvis man da ikke ønsker at bruge en indviklet teknik til at pleje en politisk interesse.

HELT GROTESK bliver det, når kritikken fra den socialdemokratiske fagbevægelse og partitop mod en nedsættelse af beskatningen af de lavtlønnede ofte bygger på påstanden om, at de reelle indkomstforskelle ved en skattenedsættelse bliver for små til at stimulere folk til at tage en uddannelse for at komme ud af lavtlønssituationen. For det første viser vismændene udtrykkeligt på side 123 i selve redegørelsen, at deres forslag ikke vil have den påståede effekt på uddannelseslysten. For det andet bør Socialdemokratiet (og Det radikale Venstre) snart finde ud af, om det, der er galt, er for stor eller for lille ulighed. Snart er uligheden for stor, snart for lille. Alt afhængig af, hvordan man mest snedig kan argumentere for ikke at gøre noget for de udstødte af en art, som kan virke løntrykkende.
Hvad de såkaldte "arbejderpartier" til "venstre" for Socialdemokratiet (og Det radikale Venstre) vil gøre, står om muligt endnu mere uklart.
Det eneste, der står klart, er, at der skal megen social lidenskab til at gå ind i den økonomiske videnskab i disse tider. Tak til hin enkelte for det lidenskabelige krav om teknisk besked.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu